|
|
| 27. aug 2009 kl 22:30 |
Print
Send artikel
|
| Weekendklummen: Christian Bjørnskov ser dystre udsigter for regeringens finanser. Enten sparer politikerne, eller også får de kniven for struben.
|
| Af Christian Bjørnskov |
| |
Tirsdag fremlagde finansminister Claus Hjort Frederiksen en finanslov med det værste budgetunderskud siden Anker Jørgensens tid. Selvom man havde regnet med et stort underskud, var det 85 milliarder kroner store underskud, som regeringen budgetterer med, stadig en slem overraskelse for de fleste interesserede. Man vidste naturligvis, at der indbygget i den skandinaviske velfærdsstat ligger en stor del automatik. Hvis en krise rammer, falder skatte- og afgiftsindtægterne, hvilket naturligvis rammer hårdere, jo større den offentlige sektor er. Omvendt stiger overførselsomkostningerne voldsomt, da bistand, dagpenge, aktiveringsindsatser og andre poster svulmer op. Så en såkaldt velfærdsstat har ganske enkelt en slags stor, keynesiansk autorespons indbygget. Men ingen havde regnet med, at det så nær så galt ud, som det er endt. Gigantunderskuddet fortjener derfor en slags forklaring.
Et forhold, det allerførst er værd at holde sig for øje, når man vurderer underskuddet, er den borgerlige regerings finanspolitik siden 2001. Fogh-regeringen overtog mere eller mindre uændret Nyrups 2010-plan, selvom den nu benævnes en 2015-plan. Nyrup havde planlagt en årlig stigning i de offentlige udgifter på cirka 0,5 procent om året, et mål den borgerlige fløj overtog uændret. Reelt har skiftende borgerlige konstellationer de sidste ni år skudt langt over dette mål. Det offentlige forbrug er de seneste år i gennemsnit steget med 1,6 procent per år, mens økonomien som helhed er vokset med i alt 1,2 procent (iflg. tal i faste priser fra Danmarks Statistik). Det kræver ikke en stor, økonomisk ånd at regne ud, at det offentlige har tiltaget sig en stadig større rolle under Fogh og Løkkes regeringsperiode, og dermed har skubbet privat aktivitet ud, selvom det private med stor sandsynlighed havde været væsentligt mere produktivt.
I samme periode er Danmarks konkurrenceevne overfor udlandet svækket med cirka 40 procent. Det skyldes blandt andet fastkurspolitikken, som indebærer, at en 'styrket' euro - dvs. en svagere international konkurrenceevne i euro-zonen - også automatisk medfører en styrket krone. Med andre ord skyldes en del af vores konkurrencetab uansvarlig politik i en række store EU-lande, der har drevet euroen op i forhold til andre valutaer. Men en anden væsentlig del af tabet skyldes massive lønstigninger i en række overenskomster, uden basis i lige så store produktivitetsgevinster. Noget af den virkning var en naturlig følge af meget lav arbejdsløshed, men det er svært ikke også at skyde noget af skylden på en tidligere finansminister, der på et strategisk håbløst tidspunkt kom for skade at sige, at vi snart var så rige, at vi kunne købe hele verden. Særligt i den offentlige sektor var visse fagforeninger hurtige til at tage udtrykket - og den medfølgende psykologi - til sig.
Så mens Danmark ramte krisen med overskud på de offentlige finanser og en ekstremt lav officiel arbejdsløshed, og derfor rent umiddelbart så ud til at være godt rustet, lå der latente skeletter i skabet. Danske virksomheders konkurrencesituation var mere skrøbelig end politikere, der kun så på betalingsbalancetallene, troede, og det offentlige var pustet op over en årrække. Sidst, men ikke mindst, gik vi ind i krisen efter en otte år lang finanspolitisk juleaften.
Det har været juleaften for den offentlige sektor, og i særlig grad for kommunerne. I en årrække har det virket som om, kommunernes budgetter ikke havde meget med virkeligheden at gøre, og blot var simple pejlelinjer for, hvor meget man i hvert fald ville bruge. Som i et østblokland for tyve år siden har kommunerne effektivt haft bløde budgetbegrænsninger: Hvis man overskred budgettet, trådte staten til for at lukke hullet og uden medfølgende sanktioner. Kommunerne er dermed endt med at optræde lidt ligesom overtrætte børn til jul, der brokker sig over gaverne og samtidig kræver flere. Som alle forældre ved, er det signal til at lægge børnene i seng, men den borgerlige regering sendte blot flere gaver. Nogle af os husker stadig Sønderborgs borgmester, da han i Nyhederne truede med at skære i ældrepleje og skoledrift, hvis han ikke fik flere penge fra staten.
Mens regeringen også forsøgte at lægge flere opgaver ud til kommunerne, belønnede den dem dermed også for at opføre sig uansvarligt. Oveni opførte en række kommuner sig helt rationelt, som når et uland modtager bistand. Regeringen overførte midler til at dække de ekstra udgifter, men de ekstra midler blev i høj grad fordelt efter kommunernes egen prioritering, og ikke efter regeringens. I ulandslitteraturen er denne virkning kendt som fungibilitet, og den har afstedkommet, at regeringens ekstra kommunalmidler sandsynligvis har hjulpet med at finansiere stadionbyggeri og mange af de andre kommunale prestigeskibe, der blev sat i søen.
Resultatet af den borgerlige bloks iøjnefaldende finanspolitiske slaphed gennem de seneste år, har således været en kommunal sektor, der nu trækkes med væsentligt større driftsomkostninger. Med andre ord er den kommunale sektor permanent overvægtig, og ikke blot oppustet. Så mens talrige analyser viste, at der er solidt grundlag for en ambition om en mere produktiv kommunalsektor - Københavns kommune alene kunne uden problemer spare over en milliard om året - har regeringen tilladt sektoren at følge så godt og vel med de øvrige offentlige udgifter i himmelflugten. Samtidig trækkes landet med en stadigt stigende ældrebyrde, der ikke bliver lettere af krisen. De løsningsforslag, som Arbejdsmarkedskommissionen - og før den Velfærdskommissionen og andre ekspertgrupper - har barslet med, er blevet blankt afvist af et næsten samlet Folketing.
Den finanspolitiske situation i Danmark ser derfor betydeligt værre ud, end mange regner med. En ganske betragtelig del af de udgifter, som de slappe år har medført, er permanente driftsudgifter. En anden stor del, som f.eks. ældrechecken og andre tilskudsordninger, bliver nu betragtet som en rettighed af de relevante grupper i befolkningen. Og næsten det værste af det hele er også den mest absurde del af den danske, politiske virkelighed: Oppositionen har klaget over finansloven som den skal - men den har klaget over, at regeringen ikke 'gør nok'. Med andre ord står valget i dag mellem en regering, der har genereret et underskud på 85 milliarder kroner, og en opposition der klager over at underskuddet ikke er væsentligt større!
Så når nogle økonomer har reageret på underskuddet med enten ros eller et skuldertrækkende 'det er ikke noget problem at låne pengene', synes det at være reaktioner, der helt er frarevet den politiske virkelighed, som Danmark befinder sig i. Medmindre en samlet regering og en tilstrækkelig del af oppositionen på magisk vis vågner af deres tornerosesøvn, er 2010-budgettet ikke det eneste, der kommer til at vise et meget stort underskud. På samme tid er skatte- og afgiftsforhøjelser ikke en reel mulighed, da verdens højeste skattetryk i forvejen skaber store problemer på den lange bane. En beskæring af den offentlige sektor er eneste realistiske løsning, men kræver som altid enten hæderlige politikere eller den økonomiske kniv for struben.
Det egentlige problem i Danmark er således ikke finanskrisen sidste år og den uundgåelige recession, som store dele af verden er fælles om for tiden, men derimod den næsten totale mangel på politisk ansvarlighed i Folketinget. Den kan man ikke ekspandere sig ud af med keynesiansk underskudsforbrug, og i takt med at de få ansvarlige politikere enten presses ud af politik eller forlader deres partier i lede, bliver situationen næppe bedre.
Den offentlige sektor har nået en størrelse i forhold til BNP, så man skal tilbage til Anker Jørgensen for at finde noget lignende. En stor del af væksten er sket i kommunale driftsomkostninger og en række andre tiltag, der i bund og grund skyldes leflen for vælgerne. Det kræver mod at skære den slags tiltag væk, og det mod eksisterer simpelthen ikke i dansk politik. Tænk at man skal sige det - gid vi havde svenske tilstande.
Christian Bjørnskov er lektor i nationaløkonomi ved Handelshøjskolen, Aarhus Universitet
|
|
Tilbage til forsiden |
|
|
| |
Kommentarer |
| 27. aug 22:43 af Blem |
Glimrende artikel.
Man undrer sig over, at et påstået liberalt parti som Liberal Alliance kæmper for, at starthjælpen skal afskaffes, så udlændinge (når de søger asyl) altså kan få lige så meget i bistandshjælp som danskere.
Det vil - hvis det gennemførtes - få endnu flere til at prøve lykken med at søge asyl i Danmark.
Som f.eks. irakerne. Vi har allerede 12.000 irakere her i landet, der har fået opholdstilladelse. 84% af dem er på offentlig forsørgelse. 40% af dem, der er over 50 år, er på førtidspension.
Det er en kæmpeudgift for det danske samfund - og er med til at fastholde det enorme skattetryk.
|
| |
| 27. aug 23:42 af Ole L. Olesen |
Det, der altid undrer mig mest, når jeg læser en klarsynet klumme som denne, er hvorfor i alverden vi dog bliver ved med at vælge uforstandige fæhoveder til at styre dette land, istedetfor at overlade det til nogen, som har forstand på det...
|
| |
| 27. aug 23:49 af Søren H |
| @Blem: Det er de onde muslimer og deres 12 burkaer... |
| |
| 28. aug 00:16 af Ole L. Olesen |
Og med hensyn til vore stigende offentlige forsørgelsesudgifter, ser jeg efterhånden kun én udvej til at få begrænset dem, og det er at indføre samme uendeligt enkle system som i Andorra. Her er samtlige offentlige ydelser nemlig betinget af at du er Andorransk statsborger.
Og hvordan bliver man så det? Ganske simpelt, der er kun et eneste krav: Din bedstefar skal være født i Andorra. Punktum!
Hvor er det parti, der vil være med til at indføre det i Danmark?
|
| |
| 28. aug 01:22 af Kjeld Flarup, max20.dk |
@Blem
Den diskussion kan du prøve at tage med ægte liberalister her http://liberator.dk/index.php/7872
|
| |
| 28. aug 03:47 af H. Roland J. |
Ole L. Olesen:
Det, der altid undrer mig mest, når jeg læser en klarsynet klumme som denne, er hvorfor i alverden vi dog bliver ved med at vælge uforstandige fæhoveder til at styre dette land, istedetfor at overlade det til nogen, som har forstand på det...
Fordi andre bestemmer hvem du kan vælge imellem. Du har en illusion om demokrati, men demokrati uden muligheden for fravalg er undertrykkelse... du kan vælge dine fænakker, pampere, horekarle eller finmotorisk hæmmede mongolide dværgekastere, men du kan ikke vælge dem fra...
|
| |
| 28. aug 06:53 af |
@Kjeld Flarup
Tak for oplysningen. Men hvordan kan man være "ægte liberalist", når man kræver højere bistandshjælp? Det plejer at være Enhedslistens mærkesag. |
| |
| 28. aug 07:02 af Daniel |
@ Ole
"Hvor er det parti, der vil være med til at indføre det i Danmark?"
Det kender vi alle sammen svaret på, men selvsamme parti er håbløst i fordelingsøkonomiske spørgsmål. |
| |
| 28. aug 07:11 af Blem |
| Det var mig, der svarede Kjeld Flarup. Og jeg har allerede fulgt opfordringen og spurgt om, hvordan man kan være et liberalt parti, når man ønsker åbne grænser og åbne kasser. |
| |
| 28. aug 08:12 af Zoolander |
Skal vi ikke bare tilbage til 40'ernes Danmark, hvor man ingen stemmeret havde hvis man var på fattiggården og dermed modtog offentlig forsørgelse?
Genindføres dette, skal du se hvor hurtigt den offentlige sektor og det offentlige forbrug i det hele taget ville skrumpe ind. |
| |
| 28. aug 09:07 af Højmark |
God klumme.
I sidste ende så går velfærdsmodellen bankerot. Så man kan lige så godt få vendt skuden med det samme frem for at fortsætte.
Men her opstår det politiske problem: Politikkerne vil helst satse på, at modellen holder i deres tid, så de fortsat kan bruge vi andres penge. Hvis politikkerne reelt skulle stå til ansvar for deres handlinger, så var både skattetrykket og antallet af overførselsindkomster på vej nedad. |
| |
| 28. aug 09:39 af Lasse Grosbøl (V) |
Apropos valgret og de "fæhoveder" vi vælger...
Nu stiller jeg jo op til valget til Københavnhavns Borgerrepræsentation, så jeg er sådan set fuldstændig inhabil i diskussionen, men:
1) Vælg nogen andre, stil op til valg, stift nogle nye partier, gør NOGET, altså andet end at sidde hjemme foran Jeres computer og brokke Jer i kommentarerne til borgerlige netaviser.
2) Idéen om også at kunne fravælge politikere er måske ikke så tosset. Så kunne vælgerne stemme nogen hjem fra øen engang i mellem :-) Og politikerne kunne konkurrere om en talisman der beskyttede dem fra hjemsendelse... Det ville om ikke andet blive mere underholdende. Det ville nok også skabe væsentlig mere middelmådige politikere, "stå ikke til søs, lad de andre stå".
mvh
Lasse Grosbøl
P.S. - pkt. 2 er en joke, hvis I skulle være i tvivl ;-P |
| |
| 28. aug 09:56 af Karsten Lund |
@ Lasse Grosbøl
Vedrørende dit punkt 2:
Af Steen Steensens fremragende bog, demokratiets rødder, fremgår det faktisk, at man i det gamle Grækenland havde en regel i.f.m. valg til parlamentet: Den politiker, der fik flest stemmer kom ikke i parlamentet. Vedkommende var naturligvis velkommen til at stille op ved næste valg.
Så du har faktisk helt ret: Idéen er slet ikke så tosset.
God weekend |
| |
| 28. aug 10:03 af Lisbet |
@Lasse: Kan du ikke lige pege på de, der stiller op, som gør NOGET for at forbedre situationen jf. Bjørnskovs klumme? Ikke bare dem, der gør NOGET for at bruge flere af andre folks penge.
Det man savner er et reelt alternativ til velfærdsstatsadministratorerne og karrierepolitikerne. Og det kommer vel ikke af, at jeg bare selv stiller op til valg? Iøvrigt retfærdiggør det jo slet, slet ikke de borgerlige partiers uansvarlighed. Den må de stå til ansvar for, uanset hvor mange andre der gør NOGET.
Måske der skulle oprettes en international domstol for politisk og økonomisk uansvarlighed, så de skyldige kunne drages til ansvar for deres ugerninger. |
| |
| 28. aug 10:03 af cj |
@Lasse Grosbøl (V)
3) ændre grundloven således at en folkevalgt kun kan sidde i folketinget i 8 år - på lokalplan feks. 10 år.
Så debatten på dr2 2 igår. Det er skræmmende at høre på disse mennesker. Tanken om at vi skal høre Henriette Kjær i måske 20-30 år endnu er uudholdelig.
/cj |
| |
| 28. aug 10:34 af ckh |
| Udviklingen af vor "velfærdsstat" er meget lig udviklingen i Sovjetunionen: Vi er begyndt at tabe pusten, og hvis der ikke gøres noget drastisk, vil vi langsomt udånde. Sovjetunionen døde nemlig af sit bureaukrati, og den kommunale sektor herhjemme er ganske langt på samme vej. - Vejen frem i Danmark er at forenkle de sociale ydelser. Hvad enten man er arbejdsløs, handicapped, pensionist, er den månedlige udbetaling den samme. Disse kan så selv købe deres ydelser på markedet. Så kan man smide alle de forskellige kommunalt ansatte socialarbejdere, plejehjælpere, terapeuter, o.s.v. ud til den private sektor. - Derefter kan man så revidere vort demokrati ved at gøre såvel de kommunale, som de regionale politikere mere økonomisk ansvarsbevidste (se min kommentar til dagens leder). |
| |
| 28. aug 10:36 af Filip Ulrichsen |
Rigtig, rigtig god klumme! Men lidt synd at inddrage Thor Pedersens "hele verden-citat", der var ment som en spøg.
Vi skulle nødig gøre det nødvendigt for regeringen at hyre endnu flere spindoktorer til at hviske politikerne i øret, at de sandelig ikke må være morsomme og farverige, for så bliver det bare udnyttet af politiske modstandere.
Det ville være bedre at liste alle dem, som har misbrugt citatet, og kritisere dem for at undergrave en fri og utvungen debatkultur :) |
| |
| 28. aug 12:50 af Ole |
Glimrende klumme der hurtigt opsummere 8 fejlslagne VK år. Den borgerlige vælger har med V og K indsats nu kun en chance og det er at satse sin stemme på Liberal Alliance.
Herudover må det være en pligt for os som er frustrerede over det evigt voksende velfærdscirkus, at vi siger fra og forlanger at vi bliver repræsenteret på tinge.
Man kan håbe at en klart rød profil på Socialdemokratiet og SF vil kunne, flytte regeringen lidt længere til højre da en del vælgere må blive skræmt over at vi er på vej tilbage til Anker's uansvarlige politik. |
| |
| 28. aug 13:33 af Martin Rytter |
| Siden vi alle kan blive enige om at det ender galt, skal vi så ikke bare ignorere den danske krone og melde os ind hos http://goldmoney.com i stedet? Det kan godt være at staten i et stykke tid vil lykkedes med at tage en del af vores indtægt, men når læsset vælter har vi da i det mindste vores opsparing tilbage. Der er nok et par islændinge der ville have givet deres højre arm for det råd ... ;) |
| |
| 28. aug 14:31 af Blem |
@Ole
Liberal Alliance er IKKE et liberalt parti. Hvis det havde været tilfældet, så havde LA ikke krævet, at der skulle bruges flere penge på bistandshjælp. I stedet havde LA krævet, at kun selvforsørgende udlændinge inklusive evt. ayslansøgere fik lov at komme ind i landet.
|
| |
| 28. aug 15:41 af Jan Daniel Andersen |
@Blem.
Hold nu op med dit bavl. Der er jo ingen der siger at LA er et liberalt parti i absolut forstand. Men det er vel rimeligt at hævde at det er det mest liberale parti i Danmark. |
| |
| 28. aug 18:11 af LuckyLibertas |
Kartoffelkur nu! §!"#%&/()=? Hvor er Schlüter?
Og iøvrigt, er LA ikke liberalt, da den ønskede politik vil udrydde det liberale oplyste samfunds forudsætninger! |
| |
| 28. aug 20:38 af Peter Perlsø |
Hej Blem,
hvor ren skal man være for at være ægte liberal? |
| |
| 28. aug 21:42 af Thomas |
@LuckyLibertas
Du skrev: "Og iøvrigt, er LA ikke liberalt, da den ønskede politik vil udrydde det liberale oplyste samfunds forudsætninger!"
Muligvis, men kan du ikke forklare dit synspunkt lidt mere specifikt? |
| |
| 29. aug 10:23 af Kåre |
@Rytter
Istedet bør der sættes en oplysningskampagne igang.
Hvis vi fortsætter som nu ender det med kartoffelkure og skattestigninger igen. Jeg tror ikke befolkningen ønsker denne udvikling.
Så jeg tror faktisk der er stemmer i at opføre sig ansvarligt hvis befolkningen kender til det reelle valg, nemlig milde opstramninger nu eller økonomisk nedsmeltning senere, med de konsekvenser en sådan nedsmeltning har.
|
| |
| 29. aug 19:15 af Nic |
En oplysningskampagne?
Ja, oplys endelig det stemmeberettigede flertal af bændelorme om at vores eneste redning er en ormekur!
Good luck! |
| |
| 30. aug 03:36 af Kåre |
@Ole
Endelig en der enig med mig i at Fogh regeringens manglende reform vilje er skuffende, |
| |
| 30. aug 09:03 af Peter G. H. |
Blændende klumme!
Liberal Alliance er faktisk det parti, der fremhæver det uholdbare i at fortsætte med en politik, der automatisk øger det offentliges udgifter.
De nødvendige reformer, som nu både velfærdskommissionen, skattekommissionen og arbejdsmarkedskommisionen fremhæver som nødvendige er en del af Liberal Alliances politik.
Det er faktisk en del af Liberal Alliances politik at sikre "åbne grænser med lukkede kasser". Det er også en del af politikken at dem der arbejder skal have muligheder og handlefrihed samtidig med at der er ressourcer til at hjælpe de svageste.
De gode liberale, der også giver indlæg her i klummen må gå med.
|
| |
| 30. aug 10:08 af Kent Andersen |
Udemærket klumme Hr. Bjørnskov ! Jeg plejer at spame disse sider med kritik af klummeskriverne, men her er jeg mundlam - jeg er bare enig... :) |
| |
| 30. aug 10:09 af Alternativet |
Givet man er enig i at Danmark langsomt er ved at udånde - og ikke tror på at systemet kan rettes op førend vi ligger i blod til knæene.
Hvr skulle man flytte hen - hvilke lande har fremtiden foran sig og hvor det stadig kan betale sig at kæmpe for at sikre en bedre kvalitet i den politiske styring? |
| |
| 30. aug 12:43 af Thomas |
@Alternativet
Jeg vil mene, at Schweiz er et godt valg.
http://ditschweiz.dk/ |
| |
| 30. aug 13:50 af Alternativet |
Økonomisk ok, men ville du lade dine børn vokse op i en schweizisk kultur?
Andre bud? |
| |
| 30. aug 14:25 af Tja |
Ak ja, hvor har lederen ret.
Faktisk lader lederen ikke meget tilbage til diskution.
Ros for det, det virkelige problem er jo desværre at der ikke bliver gjort noget som helst ved det og sandsynligvis heller ikke i fremtiden.
Der har ellers været mange gode forslag til hvordan man kan spare og hvor, på 180º, men det er jo ikke sikkert der er nogen politikere der læser disse sider! |
| |
| 30. aug 18:47 af Thomas |
@Alternativet
Økonomisk er næsten alle civiliserede lande bedre end Danmark, selv Tyskland og Frankrig. Selv foretrækker jeg Europa, og så er det vistnok kun Schweiz (og måske også Luxembourg), der er økonomisk helt ok.
Jeg har kun opholdt mig lidt i Schweiz, men har ikke fundet noget i kulturen, jeg direkte ikke bryder mig om. Men jeg kan da godt se, at andre lande måske er kulturelt mere spændende. Hvad er efter din opfattelse problemet med Schweiz?
Skal det være udenfor Europa, vil jeg tro, at der er gode muligheder i Fjernøsten. Men jeg kender ikke så meget til det. |
| |
| 30. aug 19:01 af H. Roland J. |
@Lasse Grosbøl
Min kritik af demokratiet:
http://blog.180grader.dk/hrolandj/2009/08/30/demokrati-det-er -da-noget-med-valgfrihed-ikke/
Ville Jeg forbedre situationen ved at lave et politisk part, som du foreslår? Nej, det ville gøre mig til en del af det system Jeg ikke kan fordrage og det ville ikke ændre på det faktum, at man ikke kan vælge jer fænakker fra... |
| |
| 1. sep 15:15 af Birthe Bræstrup |
Vi er jo blevet hjernevaskede (og bliver det stadig via røde medier). Hvis jeg var undervisningsminister (Bertel Harder, læser du det her?), ville jeg indføre Ågerups "Den Retfærdige Ulighed" som obligatorisk læsning og eksamensstof i 9. klasse og 2. g. Selv mennesker med lang uddannelse aner ikke hvor tingene kommer fra. De taler (og tror sikkert også på) "gratis" ydelser.
Kun ved korrekt oplysning og uddannelse kan vi redde Danmark fra totalt sammenbrud.
Hvor er partiet, som vil stå frem og citere Ågerup? |
| |
| 1. sep 20:43 af Jan Daniel Andersen |
@Birthe Bræstrup.
Hørt!
Og til listen over obligatorisk læsning bør tilføjes Bastiat/Hazlitt skriverier om "Broken Window Fallacy", som det kniber gevaldigt for folk (ikke mindst politikere) at fatte.
Og til de yngre klasser kunne man passende læse Leaonard Read's "I, pencil" i engelsktimerne og således få lidt tværfaglig indlæring. |
| |
| |
Tilføj kommentar |
|
|
| |
| Tilbage til forsiden |
|
|
|
Foto: Bax Lindhardt / Scanpix
|
|
|
|