|
|
| 31. jan 2008 kl 22:30 |
 Print
 Send artikel
|
| Weekendklummen: Thomas Ladegaard skriver om håndboldherrerne, der har givet os en ny fortælling om danskerne - nu med målrettethed! |
| Af Thomas Ladegaard |
| |
De danske håndboldherrers succes ved EM i Norge greb nationen, og hvis kulturministeren er på udkig efter national sammenhængskraft, er det bare med at sætte sig i sofaen og se noget håndbold med kronprinsen.
EM-guldet var en af den slags begivenheder, der for en kort stund minder os om, at vi er en række mennesker, der bor indenfor et geografisk afgrænset område og taler det samme sprog.
I en tid hvor nationen mangler oplagte samlingspunkter og ikke ligefrem svømmer i store sejre på idrætsfronten, kommer Wilbeks drenge ind på rette sted og ikke mindst rette tid midt i en trist januar.
Selvom EM-sejren bliver fejret på samme måde som med fodboldholdet i 1992, indvarsler dette europamesterskab imidlertid noget nyt. De danske håndboldherrer fortæller simpelthen en ny historie om Danmark.
Indenfor håndbold - og i virkeligheden langt de fleste sportsgrene - har man tidligere levet på en typisk dansk grundfortælling. Den startede som regel med konstateringen af, at vi et lille land med få indbyggere, som møder store nationer med mange flere ressourcer. De andre nationer var altid større, stærkere og dopede, mens vi danskere måtte leve på at være klogere og mere kreative.
Danske sejre og succeser havde derfor altid en grundtone af, at den kloge kunne narre det mindre kloge østeuropæiske muskelbundt. 80'ernes bolsjedrenge var det perfekte udtryk for denne grundfortælling. Sjældent har et dansk hold været sammensat af så begavede spillere, og så længe de var i form, kunne de med snilde og kreativt spil spille de store et puds.
Og så havde man i målmand Mogens Jeppesen indbegrebet af dansk hygge. Han kunne drikke en øl og ryge en smøg, men han var stadig i stand til at stille sig i vejen for de østeuropæiske skyttemaskiner.
Samme historie elsker vi danskere også at fortælle om EM-triumfen i 1992. Den historie er perfekt til at reproducere vores billede af os selv. Det er nemlig historien om en flok badegæster, der skiftede badebukser ud med fodboldstøvler og bare lige tog til Sverige og badede sig til en sejr mod de store nationer. Det var den danske hygge og dejlige kammeratskab, der slog de topprofessionelle tyskere og iskolde hollændere. Og undervejs fik Lars Olsen sig også en smøg, ligesom der blev tid til besøg på McDonalds.
Disse konstruktioner elsker vi at reproducere. De er ikke nødvendigvis helt sande, men de kan bruges til at forstærke billedet af os danskere.
Netop her markerer håndboldherrerne noget afgørende nyt. De fortæller simpelthen en ny og helt anderledes historie. Det danske hold besidder stadig kreative kræfter, men enhver snak om, at de andre er større og stærkere, kan man godt glemme. De danske håndboldherrer er nemlig mindst lige så veltrænede og fysisk stærke, som deres konkurrenter. De matcher på alle områder de andre nationer i professionalisme.
Og så har de en træner, der spiller alle sine kort med stor sikkerhed, og som tør at bryde med dansk vanetænkning. Denne gang ville han geare sit hold til mentalt at komme videre fra de tidligere bronzeplaceringer, og derfor meldte han klart ud, at holdet gik efter guld og direkte kvalifikation til OL. En helt uhørt melding fra en dansk landstræner i en stor international idrætsgren, for tænk nu hvis det glipper?
Men Wilbek vidste præcis, hvad han gjorde. Det er nyt og et afgørende brud med den traditionelle danske fortælling. Ikke som Anja Andersens "Fuck Janteloven". Men mere som et udtryk for det dybt seriøse og velovervejede arbejde med store menneskelige ressourcer. Måske allerbedst personificeret i målmand Kasper Hvidt som et direkte modstykke til Mogens Jeppesen. Den nye danske historie har smidt hyggen på porten. I stedet handler det om hårdt og seriøst arbejde hen imod et stort mål.
Spillerne har været seriøse længe. Men det var først, da de turde smide den sædvanlige danske hyggementalitet på porten, at de fuldt og helt forløste deres potentiale.
Wilbek har selv fortalt, hvordan han har arbejdet med mentaliteten om, at hvis Jørgen har haft fire skud, så er det synd for Finn, hvis han kun får tre. Wilbek har vist, at hvis man vil behandle folk ens, skal man behandle dem forskelligt. Det er ikke mindst nødvendigt i en sport, hvor man skal præstere kollektivt, men hvor det også handler om at give plads til individet. Kun sådan vinder man.
Det er den nye danske historie. Man kan ikke hygge sig til succes. De store resultater kommer, hvis man tør drømme dem og har modet til at arbejde målrettet efter dem. Håndboldherrerne har dermed vist en ny vej.
Thomas Ladegaard er forfatter og partner i LADEGAARD A/S.
Han har skrevet bøgerne Mordet på JFK 40 år efter
og Bolsjedrenge og jernhårde ladies
og blogger på thomasladegaard.dk
|
|
Tilbage til forsiden |
|
|
| |
Kommentarer |
| 31. jan 23:08 af T |
Al respekt for håndboldlandsholdet sejer, men jeg behøver ikke noget statsstøttet landshold for at turde drømme om succes. Ligeledes behøver jeg ikke nogen offentlig iværksætterstøtte betalt med mine egne penge.
EU har lige meldt ud at de har opgive målsætningen om at være verdens mest konkurrencedygtige region:
http://politiken.dk/politik/article465777.ece
Samtidigt er både det danske og europæiske bureaukrati og beskatning ved at kvæle enhver drøm.
Lad dog individet i fred til selv at vælge forbilleder og udleve drømme. Med al sandsynlighed bliver resultatet bedre en det vi har idag. |
| |
| 31. jan 23:14 af Jensos |
En forvirret klumme og havde bolden studset den anden vej i semifinalen var den ikke skrevet for saa var der ingen anledning til at faa lidt gratis reklame for sin virksomhed.
Wilbeks fortræffeligheder bestaar i det rent haandboldfaglige feks hvordan taktikken skal lægges mod et henholdvist defensivt eller offensivt forsvar. |
| |
| 1. feb 15:40 af Rasmus Tudlik |
Vi har siden 2. Verdenskrig haft en gavnlig nedbrydning af de nationale tendenser og den stammementalitet der nu bliver omskrevet til sammenhængskraft.
Sport er ikke et interessant emne for en politisk præget internetavis. Hvorfor skal vi høre om det? Det er KEDELIGT og ligegyldigt. |
| |
| 1. feb 18:03 af Claus H |
@Rasmus Tudlik
Der eksisterer idag side om side to helt forskellige verdener, som fungerer hver for sig, og dog hele tiden påvirker hinanden: Den politiske verden (den verden der er styret af politik - herunder medierne) - og virkelighedens verden - (den verden der er styret af menneskers fri vilje).
I virkelighedens, frie verden er forholdene som de har været i mange 1000 år: Mennesker bliver belønnet og opnår respekt fra omgivelserne når de har ydet en ekstraordinær god indsats. Man modtager hædersbevisning og ære for et godt resultat.
I den politik-styrede verden er det omvendt: Man hånes med janteloven, hvis man yder noget godt, og kan fremvise gode resultater. For succes'en er jo en torn i øjet på alle dem uden succes, ikke sandt?
I virkelighedens verden opnår man respekt og kommer i front i den private virksomhed, hvis man ved god ledelse & godt arbejde er med til at skabe et stort overskud. Virksomheden fester og folk er glade.
I den politik-styrede verden bliver man belønnet for det modsatte: Et stort underskud belønnes med nye store bevillinger året efter. Alle konti i den offentlige bruges fuldt ud uden grund af hensyn til næste års bevillinger. Den største løgn - det største utilslørede vælgerbedrag - hyldes som sandheden. Og dem der lægger navn til løgnene skrives ind i den politiske historie som "stærke" - og endda "gode" - ledere.
I virkelighedens verden føler deltagerne sammenhold med hinanden indenfor den gruppe man nu tilhører (fx. via det nationale - håndboldlandsholdet fx.), og er villig til at yde en stor ekstra indsats for at styrke dette. Man er villig til at give til sit fællesskab.
I den politik-styrede verden er "at give" et bandeord, hvis det skal opfattes bogstaveligt. Her drejer det sig udelukkende om "at tage" - nemlig at tage magten. Og man er ikke villig til at give noget. I den politiske verden drejer det sig altid om at få andre til at betale for sine egne goder & privilegier.
I virkelighedens frie verden er medarbejderne parate til at give noget ekstra arbejdstid til gavn kunderne - og dermed for virksomheden.
I den politik-styrede verden er ingen interesserede i at give noget - og absolut ikke til kunderne. Man er dybest set mest interesseret i, hvornår man får fri.
I virkelighedens frie verden bliver folk glade og fejrer, når de har noget godt at fejre - hvis det er jul, udsmykker de deres huse med mange lys. Hvis holdet fra deres eget land vinder en bemærkelsesværdig sejr, åbner de champagne & mødes i tusindvis i landets hovedstad for at fejre sejren.
I politikkens verden finder man konstant nye politiske "argumenter" for at stoppe festerne. Når folk sætter lys på deres huse ved juletid, skal det stoppes pga forøget CO2 udslip - når håndboldherrerne har vundet, skal festen stoppes, fordi det ikke er "korrekt" at feste, når der er andre, der ikke kan få en fest ... eller fordi det ikke er "godt" at blande sport og alkohol.
De to verdener - den positive virkeligheds verden - og den negative politik verden - repræsenterer det gode og det onde i mennesket.
Desværre er det onde i fremgang i disse år (og har været det igennem årtier) på bekostning af det gode - bl.a. fordi det er lykkedes den politik-styrede verden gennem frygt-branchens ydelser (læs: medierne) at indbilde mange mennesker fra virkelighedens verden, at politik er godt - og at politikerne og staterne er gode.
Det er forkert: Politik er ondt i sin rod, og vi har brug for at tøjle denne ondskab mest muligt, hvis vi skal overleve som frie & glade væsener her på jord. |
| |
| 1. feb 19:54 af Rasmus Tudlik |
Nationalisme og politik hænger desværre i høj grad sammen, og der er ikke nogen skarp skelnen mellem civil nationalisme og politisk nationalisme, som du selv siger - derfor bliver de begreber heller ikke brugt.
I sportens verden bliver de også flittigt blandet sammen, når politikere blander sig i hvor elite-præget sporten skal være og hvor mange penge der skal bruges. Men denne her "fortælling" om "danskerne" virker som noget vås. For det første fordi danskere ikke er en homogen masse, der feder den foran fjernsynet og går op i tilskuersport. |
| |
| 1. feb 23:17 af Claus H |
Uanset om folk fra virkelighedens verden er en homogen masse eller ej har de lov til at interessere sig for hvad de vil ... og hvis de vil fejre deres egne - på landshold eller klubhold - så er det deres valg. Det skal den politiske verden ikke blande sig i - men det gør den alligevel ...
Det du kalder "en gavnlig nedbrydning af de nationale tendenser" er blot den politisk styrende verdens forsøg på at udslette virkelighedens "stamme mentalitet" - nationalstaten. Den vil den politiske verden til livs, og erstatte med en overstatslig bureaukratisk magtkoncentration kaldet EU.
Hvorfor vil de det? Fordi den politiske verden ikke kan styre stamme mentaliteten. Den giver dem ikke længere magt nok - de har ikke længere kontrol nok over den til at tilfredsstille deres stigende vilje & lyst til at bestemme over andre mennesker.
Magt vil have mere magt. Magt korrumperer - stor magt korrumperer meget. Den politiske verden er i fuld gang med at tage magten fra nationalstaten, og give den til sig selv - i form af EU. Derfor får vi ikke lov til at stemme om EU-traktaten.
Nationalstaten er ikke den eneste naturlige gruppering i virkelighedens verden, som er under angreb fra den politiske verden - en anden er familien. Også den skal nedbrydes, sådan at den ikke længere kan klare sig selv - med hvilket formål?
For at tilfredsstille den politiske verdens behov for magt - deres behov for at bestemme over andre mennesker. Jo flere mennesker den politiske verden har i sin magt, jo bedre - og i sidste ende: Verdensherredømmet. |
| |
| 3. feb 02:48 af Liberalist |
@Claus H.
Du har fat i noget vigtigt dér. Din beskrivelse af de to verdner er ramt lige i plet. Den sammenligning vil jeg bruge som eksempel når jeg skal forklare andre hvor åndssvagt det politiske samfund er skruet sammen. Tak for det! |
| |
| 3. feb 13:51 af Karsten Aaen |
Øh, --- Igen skal vi se en mand! udtale sig om noget han aldeles ikke har forstand på. Åbenbart mener, Thomas Ladegaard ikke, at håndboldkvindernes 3 OL-medaljer, guld, sølv og bronze ved EM og VM har givet danskerne en ny fortælling om sig selv - med målrettethed.
Også selvom landstræneren også dengang hed Ulrik Wilbek....og han var lige så målrettet i sit spil med kvinderne som han er med herrerne.
Desuden burde alle læse Ulrik Wilbek's bog *tro på dig selv* hvor han bl.a. skriver (eller siger), at han gør meget ud af lytte til holdet, og til den enkelte spiller - for ellers kan man får man ej det optimale ud af af den enkelte spiller - til gavn og glæde for holdet.
Det er det Ulrik Wilbek kan --- men han er jo så uddannet skolelærer....
PS:
Jeg mener ikke man kan sammenligne herrernes EM-guld med kvindernes, men kvinderne blev da trods alt VerdensMestre...
/Karsten
|
| |
| |
Tilføj kommentar |
|
|
| |
| Tilbage til forsiden |
|
|
|
Foto: Bax Lindhardt / Scanpix
|
|
|
|
