|
|
| 26. jul 2007 kl 22:30 |
Print
Send artikel
|
| Weekendklummen: Martin Ågerup skriver om det personlige ansvar, som ikke trives, fordi politikerne hellere vil gøre alle lige.
|
Læs også: Claus Hjort: Vi skal ikke spare en krone Borgerlige debattører: Regeringens slag for personligt ansvar er et slag i luften
|
| Af Martin Ågerup |
| |
Martin Ågerup er direktør i den borgerlig-liberale tænketank CEPOS
Regeringen vil til at slå et slag for det personlige ansvar. Den kunne passende begynde med at droppe økonomisk lighed som en politisk målsætning. De to størrelser - ansvar og lighed - er nemlig uforenelige.
Vi bruger verbet "at handle" i flere betydninger. Det kan betyde at købe ind i en butik. Det kan betyde at indgå en frivillig aftale med et andet menneske. Og det kan betyde noget langt mere eksistentielt - nemlig at agere, vælge, træffe beslutninger. Det er ikke tilfældigt, at det samme ord har disse forskellige betydninger, for de er nært beslægtede.
Når vi handler - i alle betydninger af ordet - træffer vi valg. Alle disse valg ændrer vores livssituation. Nogle ændrer den kun marginalt, som for eksempel når vi køber ind i supermarkedet. Men der træffes ikke desto mindre nogle valg, som akkumuleret over en årrække kan have ganske betydelige konsekvenser for vores liv. Vi vælger således, hvor meget vi vil forbruge, og hvor meget vi vil spare op, og vi vælger hvilken mad, vi vil spise. Vi træffer studievalg, karrierevalg, valg af boligform og finansiering osv.
Alle disse valg er vores egne. Vi er frie til at træffe dem. Vi er ikke frie til at træffe et hvilket som helst valg, men vi er frie indenfor nogle rammer, som i Danmark er meget vide. Unge mennesker er i deres uddannelses- og karrierevalg begrænset af deres evner og færdigheder. Meget få har talent til at blive professionelle fodboldspillere eller balletdansere. Men så kan man vælge at blive noget andet, som ligger indenfor ens evner og færdigheder.
Eftersom vi har friheden til at vælge, bærer vi også ansvaret for konsekvenserne af vores valg. Det er denne kombination af frihed og ansvar, som adskiller det voksne myndige menneske fra barnet. Man kan ikke have ansvaret for en beslutning, som man ikke har haft friheden til selv at træffe. Og omvendt kan man ikke være fri uden at bære et ansvar for sine handlinger. Det er for eksempel derfor, vi forældre føler, at vi kan tillade os at bestemme, hvornår vores (små) børn skal gå i seng om aftenen. Det kan vi tillade os, fordi det er vores ansvar, at de er udhvilede. I skolen vil læreren i sidste instans kontakte forældrene, hvis et barn er træt og uoplagt i løbet af dagen. Fordi forældrene og ikke barnet bærer ansvaret for, at barnet er udhvilet, har barnet ikke friheden til selv at bestemme, hvornår det vil i seng. Fraværet af ansvar medfører altså også i sidste ende et fravær af frihed. Og omvendt: tilstedeværelsen af frihed indebærer tilstedeværelsen af ansvar.
Accepten af dette princip er fundamentalt for et funktionsdueligt samfund. Ja, man kunne hævde, at det er et sundt forhold mellem frihed og ansvar, som - med et moderne udtryk - skaber sammenhængskraften i et samfund og i en hvilken som helst social relation mellem mennesker, hvad enten det er i en familie, en forening, en virksomhed eller en nation. Ikke alene vores retssystem, men hele vores samfundsorden hviler på det fundamentale princip, at frihed og ansvar hænger uløseligt sammen. Og det er dette fundamentale princip, som man tilsidesætter, hvis man gør materiel lighed gennem statslig omfordeling til en målsætning i et samfund.
Hvis det personlige ansvar har det skidt, skyldes det i høj grad politikernes insisteren på, at borgerne - i lighedens hellige navn - netop ikke skal bære ansvaret for deres egne handlinger. Vi skal hjælpe mennesker i nød, som ikke kan klare sig selv. Men den universelle omfordeling i den danske velfærdsstat til borgere, der sagtens kunne klare sig selv, mindsker tilskyndelsen til at tage ansvar for sit eget liv. At tage fra den hårdtarbejdende og sparsommelige til fordel for den dovne, der rutter med pengene, er at straffe sparsommelighed og personlig ansvarlighed og belønne uansvarlighed. Dermed får man et samfund, hvor færre udviser den adfærd, man straffer og flere udviser den adfærd, man belønner. Færre udviser ansvar, flere udviser uansvarlighed. Jo større omfordelingen bliver, jo større bliver dette moralske forfald.
|
|
Tilbage til forsiden |
|
|
| |
Kommentarer |
| 27. jul 01:09 af Liberalist |
| Dén adfærd man belønner, er dén adfærd man får mere af! Bravo Martin! Så simpelt kan det formuleres! Så må vi håbe at det er simpelt nok til at de kan fatte det inde på Christiansborg. |
| |
| 27. jul 08:58 af Karsten Kristoffersen |
@Liberalist
Jeg er ikke liberalist. Men jeg respekterer i sagens natur Jeres synspunkter.
Men, jeg synes, at det er for nemt evig og altid blot at skyde skylden på politikkerne. I må selv på banen. I må selv stille op til Folketingsvalget. For Liberalisterne eller et andet parti.
Ellers kommer I simpelthen ALDRIG nogen vegne med Jeres synspunkter. De vil blot vedblive at fremstå som café-sladder og forblommet fuldemandssnak. |
| |
| 27. jul 09:19 af Helle Klinge Faust |
Kære Martin Ågerup
Nu sender jeg din artikel rundt på min arbejdsplads og venter spændt på reaktionerne.
Du har givet mine egne tanker ord; tak for det.
Kærlig hilsen Helle Faust
|
| |
| 27. jul 09:24 af Søren |
@Karsten Kristoffersen
Forskellen på socialister og folk med "vores" synspunkter er at vi kapitalister ikke ønsker at skulle bruge statsmagt til at ændre samfundet. Det går jo netop mod vores principper om frihed. Fornuft og logik er vores værktøj og det skrevne ord vores megafon og så må vi jo håbe at barnepigestaten Danmark én eller anden dag vil lytte til hvad vi har at sige.
Helt enig med Martin og det er jo netop uansvarlighed vi ser lige nu i samfundet. Der er ingen fællesfølelse, som de socialistiske principper jo ellers baseres på. Fællesfølelsen er skiftet ud med egoisme, en egoisme, som er ganske naturlig fordi vi fra naturens side altid har været egoister. Mennesket bør være frit om vi lever i junglen eller storby-junglen. Samtidig bør enhver have ansvaret for sine handlinger. Super artikel. |
| |
| 27. jul 09:29 af Allan |
| Jeg er enig i dagens klumme og kan kun håbe, at vores levebrødspolitikere opfatter det og frem for alt begynder at efterleve dette synspunkt ellers vil det socialistiske Danmark blive udbygget yderlige. Men når 2/3 er direkte aflønnet af staten Danmark kan det blive rigtigt svært! |
| |
| 27. jul 09:46 af Poul Nielsen |
27-7-2007 klokken 8--35 cirka
Helt enig Helt enig Helt enig Helt enig Helt enig
Jeg er født i 1945.Mine evner er få og små,og derfor har jeg levet på fallittens rand hele mit liv.Desværre er der færre og færre job,her i bunden af samfundet,som jeg med mine begrænsede evner kan bestride.
Generelt er mit synspunkt,som ingen plejer at respektere,at det på ingen måde generer mig,at rige folk bliver rigere.Jeg synes faktisk ,at det er fint,at A-P-Møller er vildt rig i forhold til mig.
Det der bekymrer mig mest,er de mennesker der virkelig er i nød i vores samfund,som ikke får den nødvendige og fornødne hjælp.
Frihed kræver også et vist minimum af handlekraft,til at træffe de rigtige valg,og en vis robusthed til at træffe nye beslutninger og nye valg,når alle andre beslutninger er slået fejl.
Det er faktisk det mit liv er gået med,at træffe nye valg hele mit liv,fordi mine hidtidige valg har været forkerte.
Selvfølgelig har jeg måttet erkende,i overlevelsenskampen,at mine evner er få og små,og ernære mig,med lidt dårligere betalte job.
Foreksempel har jeg været avisbud i 5 år,og hvad holder selvtilliden oppe i et sådant job??
Jo det gør tanken om,at jeg har været en slags demokratiets sendebud,men den slags job,for os med meget få boglige evner,må se i øjnene,at den slags job også forsvinder,på grund af internetaviser så som 180grader.dk
Og hvilken forsvarstale har 180 grader så,til denne udvikling ???
Jeg må erkende det,som siges i min omgangskreds,at udviklingen kan man ikke stoppe,og jeg gider ikke stoppe den,heller ikke selv om jeg må erkende,at udvikling i et samfund ikke kan finde sted (uden),at der skabes ubalance i ligheden.
Jeg håber,ligesom MARTIN ÅGERUP ,at staten giver størst mulig valgfrihed for den enkelte,men det kræver også,at de nødvendige og rigtige forbrugeroplysninger står på de madvarer vi køber.
Ifølge min tankegang kræver det,en eller anden form for samfundsovervågning,eller hvad ??
Men grundlæggende er jeg helt enig med MARTIN ÅGERUP.Det betyder at vores danske samfund skal justeres ret kraftigt,og så er spøgsmålet hvor og hvordan ??
Også denne oplysende debat her på 180grader, glæder jeg mig til at iagttage. Hilsen Poul
|
| |
| 27. jul 09:50 af Karsten Kristoffersen |
@Søren
Jeg gider godt at lytte til Jer. Men, det er kun fordi, jeg lige sad og kedede mig lidt på jobbet.
Men, jeg synes, at det er synd for Jer, at I er så inaktive. Kom dog på banen!
Ellers forbliver liberalismen hyggesnak. |
| |
| 27. jul 10:07 af Alexander |
@Karsten Kristoffersen
"Men jeg synes det er synd for Jer, at I er så inaktive. Kom dog på banen".
Der er jeg uenig. Som Søren siger, ligger det ikke i liberalisters natur, at tilegne sig nogen form for statsmagt.
I den politiske blogosfære er de borgerlig/liberale i klart overtal i form af de populære blogs punditokraterne.dk, uriasposten.dk, liberator.dk, netavisen 180grader osv.. Og med oprettelsen af det nye parti Liberalisterne vil jeg da mene, at de liberale markerer sig i allerhøjeste grad. Især efter 6 års socialistisk styre forklædt som "nyliberalisme". |
| |
| 27. jul 10:10 af Alexander |
@Karsten Kristoffersen
Jeg glemte at nævne den borgerlig-liberale tænketank CEPOS, som endnu et bevis for, at de borgerlige ikke er inaktive som du påstår. |
| |
| 27. jul 10:32 af Sirenen |
Kære Poul: Hvem i alverden har dog fået bildt dig ind, at du er uden evner og talenter??? Jeg kan f.eks. se, at du er rigtig god til at skrive!! Jeg er sikker på, der er mange andre ting du er god til! Gå straks på biblioteket og find nogle gode bøger (Louise Hay, Wayne W. Dyer m.fl.), der kan hjælpe dig med at opbygge dit selvværd! Held og lykke!!
Til andre: Man skal ikke være for fin til almindelig politik - det er nu engang sådan, vores samfund regeres. Ikke at jeg selv har nogen planer i den retning, men det skyldes alene politisk dovenskab.
Til Martin Aagerup: Du slår hovedet på sømmet, helt og aldeles, og jeg ønsker at høre dig i mange flere live debatter, for ren og skær fornuft fremført med saglighed er umulig at argumentere mod!
Til 180 grader: Jeg synes generelt, I bliver bedre! Jeg brokkede mig lidt på et tidspunkt, men trækker det i mig igen ;)
Mange hilsner - Sirenen |
| |
| 27. jul 11:15 af Lars |
@Karsten Kristoffersen,
Helt uenig. Grundlaget for demokratiet er ikke, at der træffes beslutninger, men derimod at der udøves en konstruktiv debat, der hviler på logiske argumenter og respekt for modstanderen. Det er i sidste ende værdierne i samfundet, det kommer an på.
I den forstand er en avisklumme mindst lige så vigtig som et forsøg på at blive opstillet til Folketinget. |
| |
| 27. jul 12:18 af Repsak |
Det er en rigtig god og velgennemtænkt kommentar. Fin.
Dén adfærd man belønner, er dén adfærd man får mere af, står tilbage som det centrale budskab. Men det personlige ansvar kan heldigvis også udmønte sig gennem andre initiativer, hvor man faktisk ikke gør andet end at skabe gennemsigtighed i den kæmpe offentlige sektor. Og hvis politikerne er helt blændet af lighedsmageriet, er det den eneste vej frem. Større gennemsigtighed i forhold til forbrug, vil få folk til at tænke sig bedre om. Hvis danskerne får de egentlige udgifter at se, og ikke bare det de selv betaler efter staten har givet et tilskud, ville deres adfærd ændre sig. Jeg tror (desværre) det er den eneste vej frem.
I den forbindelse er reformen af den offentlige sektor ikke helt så uinteressant, som man gør den til, selvom det kan se ud som om, at reformen blot handler om at give flere penge.
@Lars: Helt enig i at en avisklumme kan være mindst lige så vigtig som et forsøg på at blive opstillet til Folketinget. En debattør bør skabe en ny tidsånd, sørge for at den slår rod i befolkningen, og først her kommer politikerne ind i billedet. Politikerne skal læse tidsånden, sætte en politisk dagsordenen, og trykke på den rigtige knap i Folketingssalen, således at den nye dagsorden udmønter sig i samfundet gennem love, regler m.v.
|
| |
| 27. jul 12:41 af Birthe Bræstrup |
| Fin klumme!!! Men så længe medierne er så røde og hjernevasker folk til at de behøver det offentlige, og når beskatningen gør opsparing (=uafhængighed) så vanskelig, er det svært ikke at blive afhængig (=tryghedsnarkoman). Der er der meget lille håb for en bevidshedsgørelse af danskeren. 180 grader er et godt initiativ, men vi må også på banen i børnehaver og skoler (det er der og i medierne de røde har kuppet samfundet); og vi må selv tage større ansvar for påvirkningen af vore børn. Spørg til dit barns lærers politiske ståsted! Og lad ingen bilde dig ind, at læreren er apolitisk! Vi må skrive liberalistiske bøger som børn og voksne gider læse! |
| |
| 27. jul 15:46 af Philip Fortuna |
| Super klumme. skitserer klart sagen imod statslig indblanding. Vi danskere er nødt til at åbne vores øjne for muligheden af en fremtid hvor frihed og præstationer sætter dagsordenen, og dette kan kun ske ved at reducere staten. |
| |
| 27. jul 15:47 af Karsten Kristoffersen |
@Alexander
Ok. Fint nok. Jeg håber så blot, at nogle af Jer vil bide til bolle, og blive aktive i Liberalisterne. |
| |
| 27. jul 15:50 af Karsten Kristoffersen |
@Lars
Debatter er super-vigtige. Og super-fede. Dialog gør vort samfund endnu mere mangfoldigt.
Men, hvis aldrig de følges op af politisk action, forbliver de ofte uforløste. |
| |
| 27. jul 16:32 af J.Olsen |
Til Poul! Jeg kan genkende meget i dit velskrevne indlæg. Det kan godt være du ikke føler du økonomisk er en succes, men dine menneskelige egenskaber og eftertænksomhed er værdier som slår nok så megen materiel velstand. Hvis man ønsker mere 'guf' fra Martin Ågerup kan dette anbefales.
http://www.dr.dk/P1/Serier/Sommergaesten/Udsendelser/200
70625 141120.htm
God fornøjelse. |
| |
| 27. jul 23:12 af Peter Buch |
Liberalisternes principprogram er desværre sammen med det fornuftige blandet med det rene vrøvl eller opgiven overfor virkeligheden.
eksempel:
http://www.liberalisterne.dk/liberalisterne/index.php?principp rogram
"I modsætning til indvandrere, har vi en moralsk forpligtigelse til at tage imod flygtninge, der er personligt forfulgt af samvittighedsmæssige årsager."- naturligvis bør alle stater kunne tage sig af deres borgere, alt andet ville være højest u-liberalt tænkt.
"Liberalisterne er tilhængere af EU..." i stedet for at erkende at private aftaler på markedsbasis er det liberale udgangspunkt er liberalisternes fastholdelse ved en aktuel EU-struktur baseret på udemokratiske strukturer, udbredt korruption og anden dårligdom svær at forstå.
Ågerups ord er forresten velvalgte. |
| |
| 30. jul 13:05 af Mette |
Jeg har ikke en egentlig kommentar til klummen, eller de dertil hørende kommentarer. Jeg kunne dog godt tænke mig at høre nogle "liberalisters" bud på, hvorfra I mener at menneskets naturlige frihed skal komme, og hvorfor. Mener i, som de gamle liberalister, at friheden er en gudsgiven frihed, eller er liberalister idag ikke så religiøst orienteret som tidligere (på nær Rønn Hornbech) ?
Bare nysgerrig |
| |
| 30. jul 16:10 af Christian |
I ER BLINDE!!
I lever i illusionen om at et samfund vil kunne fungere uden at fællesskabet tager ansvar. Hvliket samfund har nogensinde kunne det????
Tror I at alle mennesker vil kunne træffe rigtige og fornuftige valg til alle tider??? Og skal man straffes helt urimeligt for sine fejltagelser. Skal folks liv ødelægges af fejldispositioner mv. Har I da ingen sympati endvidere empati. Det er ikke alle der er født med en sølvske i munden, og det virker til tider som om I ikke forstår det. |
| |
| 31. jul 12:53 af Birthe Bræstrup |
Til Christian (30. juli)
Ja, individer kan glimrende tage ansvar! Nej, ingen mennesker vil altid træffe rigtige og fornuftige valg til alle tider; men vi bliver klogere af vore fejltagelser, når vi tager konsekvensen af vore valg. Ellers er der jo ingen grund til at blive klogere... det har INTET at gøre med sølvskeer! |
| |
| 31. jul 19:32 af June |
Jeg har for nyligt på en handelsskole i København hørt en lærer fortælle, om hvor vigtig den solidariske tanke var for samfundet. Jeg var den eneste som såede tvivl om denne påstand. Hvem er det vi i virkeligheden er solidarisk med?
Vi belønner den ugidelige som har valgt sit eget liv som det nu engang er. Vi straffer den som har grebet i egen barm og gjort op med sig selv om hvilket liv man vil leve.De har måske kæmpet for det de ejer og har.Det er da ikke særligt solidarisk at den dovne, modtager hjælp fra den ikke-dovne. Hvad gør den dovne så til gengæld? Er det personlig frihed? For hvem?
Nej, i dette samfund er der kun en tanke, nemlig at hjælpe de svage og tage fra de stærke - men hvor længe kan de roller i virkeligheden besættes? Er det ikke på tide at den enkelte tager et personligt ansvar? Hvor længe skal vi være til grin i det 21. århundrede, som det utopiske land? Det er en gammel 70'er tradition der ikke længere holder vand. Det er utopisternes verdenssyn som er fremherskende og er det ikke at fratage os vores personlige ansvar?
Jeg frygter for de mange årgange som bliver indoktrinerede med den solidariske tanke fra skolernes side og håber så sandelig ikke at stemmealderen bliver sat ned. |
| |
| |
Tilføj kommentar |
|
|
| |
| Tilbage til forsiden |
|
|
|
Foto: Bax Lindhardt / Scanpix
|
|
|
|