|
|
| 27. okt 2009 kl 22:30 |
 Print
 Send artikel
|
| Dagens klumme: Christian H. Skov skriver om friheden, som uden et konservativt ansvar bliver til tom lykkejagt for den enkelte.
|
| Af Christian H. Skov |
| |
I den britiske satiriker Evelyn Waughs roman "A Handful of Dust" kaster den letlevende og eventyrlystne Lady Brenda sig ud i en affære med det mildt sagt fejlslagne og uduelige society-vrag Mr. Beaver. Brenda er gift med den lidt kedelige, og kiksede, men velmenende godsejer Tony. Han bruger det meste af sin tid på at løfte den arv og det lod, der er blevet hans; nemlig at passe og videreføre den skrækkeligt umoderne, gotiske herregård "Hetton". I al sin lavadlige verdensfjernhed finder han det ikke underligt, at Brenda ideligt rejser til London "for at få undervisning i økonomi". Heller ikke når dette holder hende fra Hetton i meget lange perioder. Da deres fællesbarn dør - sparket i hovedet af en hest - bruger Brenda dette som anledning til at afsløre sin affære med mr. Beaver, og under påskud af tragedien hævder hun ikke at kunne genoptage sin tilværelse sammen med Tony.
Alt dette er selvfølgelig en gammel historie, og dens grundelementer er selve det stof, som enhver tragedie og ethvert helteepos bygger på. I Illiaden "bortføres" den smukke Helena af den feje, tyndarmede prins Paris til Troja, hvorefter den vrede, der som bekendt greb Achilleus, ledte til ti års krig og i sidste ende til den heroiske tidsalders kulmination såvel som ende.
Men "A Handful of Dust" er slet ingen tragedie. Det er langt værre. Den er nemlig moderne. Det er en farce. En farce så ond og modbydelig, at man kun kan værge for sig ved at bryde ud i latter ved den skarpe satire.
Tragedien forudsætter et ideal, en moral og en fordring. Den handler altid om disse idealers sammenbrud i mødet med virkeligheden. Tragedien bliver til farce, der hvor den som hos Waugh skrives i den konsekvensløse friheds tidsalder. Der hvor idealerne allerede er brudt ned, og hvor friheden ikke længere følges af ansvaret.
Jeg husker for et par år tilbage, at en af de folk, der belærte mig om konservatismens væsen docerede, at "frihed under ansvar" var en meningsløs frase, at frihed og ansvar altid fulgtes ad, og at man burde kalde det "frihed med ansvar" (derefter talte han om, hvordan skat var ondt, og umådeholdent indtag af diverse narkotika var individets ret, men det er en anden historie). Denne ellers ganske vidende mand tog ubehjælpeligt fejl. For godt nok kan man ikke forestille sig ansvar uden frihed. Vi må være selvstændigt handlende subjekter, for at kunne drages til ansvar for noget. Men man kan nemt forestille sig frihed uden ansvar.
Hvad er ansvar? Ansvar er, som det ligger i ordet, dette at skulle svare for sig, og det kræver, at der er nogen, der spørger. Man står altså altid til ansvar overfor noget. Ansvaret er noget udenfor en selv, der spørger til ens anvendelse af sin frihed. At der er ansvar overfor noget eller nogen, er at der er moral, og at der er moral er, at ikke alt er lige gyldigt og ligegyldigt. At noget er bedre end andet, og at man dømmes på sine handlinger ud fra denne norm.
Den danske filosof Søren Kierkegaard sagde (eller rettere skrev) engang noget i retning af: "Vær pjat - og du skal se, at alle vanskeligheder forsvinde!". Selvom det kan virke utroligt for os i dag, så var dette udbrud ikke en opfordring til at være pjat og på den måde at få problemerne til at forsvinde, det var ikke titlen på en selvhjælps- og selvværdsbog med undertitlen "- og 100 andre måder at få problemer til at forsvinde på".
Nej, det var et opråb om alvor, om konsekvens og om ansvar. Et ansvar som for mennesket i verden ikke blot altid er et ansvar overfor noget, men også altid et ansvar overfor nogen. Hvad man kristeligt talt ville kalde næstekærlighed.
Dette begreb betyder hverken at betale høj skat for velfærdens skyld, at sende vores sparepenge til Afrika eller ud af hjertets godhed at hjælpe snart den ene og snart den anden - om ikke andet så dog for at overbevise os selv og andre om at vi besidder denne hjertets godhed. Ansvar er, hvad der egentlig ligger i begrebet.
For næstekærligheden kommer ikke indefra pga. vores psykologiske dispositioner, men udefra, som pligt, på trods af vores menneskelige natur. Det er en konservativ grundantagelse, at mennesket er helt og aldeles uperfekt, nogle ville endog sige ondt. Men konservatismen - og kristendommen i øvrigt - er at fastholde mennesket på dette ansvar på trods af vores natur. Hedonisten, der vender sig fra ansvaret mod friheden i absolut forstand, gør blot en afgud af sin fejlbarlighed. Hun skaber en etik af normløsheden, gør sin egen praksis til eksempel. For hedonisten er alt pjat, alvorens tyngende bekymringer og problemer er forsvundet som dug for solen. Frihed uden ansvar.
Dette er den tragiske baggrund for, at Waughs historie om Brenda og Tony kun kan være farce og ikke tragedie. Dette er baggrunden for, at Tony ikke lider heltedøden ved Troja i kamp for sin Helena, men i stedet bliver drevet ud i Amazonjunglen, forsmået og skuffet over den Brenda, han ikke længere kan kalde sin. Her dør hans rejsepartner beklageligvis, mens han selv får høj feber og i febervildelser taler med sin Brenda, der i virkeligheden har travlt med at lave helt andre ting i London. Han bliver dog reddet af en excentrisk eneboer, der tvinger ham til resten af hans dage at læse højt af Charles Dickens samlede værker.
På baggrund af det værdiløse samfund magter vi end ikke længere tragedien. Når alt bliver pjat, bliver det hele latterligt. Farce, pjat og så alligevel såre alvorligt for den, der lever under velfærdsstatens institutionaliserede ansvarsløshed, hvor den konsekvensløse emancipation ikke længere er forbeholdt overflødiggjorte overklassefruer, og hvor ønsket om selvrealisering har gjort hedonismen til eneste uangribelige norm. Deri ligger den egentlige tragedie i farcen.
Christian H. Skov er ph.d.-studerende i historie og redaktør for redaktør for Årsskriftet Critique
|
|
Tilbage til forsiden |
|
|
| |
Kommentarer |
| 28. okt 00:20 af Maverick |
Meget ensporet og fordømmende klumme. Som jeg læser klummen påstår CHS, at man som ateist og/eller liberalist ikke kan være i besiddelse af hverken etik, moral eller ansvarsbevidsthed.
Personligt anser jeg mig selv som værende både ateist og liberalist, og hvis jeg selv skal beskrive det er jeg både i besiddelse af både etik, moral og ansvarsbevidsthed.
Alt i alt ikke en klumme jeg har meget til overs for, og nok heller ikke en klumme der omvender særlig mange af dens læsere til konservatismen. |
| |
| 28. okt 00:25 af H. Roland J. |
Fra Klummen:
For næstekærligheden kommer ikke indefra pga. vores psykologiske dispositioner, men udefra, som pligt, på trods af vores menneskelige natur.
Hvis det er din antagelse, at mennesket går imod sin natur ved at være næstekærlig (og her må du så under alle omstændigheder inkludere dig selv) så er al form for hjælp til andre hyklerisk og unaturlig.
Når Jeg diskuterer Statan's eksistensberettigelse med, især røde, mennesker er deres argument altid, at statan skal tage sig af de svage i samfundet.
Hvis ikke enkelt-individer selv vil give hjælp til de 'svage i samfundet' - hvem disse individer så må være - så kan det heller ikke være en statsopgave. Hvad individet ikke selv vil kan ikke være 'rigtigt at gøre'.
Jeg har skrevet mere udførligt om netop dét emne her:
http://liberator.dk/art-detail.asp?A_Id=789 |
| |
| 28. okt 00:31 af Karsten Skawbo-Jensen |
SUPER at læse en tankevækkende konservativ klumme - blandt de mange liberalistiske ...
Mennesker har det bedst og ER bedst i forpligtende sammenhænge, ikke som fritsvævende narcissister.
Læs mit forsøg på at beskrive, hvad konservatisme er, på www.skawbo.eu (klik på "politik" øverst på siden).
bedste hilsener
Karsten Skawbo-Jensen
konservativ kandidat til Region Hovedstaden |
| |
| 28. okt 00:37 af Kjeld Flarup, max20.dk |
Jeg har lidt vært ved at forstå det ansvarsbegreb som du stiller op Christian.
I stedet så er jeg måske for farvet af begreberne positive og negative rettigheder.
Her er noget af det som kendetegner en negativ rettighed, at den enkelte person er nødt til selv at udfylde rettigheden. Det kunne man selvfølgeligt godt skrive som at den enkelte selv havde ansvaret for sin frihed.
Positive rettigheder derimod er noget som man får foræret, noget som man ikke selv har ansvaret for, men som staten har ansvaret for at sikre.
Som jeg beskriver her http://liberator.dk/index.php/6777 så er frihed som en positiv rettighed direkte falsk. Følgelig deraf vil frihed som man ikke selv tager ansvar for være falsk.
Men ansvar vil for mig fortsat være afledt af nogle mere grundlæggende principper. |
| |
| 28. okt 00:38 af Blem |
| Fremragende klumme af Christian H. Skov. Den hæver sig milevidt over hvad vi ellers ser i vores hjemlige politiske idedebat. Der er ingen tvivl om, at Skov har begavelsen og skrivetalentet til at blive den konservative filosof, som dansk konservatisme har savnet i årtier. |
| |
| 28. okt 01:00 af Dan M. Kristensen |
Konservatisme er altså baseret på en værdidom? Jeg er "uperfekt [sic]", ergo er alle andre "uperfekte? [sic]"
Hvordan kommer man som konservativ fra nævnte præmis, til nævnte konklusion? Og ikke mindst, hvordan kommer man overhovedet til den præmis?
Mennesket er så vidt vides det eneste væsen, der kan foretage en værdidom, men hvordan kan ét sådant imperfekt væsen ophøje egne værdier til at være over et andet sådant væsen? Med skelen til guder, profeter, fællesskab, stjernerne, eller hives det bare ud af røven?
Jeg er ikke Objektivist, men Ayn Rand havde trods alt fat i den lange ende ved at betragte menneskets væsen og natur som værende fundamentet for hendes ideer; og altså ikke at mennesket er "uperfekt [sic]."
Jeg er naturligvis enig i din kritik af samfundet som værende værdiløst; men hvilket værdisæt vil du så som konservativ påtvinge samfundet? Og med denne magt, til at påtvinge værdisæt, hvordan vil du forhindre, at magten ikke misbruges til at påtvinge de forkerte værdisæt?
Hvis du derimod ikke vil påtvinge et værdisæt, hvorfor er du så ikke liberal? Og hvis du er liberal, hvorfor er du så konservativ? |
| |
| 28. okt 01:19 af Dan M. Kristensen |
@Karsten Skawbo-Jensen
"Mennesker har det bedst og ER bedst i forpligtende sammenhænge, ikke som fritsvævende narcissister."
Sludder og vrøvl. Menneskets natur ER at leve sammen med andre mennesker. Det er umuligt at leve sammen uden forpligtende forhold. Om det enkelte menneske har det godt, bedre eller bedst i et givet forhold kan kun det enkelte menneske bestemme for sig selv.
Det gør ikke mennesket narcissistisk fra naturens side af. Kun set fra din egen synsvinkel. |
| |
| 28. okt 08:43 af Claus Poulsen |
| Glimrende klumme. Skriv nogle flere af dem. |
| |
| 28. okt 09:13 af Peiter |
"For næstekærligheden kommer ikke indefra pga. vores psykologiske dispositioner, men udefra, som pligt, på trods af vores menneskelige natur.
Det er en konservativ grundantagelse, at mennesket er helt og aldeles uperfekt, nogle ville endog sige ondt. Men konservatismen - og kristendommen i øvrigt - er at fastholde mennesket på dette ansvar på trods af vores natur."
At næstekærligheden trodser den menneskelige natur er en faktuel påstand og den er forkert. Næstekærlighed er lige så vel en del af den menneskelige natur som af chimpanzens, delfinens, og talrige andre dyrearters.
Men både konservatismen, kommunismen og kristendommen er jo nødt til at postulere en manglende perfektion hos mennesket for at retfærdiggøre deres egen medicin -- for ingen ville finde sig i disse ideologiers overgreb, hvis ikke de var blevet overbevist om, at de selv var "uperfekte" eller "onde" og manglede retvisning fra den vise faderskikkelse.
Vorherrebevares.
|
| |
| 28. okt 09:45 af Kjeld Flarup, max20.dk |
@Peiter
Det er faktuelt forkert at kristendommen påtvinger en retvising. |
| |
| 28. okt 09:54 af Lennart Kiil |
Liberalisme er ikke lig med hedonisme.
Hedonisme er den tilstand, der opstår når ikke-materielle værdier benægtes. Hvis det eneste, der findes, er det, vi kan sanse, kan man lige så godt gå mod det, der føles godt og behageligt.
De fleste, både liberalister og konservative, ved dog godt - at blot fordi noget føles godt, er det ikke nødvendigvis godt.
I øvrigt har man på engelsk distinktionen mellem 'liberty' og 'license' hvor sidstnævnte vel nærmest er en slags frihed til at handle uden personligt at skulle stå til regnskab for konsekvenserne.
I naturen - det vil sige i hele den organiske verden - kan et individ ikke undgå konsekvenserne af sit valg. Det er derfor evolution fungerer.
I velfærdssamfundet derimod isoleres vi som individer fra konsekvenserne af vores valg, fordi valget er individuelt men konsekvenserne socialiseres når der omfordeles.
Så der er masser af ting i grundstrukturen, der er med til at skabe orden. Derfor kan kulturelle og religiøse institutioner selvfølgelig godt bestyrke disse grundstrukturer. Ægteskab er et godt eksempel på at man kulturelt understøttet noget der allerede findes rudimentært i vores natur, mens man modvirker en anden del.
Liberalismen har intet imod ægteskab og religion per se. Vi mener blot ikke at staten skal stå for opdragelsen, da vi mener staten skal have en meget begrænset opgave. Orden skal komme mange steder fra. Polycentrisme. |
| |
| 28. okt 10:05 af Henrik R Clausen |
Jeg har længe haft lyst til at skrive et essay: "Hold nu op med alt det pjat" om den altgennemtrængende tendens til at lave sjov med selv det mest alvorlige og ikke tage noget som helst alvorligt.
Det er et problem - og er ved at udviklet sig til et alvorligt problem - at værdier af alle arter synes at skrumpe og forsvinde. Det værdi-løse samfund vil synke ned i kaos. |
| |
| 28. okt 10:15 af Blem |
Som kommentarerne her viser, så er en af de grundlæggende forskelle på konservatismen og de utopiske ideologier liberalismen og socialismen, at konservatismen anerkender arvesynden - altså den iboende ondskab i alle mennesker - mens liberale og socialister tror på det gode menneske, som bare skal befries fra henholdsvis staten og kapitalismen for at kunne realisere al sin godhed.
Derfor er de utopiske ideologier i deres væsen potentielt autoritære. De vil fremelske det "nye, gode menneske". Og rense verden for de onde mennesker... |
| |
| 28. okt 10:18 af Thomas |
Hvordan kan en gruppe individer uden kapacitet for næstekærlighed pludselig af tvangs-fællesskabets vej skabe et bedre hele.
Reductionism foreskriver "The whole is no more than the sum of its parts".
Det er selvfølgelig fair nok at Christian H. Skov har et holistisk syn på verden, men så er hans tanker sideordnet med alverdens religiøse åndsfæller.
For hvad er rigtigt andet end det beståenden? Det kan Taliban sikkert også påberåbe sig mange generationer endnu. |
| |
| 28. okt 10:21 af Thomas |
| Jeg fristes til at sige - sikke noget pjat... |
| |
| 28. okt 10:25 af Lennart Kiil |
Blem
Liberalismen tror ikke, at mennesket er godt. Liberalismen kan forholde sig agnostisk til menneskets natur.
Socialister hælder derimod rigtigt nok noget i den retning i det de i høj grad følger Rousseaus idé om den ædle vilde.
Hvis du vil vide hvor liberalismen står så læs din Locke. Og kom så igen under dit rigtige navn! |
| |
| 28. okt 10:42 af Ole Olesen |
Tak for tænksom klumme. Og tænk, at vi ikke denne gang hører om marginalskat, men om idé.
Det bedste ved den er næsten, at du har fremkaldt flere tænksomme kommentarer end, hvad der gennemgående dukker op under disse klummer. |
| |
| 28. okt 11:10 af Katrine Winkel Holm |
Tak for en fremragende klumme, perfekt til tiden - og stedet.
Vi er del, der har læst "En håndfuld støv" uden at fange den pointe, du trækker frem. Men den er jo indlysende.
Der er i øvrigt en et godt Waugh-essay i det seneste nummer af Critique, som Christian H. Skov er redaktør på.
|
| |
| 28. okt 11:26 af Morten Sten Andersen |
| Flot skrevet! Du er virkelig god til at få formuleret hvad konservatismens væsen drejer sig om. Det er opmuntrende at opleve at der findes "ægte" unge konservative. Dem ser man normalt ikke meget til i KU-light. |
| |
| 28. okt 11:39 af Maverick |
@Blem
Du skriver at konservatismen grundlæggende anerkender arvesynden. Endnu engang skal man have smidt en gang religiøsitet i hovedet som forsvar for konservatismen.
Som tidligere skrevet (se første kommentar til denne klumme) er jeg liberalist og ateist. Og som ateist ser jeg blot mennesket som et andet dyr, nogle gange bedre men ofte dårligere/ondere end andre dyr. Så nej, selvom jeg er liberalist, tror jeg ikke på det "gode menneske", som du kalder det, men accepterer fuldt ud "arvesynden", som du kalder det, og at mennsket på ingen måder er perfekt.
Dermed endnu et svagt og ikke holdbart argument for konservatismen fremfor liberalismen. |
| |
| 28. okt 11:52 af Henrik R Clausen |
Socialismen er imod et af kapitalismens kernepunkter: Opsparing og investering i kapitalgoder.
Det vil på lang sigt føre til det moderne samfunds undergang. For uden kapitalgoder og effektiv produktion vil vi glide tilbage i retning af dag-til-dag produktion og kortfristet tilfredsstillelse af fundamentale behov. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan østasiatiske lande foretager enorme investeringer i deres kapitalgoder, mens det nærmest glider baglæns her.
Socialister har - per definition - ikke forstand på økonomi. |
| |
| 28. okt 12:12 af Michael Sørensen |
::
Mens vi stadig tæller konkurserne: Sikke mange socialister, der findes inde for finansverdenen...
:: |
| |
| 28. okt 12:28 af Skovgaard |
"For næstekærligheden kommer ikke indefra pga. vores psykologiske dispositioner, men udefra, som pligt, på trods af vores menneskelige natur. Det er en konservativ grundantagelse, at mennesket er helt og aldeles uperfekt, nogle ville endog sige ondt. Men konservatismen - og kristendommen i øvrigt - er at fastholde mennesket på dette ansvar på trods af vores natur."
Sikke noget ævl. Mennesket er et socialt væsen. Det ligger netop i menneskets natur at være næstekærlig i hvertfald i en vis radius fra én selv.
Tankevækkende at konservative anser sine medmennesker for at være onde. Velkommen på venstrefløjen! |
| |
| 28. okt 12:28 af Peiter |
@ Kjeld Flarup
"Det er faktuelt forkert at kristendommen påtvinger en retvising."
Det udtryk bruger jeg ikke, men jeg mener nu ikke der er nogen tvivl om, at kristendommen dels kalder mennesket faldent, dels erklærer vi behøver Jesus for at blive rigtige igen.
@Blem
Hvordan forudsætter liberalismen at mennesket er godt? I min forståelse står liberalismen for en dyb mistillid til centraliserede planer, netop fordi centraliserede planer betyder at færre menneskers idéer gøres betydende. Videnskab og liberalismen har det tilfælles, at ingen af dem stoler på individernes evne til at gøre det rigtige. Og derfor skal den enkelte bestemme over sig selv og ikke over andre. Mennesket lader sig i min forståelse ikke klassificere som "godt" eller "ondt".
@ Thomas
At reduktionisme skulle indebære at helet ikke er større end summen af delene er der vist ikke mange der vil give dig ret i. Du udviser da mere kompleks adfærd end en spand usorterede atomer.
|
| |
| 28. okt 12:47 af Christian Skov |
Jeg takker for kommentarene, og vil forsøge at svare på nogle af dem i det følgende.
Først må jeg dog sige, at jeg som udgangspunkt ikke anser klummen for at være specielt politisk, eller lægge op til en konflikt mellem liberalisme og konservatisme. Den handler i bund og grund om ansvar, og det der kræves af os, hvis den er noget er det 2. stemmen til Evelyn Waughs klagesang over moderniteten, samt en hævdelse af at konservatismen er forpligtet på at hævde ansvaret som en stadig følgesvend til friheden. I det omfang mange liberale gør det samme, synes jeg det er glimrende, så er vi flere, i det omfang mange socialister gør det samme synes jeg det er endnu bedre, for så er vi endnu flere.
jeg kender såvel liberale som konservative, som socialister, der helt ville afvise det jeg har skrevet, og det eneste man egentlig kan konkludere er, at kampen mellem norm og normløshed er blevet central i vores tid og at jeg for min del mener, at konservatismen er det stærkeste forsvar for ideen om menneskets afhængighed af normen og forsvaret for den kristendom, der i absolut forstand står som det sidste "argument" for at der er et ansvar mennesker imellem og at dette ansvar først og fremmest tager sig ud som et krav om troskab.
I forhold til Kjeld Flarups indvending om positive/negative rettigheder kan jeg ikke helt se, hvordan det passer ind i denne diskussion, men måske vi bare taler forbi hinanden. jeg anser mig selv for tilhænger af negative rettigheder, forstået som rettigheder vi må indrømme hinanden, hvis vi ønsker et frit samfund.
Den væsentligste diskussion er vel den om mennesket og dets natur. Liberalismen vil hævde at mennesket er "godt" i den forstand at det er prædisponeret for socialitet, konservatismen opfatter mennesket som uperfekt [sic] - når jeg bruger dette begreb er det muligvis en idiosynkrasi, men jeg synes det bedre end imperfekt dækker det forhold at mennesket ikke kan siges at være så og så perfekt dvs. mangle perfektion i graden, men snarere at mennesket er noget ganske andet end perfekt, dvs. være ontologisk ikke-perfekt, noget ganske andet en perfektion -
Alt efter hvordan man nu stiller sig kan man opfatte denne menneskets ufuldkommenhed mere eller mindre radikalt. Det allermest radikale er vel sådan noget som Hobbes, en mere klassisk konservativ position ville være hævdelsen af menneskets dobbeltnatur som både natur og kultur, således at vi altså er spaltede mellem det vi selv kommer med, vores natur, og det der kommer til os udefra, kultur vaner osv.
I det omfang denne anden natur, dvs. menneskets kulturelle klædedragt, iturives eller på anden måde ophæves f.eks. som følge af en radikal pluralisme eller det tab af selvfølgelighed,der følger i kølvandet på moderniteten, da risikerer vi at stå tilbage nøgne som ren "natur" og da vil det være min opfattelse at vi er ringere stillet og måske på trods af vores naturlighed ganske umenneskelige, idet det at være menneske altid er at være indkulturaliseret i en given sammenhæng.
Der er også nogle indvendinger, jeg ikke har forstået, og som jeg heller ikke mener giver udtryk for at have forstået ærindet i klummen, og som jeg som sådan nok desværre er afskåret fra at kommentere på.
|
| |
| 28. okt 12:57 af Skovgaard |
"Først må jeg dog sige, at jeg som udgangspunkt ikke anser klummen for at være specielt politisk, eller lægge op til en konflikt mellem liberalisme og konservatisme. Den handler i bund og grund om ansvar"
Spørgsmålet om ansvar er i høj grad politisk. Det er vel nærmest det mest grundlæggende spørgsmål i politik. |
| |
| 28. okt 13:03 af Lennart Kiil |
Det er altsammen meget godt. Men hvordan skal man i praksis angribe opløsning?
For nu at blive ved dit eksempel. Den her troløse kvinde, der bedrager sin mand.
Den slags er jo efterhånden meget almindeligt, men jeg kan ikke se, hvordan man skulle kunne gøre indsigelse andet end, at staten skal lade være med at give kvinden yderligere incitament ved at opstille lovgivning, der gør at kvinden får mandens ejendele, når hun skilles fra ham.
Ellers er der jo de præmoderne foranstaltninger. Held og lykke med at overbevise om disses eksistensberettigelse i et moderne samfund.
I øvrigt vil jeg gentage min opfordring til at læse Locke - hvis Hobbes og Rousseau skal nævnes, bør man ikke forglemme Locke, når de gølder politik og natur. |
| |
| 28. okt 13:28 af Birthe Bræstrup |
Sikke en gang vrøvl!!!
Råd: Læs "Og Verden Skælvede" (Atlas Shrugged) af Ayn Rand. Tag dig god tid; den kræver fordybelse. Så læs din klumme igen, og du vil se hvor langt ude i hampen du (forhåbentlig) var.
Mvh |
| |
| 28. okt 13:42 af Blem |
@Kiil, Peiter og Maverick
Jeg henviser til Christians fremragende svar vedr. liberalismens (og socialismens) utopiske tro på det gode menneske.
Iøvrigt stor tak til Christian for, at han selv deltager i debatten her. |
| |
| 28. okt 14:42 af Thomas |
@Peiter
"At reduktionisme skulle indebære at helet ikke er større end summen af delene er der vist ikke mange der vil give dig ret i."
Jeg har ikke opfundet reduktionisme, men for mig lyder det rigtigt at 1 + 1 = 2. Du får det måske til noget andet?
At hovedparten af jordens befolkning er religiøse gør det ikke mindre rigtigt. Der var også en gang hvor hovedparten var af den overbevisning at jorden er flad.
"Du udviser da mere kompleks adfærd end en spand usorterede atomer."
Darvin har sorteret dem, men jo - jeg er blot en spand atomer. Religiøse mener at jeg er mere end det og de har alle forskellige udlægninger af hvad det er - herunder konservative og fundamentale islamister.
Jeg er overbevist om at der er en videnskabelig forklaring, selvom der er mange brikker vi mangler i vores forståelse.
Nogen tror på nisser og andre tror på Gud, Konge og Fædrelandet. De kan jo ikke alle have ret; og da du selv har anlagt et flertals-perspektiv, så er det Islam der har ret...
|
| |
| 28. okt 14:44 af Maverick |
@Blem
Hvis du læser min tidligere kommentar kan du se min mistro til den menneskelige natur, som jeg skriver kan mennesket være godt, men som oftest vil det være ondt. Denne mistro til den grundlæggende godhed i den menneskelige natur står ikke for mig på nogen måde i kontrast til det at være liberalist som jeg selv.
Er påstanden at konservatismen tager større højde for den menneskelige natur (den være sig god eller ond) end liberalismen ? |
| |
| 28. okt 15:49 af Kjeld Flarup, max20.dk |
@Peiter: men jeg mener nu ikke der er nogen tvivl om, at kristendommen dels kalder mennesket faldent, dels erklærer vi behøver Jesus for at blive rigtige igen.
Netop den der med at blive rigtige igen er forkert. I følge kristendommen vil vi altid være "forkerte", og det er i orden for Gud elsker os alligevel. Af det følger at det er noget vrøvl at tale om at et menneske er faldent.
Derfor kan du ikke slå kristendommen i hartkort ned de forskellige kollektivistiske ideologier.
|
| |
| 28. okt 16:01 af Kjeld Flarup, max20.dk |
@Christian
Vi taler helt sikkert forbi hinanden. Som liberalist kan jeg ikke se behovet for specifikt at tale om ansvar, da der er andre mekanismer som udfylder dette.
Men din klumme er derfor også med til at fremhæve en forskel mellem liberalisme og konservatisme.
Grundlæggende er værdierne nok ret tæt på hinanden, de formuleres blot forskelligt. |
| |
| 28. okt 18:27 af N. Nikolajsen |
Helt ærlig - når du skriver en klumme, så læs lige hvad du har skrevet, før du trykker på "submit"...
Jeg mener at stort set alle dine grundantagelser er forkerte - og du argumenterer slet ikke for dem. At mennesket grundlæggende er ondt og asocialt - der er du galt afmarcheret. Rører det ikek dit hjerte at se et barn lide? Det kaldes empati - og det er noget langt de fleste mennesker er udstyret med, simpelthen fordi vi er folk-dyr og vi har brug for hinanden (og dermed også brug for at støtte hinanden).
Forskere slås stadigvæk om, hvor meget er kulturelt betinget, og hvor meget er medfødt - men en ting er sikkert. I alle kulturer der kendes, vil mennesker som udgangspunkt hjælpe hinanden, drage omsorg for hinanden og "tage ansvar" for hinanden.
Indlejret i alle mennesker er et fælles ansvar for hele menneskeheden - som er stærkere dets nærmere det andet menneske står en.
I teorier om "the selfish gene" er dette simpelthen for at 1) sikre ens egne geners viderbringelse 2) I mangel af direkte børn at sikre, så at sikre ens geners overlevelse indirekte, ved at give alle andre mennesker en bedre chance (fx. er alle mænd på jorden i direkte familie).
Selv en helt fremmed kan forvente hjælp fra et andet menneske hvis han hænger i fingerneglene på en klippeskrænt - om den forbipasserende er "konservativ" eller ej.
Nuvel, man kan ikke altid forvente hjælp, hvorved ens hjælper bringer sig selv i alvorlige problemer. Men som udgangspunkt tror jeg de fleste af os kan være enige om, at vi er pre-disponerede for at hjælpe hinanden. Det føles simpelthen rigtigt og rart, og man ved at den ene tjeneste er den anden værd.
Opdrager vi dog hinanden til, at et liv uden ansvar er muligt, at man kan svigte sine forpligtelser uden at der er konsekvens - så har vi misæren. At vi i 50 år I Danmark har banket ind i hovederne på hianden, at svigter du løfter, arbejde, økonomiske og familiemæssige forpligtelser, så skal "staten" nok tage sig af dig - det er ikke fremmende for mellemfolkelig medfølelse, samt personligt og fælles ansvars-ditto.
Jeg mener ærlig talt du svæver rundt mellem din "historie" om Tony & Co, mellem begreber som frihed og ansvar og konservatisme og hedonisme - uden at komme med nogen egentlig pointe.
Hvis du som udgangspunkt ønskede at argumentere for Konservatisme - så glemmer du klart af definere hvad du lægger heri - og så ellers argumentere dens vigtighed for mennesket herfra. Du mangler også klart at definere, hvad der står i modsætning til din konservatisme...
Jeg syntes, selv efter flere gennemlæsninger ikke, at din klumme giver megen mening. Tilbage til skrivebordet.
|
| |
| 28. okt 18:58 af Maverick |
@N. Nikolajsen
Kunne ikke være mere enig i din kommentar. Smukt skrevet. |
| |
| 28. okt 22:34 af Per N |
Got skrevet af Christian H. Skov, med den i tankerne tror jeg at du bliver til noget med fornuft og forhåbentlig ikke liberalist.
Venligst Per N. |
| |
| 28. okt 23:49 af Lennart Kiil |
Blem
Med al respekt for Christian H. Skov så tror jeg alligevel Locke er en større autoritet på, hvad liberalisme er. |
| |
| 29. okt 12:40 af Christian Skov |
ad Kiil
Nu ligger hans død jo før broderparten af liberalismens historie, så det kan man måske betvivle. Nok om det.
Jeg mener egentlig det er Lockes menneskesyn, jeg har refereret, at jeg så i øvrigt ikke mener, at det liberale menneskesyn er utopisk - for såvidt vi taler om Lockes - det er en anden sag.
Problemet ved det er snarere, at det gør mennesket for endimensionelt i forhold til en konservativ/aristolisk forståelse af menneskets dobbeltnatur, hvis der således er noget utopisk i Lockes menneskesyn er det, at mennesket a priori er indstillet på socialitet på en så bastant måde at man ser bort fra menneskets behov for indsocialisering. |
| |
| |
Tilføj kommentar |
|
|
| |
| Tilbage til forsiden |
|
|
|
Foto: Bax Lindhardt / Scanpix
|
|
|
|
