|
|
| 14. okt 2007 kl 22:30 |
 Print
 Send artikel
|
| Dagens klumme: Christian Bjørnskov skriver om den nyeste forskning, som viser, at ulandskroner bliver brugt til militær oprustning.
|
| Af Christian Bjørnskov |
| |
Christian Bjørnskov er lektor i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet
Hjælper ulandshjælp virkelig ulande? Stil spørgsmålet til en almindelig dansk politiker, og du får sandsynligvis et svar fra en mand eller kvinde med store, forbløffede øjne: "Ja, selvfølgelig gør den det, ellers gav vi den jo nok ikke!" Anders Fogh selv har endda på det seneste markeret sig som stærk tilhænger af at øge den danske hjælp til Afrika, og mere generelt konkurrerer danske politikere nærmest om at vise deres støtte til ulandshjælpen og verdens fattige. Samme svar får man - med en snert af fornærmelse - hvis man spørger hos den del af Udenrigsministeriet, der engang var Danida. Men prøv at spørge nogle af Danmarks fremmeste eksperter i økonomisk vækst - hvis de ikke lige vrider hænderne, mens de prøver at komme udenom at svare, er svaret fra langt de fleste uafhængige, at det gør den ikke. Samme svar kommer ud af Chris Doucougliagos og Martin Paldams store 'metaanalyse' af de sidste 40 års forskning på området og den tidligere cheføkonom i Verdensbanken, William Easterlys, studier af problemet.
Grunden er ikke, at de enkelte udviklingsprojekter ikke virker - cirka halvdelen af dem er udmærkede og bidrager positivt til lokalsamfunds udvikling - men derimod at ulandshjælpen har store, uforudsete og stærkt uønskede bivirkninger. Man har vidst i årevis, at ulandshjælpen kan underminere fattige landes internationale konkurrenceevne, nyere studier peger på, at den også hæmmer politikernes ansvarlighed, og flere andre forklaringer på den fraværende virkning har cirkuleret i det videnskabelige miljø i årevis.
Forleden fik en af disse forklaringer massiv støtte i en undersøgelse af ulandes militærudgifter. Oxford-økonomerne Paul Collier og Anke Hoefflers studie af data fra 85 ulande siden 1960 viser, at demokratier bruger færre penge på våben, at rige ulande generelt bruger en større del af deres nationalprodukt på våben, og at nabolandes militærudgifter også medfører at ulandes egne udgifter stiger. Der er derfor en slags 'positiv' spill-over i form af et våbenkapløb.
Men deres hovedkonklusion i undersøgelsen er i særlig grad ubehagelig og nærmest umulig at afvise. Selvom Collier er internationalt kendt som tilhænger af ulandshjælp, dokumenterer hans og Hoefflers studie alligevel, at ulandshjælpen i høj grad hjælper med at finansiere fattige landes militærudgifter. Og der er ikke tale om småting. I det gennemsnitlige uland afledes 11 procent af ulandshjælpen - uanset hvordan den gives - til våbenindkøb. Hvis man således følger FN's forslag i årtusindemålene om at fordoble ulandshjælpen til Afrika, peger resultaterne på, at kontinentets militærudgifter sandsynligvis vil stige direkte med cirka 40 procent. Oveni skal lægges våbenkapløbseffekten - at når nabolande investerer i militær, gør dit eget land det også. Dette lægger ti procent oveni, så den totale effekt af at fordoble ulandshjælpen bliver en stigning i Afrikas militærudgifter med 44 procent!
Det nye studie bekræfter derfor en frygt, som mange i det uafhængige ulandsmiljø har haft i årevis, og når man tænker over Afrikas historie efter kolonialismen er resultatet vel ikke ligefrem svært at tro på. Ulandshjælpen har sandsynligvis bidraget til en række af de økonomisk og menneskeligt ødelæggende konflikter, der stadig plager kontinentet. Så før Fogh og de mange politikere på Christiansborg bliver enige om at hælde de næste 14 milliarder ud over verdens fattigste lande, skal man måske få dem til at tage et kig på de nye resultater, der påpeger, at omkring 1,5 milliard af de midler i sidste ende vil gå til diktaturers militærindkøb og dermed til en sandsynlig forlængelse og fordybelse af de konflikter, som har hærget og forarmet ikke mindst det afrikanske kontinent.
Ikke at det på nogen måde får dem til at ændre beslutningen - de er jo politikere - men de bør i det mindste kende til nogle af konsekvenserne af deres politik.
|
|
Tilbage til forsiden |
|
|
| |
Kommentarer |
| 15. okt 10:44 af David |
| Det er nogle gode pointer. Bemærkes skal det dog, at så længe der ikke bliver formuleret en klarere alternativ vej til at hjælpe Afrika, end at betale for deres militære isenkram samt hensætte store dele af befolkningen i forventing om, at de ikke selv bærer en del af løsningen på fattigdommen, men at hjælpen skal komme svævende fra oven, så får argumentet svære levevilkår i en politisk verden, hvor politikerne frem for alt skal vise handlekraft. På den måde er vores velfærdsideologieksport jo lykkedes over alt forventning. Mentaliteten om at andre skal forløse én, er jo til fulde til stede på det afrikanske kontinent samt blandt vestlige såkaldt progressive kræfter. |
| |
| 15. okt 13:57 af Jesper |
| Kære Christian Bjørnskov: Hvad med lige at linke til det studie, du omtaler? Eller i det allermindste at give en fyldestgørende reference? Forfatter, titel, forlag, årstal. |
| |
| 15. okt 14:39 af Jeppe P. Trautner |
Interessant bidrag! En førende britisk Afrika-ekspert, Alex de Waal sammenfattede problemet sådan: "Aid’s problems are structural: it systematically defeats its own objectives. ... In its current form, official development aid is bad politics and bad economics. It makes recipient governments accountable to their donors rather than to their electorates. It contributes to economic distortions and can create ... an over-valued exchange rate and a diversion of resources from productive to non-productive sectors.
(Kilde: New Economy, 11(3) 2004: ”Rethinking aid Developing a human security package for Africa").
Siden er der kommet flere kritiske bistandsfolk (i fagsproget "redepissere" til), men så længe befolkningen tror at hjælp=godhed | kritik=ondskab er tiden er ikke moden til politisk at reagere på denne ikke helt nye viden. |
| |
| 15. okt 16:20 af sw |
Dem der ikke forlængst har indset at klientindustrien er blevet multinational har sovet i timen.
Den er drevet af det som kapitalismen traditionelt anklages for, helt og aldeles egoistisk egen vinding. Derfor skal man altid spørge en "tidligere" Danida medarbejder = medlem af Det Radikale Venstre og andre klientgribbe , "What is in it for you?" |
| |
| 16. okt 11:15 af Mads |
Ikke en krone mere til passiv forsørgelse. De fleste steder i Afrika kan man høste 2 gange om året, nogle steder 3 gange. Jeg er iskold overfor følelsesporno med billeder af børn med mund og øjne fulde af fluer, siddende på skødet af en mor som kigger tomt ud i luften og venter på at den næste sæk mel, sukker eller mælkepulver daler ned fra himlen.
Let rumpetten og kom ud og dyrk markerne. Hvis marken er væk, fordi der har været krig hen over den siden man blev selvstændig, så hjælper vi med at retablere den. Er der ingen sædekorn, så giver vi sædekorn - på betingelse af at det ikke laves til brød i stedt for at blive sået. Diktatoren, hans overdimensionerede militær, haremmet på 200 koner, guldsenge og luksusbiler, må de selv skaffe sig af med. Hver gang vi fjerner en, stemmer de selv en ny ind.
Der skal kun gives hjælp til selvhjælp, og kun på betingelse af at der opstilles helt klare opnåelige mål, der skal opnås før der gives flere penge.
Mange kolonier ville få det bedre hvis englænderne kom tilbage. Behøver jeg at nævne Mugabe, der overtog et land i velstand - fødevareeksportør, men som nu er en stalinistisk ruin. |
| |
| 16. okt 17:27 af Christian Bjørnskov |
| @Jesper: Collier og Hoefflers studie er udgivet i issue 1, 2007, af the Oxford Bulletin of Economics and Statistics. Chris og Martins er på vej ud i the European Journal of Political Economy - ikke trykt med online - og Easterlys White Man's Burden kom vist nok sidste år og er i hvert fald let at finde på på f.eks. Amazon. Det er også værd at checke verdensbankøkonomen Stephen Knacks række af papirer om sammenhængen mellem ulandshjælp og reformincitamenter. |
| |
| 2. nov 11:09 af Birthe Bræstrup |
| U-landsfrivillig 1970-72 i Peru. Med mad-for-arbejde og donation af dynamit, kompressorer og Catterpillars byggede vi veje, broer, huse og latriner. Vi underviste i familieplanlægning, ernæring og hygiejne. 25 år efter var intet vedligeholdt; de ventede på Godot og var skuffede over at vi ikke havde mere bistand med. |
| |
| |
Tilføj kommentar |
|
|
| |
| Tilbage til forsiden |
|
|
|
Foto: Bax Lindhardt / Scanpix
|
|
|
|
