|
|
| 12. jun 2007 kl 22:30 |
 Print
 Send artikel
|
| Dagens klumme: Finn Ziegler skriver om en Reagan-tale med 20 års jubilæum og om Bush, der kan lære en del af sin forgænger.
|
| Af Finn Ziegler |
| |
Finn Ziegler er chefkonsulent hos IMS Consulting i Cambridge, England
I dag - i går hvis du læser denne klumme, når klokken har passeret midnat - er det 20 år siden, at præsident Ronald Reagan holdt sin berømte tale foran Brandenburger Tor med Berlin-muren bag sig og de frie vestberlinere foran sig. Talen handlede om øst-vest relationerne og delingen af Europa, hvor det kommunistiske system holdt halvdelen af Europa indespærret bag pigtråd.
Den tyske forbundspræsident, von Weizsacker, havde sagt, at det tyske spørgsmål forblev åbent, sålænge Brandenburger Tor var lukket. Reagen tog udgangspunkt i dette citat og sagde, at det ikke blot var et tysk spørgsmål, men et spørgsmål om frihed for hele menneskeheden. Senere i talen kom han med den berømte opfordring til Sovjetunionens leder:
"There is one sign the Soviets can make that would be unmistakable, that would advance dramatically the cause of freedom and peace. General Secretary Gorbachev, if you seek peace, if you seek prosperity for the Soviet Union and Eastern Europe, if you seek liberalization: Come here to this gate! Mr. Gorbachev, open this gate! Mr. Gorbachev, tear down this wall!"
Talen blev holdt på et tidspunkt, hvor der endnu ikke var kommet et afgørende gennembrud i forhandlingerne om atomraketterne og nedrustning mellem Sovjetunionen og Vesten. I Sovjetunionen var Gorbatjov tiltrådt som generalsekretær for det kommunistiske parti og begyndt på glasnost og perestrojka. Russerne var med andre ord begyndt at forstå betydningen af frihed, men dog i begrænset omfang. Nogle politiske fanger var blev frigivet, visse udenlandske radioprogrammer blev ikke længere jammet, og statsvirksomheder havde fået lov til en vis selvforvaltning. Men i Vesten var der stadig usikkerhed om intentionerne, og Reagan opfordrede Gorbatjov til at tage skridtet fuldt ud.
Talen kan vel i historisk sammenhæng ses som dødsstødet til kommunismen og kulminationen på Reagans sikkerhedspolitik. Den sikkerhedspolitik som Ronald Reagan havde lagt syv år tidligere, dengang han blev valgt til præsident. Politikken havde to elementer: 1) Forhandling gennem styrke og 2) Fred gennem frihed. Først skulle NATO og USA gennem militær oprustning udligne det militære efterslæb overfor Sovjetunionen, som havde opstillet SS-20 atomraketter i Europa og var overlegen hvad angik konventionelle styrker, tvinge russerne til forhandlingsbordet. Dernæst skulle man gennem forhandlinger afskaffe atomtruslen. Reagan mente, at det kun var muligt at opnå resultater, hvis man forhandlede ud fra en styrkeposition. Men det andet punkt var lige så vigtigt for Reagan: Der kunne ikke blive varig fred uden frihed. Frihed var forudsætningen for fred, ligesom økonomisk frihed var forudsætningen for velstand.
Kun få år efter præsident Reagans berømte tale indgik Øst og Vest nedrustningsaftaler, berlinerne brød selv hul i muren, Tyskland blev genforenet i oktober 1990, Sovjetunionen blev nedlagt kort tid efter, Gorbatjov sendt på pension, og Østerupa gik i gang med at liberalisere deres økonomier. Verden var befriet for det mest barbariske totalitære system, den nogensinde har oplevet.
Historisk parallel i nutiden
Det er fristende at sammenligne situationen i dag med situationen for 20 år siden. Der er nok mange, der vil mene, at truslen fra islamistiske fundamentalister kan sammenlignes med den trussel, som kommunismen udgjorde for 20 år siden.
For både kommunismen og islamismen er totalitære ideologier, der vil tilintetgøre deres fjender, hvadenten de er kapitalejerne eller de vantro. Begge ideologier er vendt imod grundlæggende vestlige værdier som tros- og ytringsfrihed, ejendomsret, retssikkerhed, økonomisk frihed og demokrati. Begge benytter sig af terror; kommunisterne i den kollektive form (SS-20 raketter mod Europas storbyer), islamisterne i den individuelle form (selvmordsbomber).
Det mest tankevækkende er dog, at sikkerhedspolitikken er grebet radikalt anderledes an i dag end for 20 år siden. Præsident Reagans politik stod som bekendt for, at vejen til fred og sikkerhed gik gennem frihed. Denne opfattelse synes ikke at kendetegne præsident Bush' sikkerhedspolitik i samme omfang - det har vi set med accepten af forebyggende angreb, fangelejre og indskrænkning af egne borgeres frihed og retsikkerhed. En linje som i et vist omfang er kopieret i de fleste europæiske lande med udvidet adgang for staten til at tilbageholde terrormistænkte og foretage telefonaflytninger uden dommerkendelse.
Havde Ronald Reagan været USA's præsident i dag, tvivler jeg på, at han havde fulgt præsident Bush' sikkerhedspolitik. Forhandling er naturligvis udelukket, og der er næppe tvivl om, at bekæmpelsen af international terrorisme kræver både styrke og vedholdenhed. Men præsident Reagan ville have fastholdt, at ingen fred er mulig uden frihed. Det, som islamisterne kæmper imod, er friheden i den vestlige verden. Vi styrker ikke friheden ved at undertrykke den. Eller ved at forsøge at indskrænke herboende muslimers trosfrihed. Eller ved at indskrænke retssikkerheden, spærre mistænkte inde i uger, måneder eller årevis uden at stille dem for en dommer. Eller ved at give politiet vidtgående mulighed for telefonaflytninger osv.
Jeg er overbevist om, at Reagan, helt i ånden fra Brandenburger Tor, ville have fastholdt, at vi i Vesten skal fremstå som eksempler for de mennesker, der lever i ufrihed og undertrykkelse. Hvadenten det er i totalitære og autoritære regimer i Mellemøsten eller andre steder i verden. I mange af disse lande er der et udbredt folkeligt ønske om liberalisering ligesom tilfældet var i Østeuropa før murens fald.
Vi skal arbejde for udbredelsen af personlig og økonomisk frihed samt frihandel i og med landene i Mellemøsten. Det vil kunne sikre en større velstand til bredere dele af befolkningen og fjerne arbejdsløsheds- og fattigdomsproblemer, som giver islamisterne et bedre grundlag for rekruttering.
Det kan godt være, at der er en risiko forbundet med friheden. Frihed øger måske nok risikoen for terrorangreb. Reelt er der dog ikke meget, der tyder på, at disse indskrænkninger af friheden vil få effekt på omfanget af terror i Vesten. Mange af de tidligere terrorangreb kunne således have været forhindret, hvis efterretningstjenesterne havde udnyttet eksisterende information.
Men friheden har sin pris. Det vidner de mange ofre ved Berlin-muren og andre steder, hvor undertrykte folk har forsøgt at nå friheden, om. Det er nok, fordi det trods alt er bedre at dø fri end at leve ufri.
|
|
Tilbage til forsiden |
|
|
| |
Kommentarer |
| 12. jun 22:49 af Peter Kurrild-Klitgaard |
Kære Finn,
God klumme--og tak for sidst ... Jeg har ovre hos Punditokraterne beskrevet, hvordan du og jeg i sin tid så talen sammen:
http://www.punditokraterne.dk/tear-down-this-wall--post100691
Bedste hilsner,
Kurrild |
| |
| 13. jun 00:30 af Finn Ziegler |
Kære Peter
You ain’t seen nothin' yet!
Og tak for sidst.
Suveræn beskrivelse af vores tur til USA hos punditokraterne.
Talen kan i øvrigt læses i sin helhed på Ronald Reagan Presidential Library:
http://www.reagan.utexas.edu/archives/speeches/1987/061287d.htm
Venlig hilsen
Finn
|
| |
| 13. jun 01:34 af Morten Løfberg |
Og her et lille audiolink:
http://www.americanrhetoric.com/speeches/ronaldreaganbrandenbur ggate.htm |
| |
| 13. jun 01:59 af Morten Løfberg |
Det virker selvsagt bedre uden mellemrum: http://www.americanrhetoric.com/speeches/ronaldreaganbrandenburggate.htm
( den er i øvrigt også transskriberet her)
Og YouTube har også 3 minutter og 56, der giver gåsehud resten af dagen:
http://youtube.com/watch?v=7OcVEvG4L9Y |
| |
| 13. jun 07:13 af Gunnar Langemark |
Man glemmer nemt, at den store forskel på dengang og nu ikke var, at demokratiets fjender færdes iblandt os idag - for det gjorde de også dengang.
Den store forskel er, at dengang var de bakket op af en supermagt med atomvåben nok til, at dræbe os alle mange gange - i løbet af få timer.
Samtidig var de mest højtråbende politisk engagerede - også de - som kritiserede vores egne allierede mest. Og de som i uddannelsessystemet massivt påvirkede de unge til, at se verden gennem mere eller mindre røde briller.
Det var en langt mere kritisk situation end situationen er idag.
|
| |
| 13. jun 09:30 af Christian Horst |
| Hvis Reagan ikke havde gået ind for Bush's sikkerhedspolitik, som i øvrigt skal ses i lyset af 11/9, der som bekendt fandt sted efter Reagan-perioden, så havde Reagan uden tvivl ligget lavere i meningsmålingerne end Bush gør i øjeblikket, i hvert fald blandt Republikanere. Og det med god grund for så vidt angår telefonaflytninger mv. Guantanamo kan jeg dog personligt ikke se den store nødvendighed af. |
| |
| 13. jun 12:31 af Michael |
Der er ingen tvivl i min bog om at Reagan er USA ubestridte bedste præsident og han har altid været mit politisk forbillede. Men som Christian Hjort også skriver, så er der en kæmpe forskel på udgangspunktet for den førte sikkerhedspolitik. Hvis 9/11 var foregået i 80'erne tror jeg ikke der ville være den store forskel på hvordan de 2 præsidenter ville reagere.
Jeg tror også at en del af Bush's meget skrappe (men rigtige i min bog) sikkerhedspolitik skyldes at der findes meget indflydelsesrige kræfter i USA der uden tøven vil smide en brint-bombe, atom-bombe etc over Afganistan, Irak eller hvor afsenderen kommer fra hvis USA rammes igen. Så Bush har været nød til at køre en meget hård linie. Rammes USA igen vil den muslimske verden højst sandsynligt være historie... |
| |
| 13. jun 14:53 af Christian Horst |
@Michael: "...sikkerhedspolitik skyldes at der findes meget indflydelsesrige kræfter i USA der uden tøven vil smide en brint-bombe, atom-bombe etc over Afganistan, ..."
Du skulle vel ikke tænke på de "meget indflydelsesrige kræfter i USA", der stod bag 9/11? |
| |
| 26. jun 09:41 af Leif Knudsen |
Tidens afstand ændrer perspektiver enormt. En af de mest hyldede præsidenter idag er Lincoln ... som var en af de mest upopulære i sin egen tid.
Reagan blev svinet til af de venstreorienterede, ikke mindst Socialdemokraterne i Skandinavien! Jeg tror at historien vil vise retfærdighed og han vil fremstå som den måske største af dem alle.
Og Bush? Tja, han er hadet intenst af venstreorienterede også idag. Hvis Irak om 20-30 år er et mønsterdemokrati, så vil historien hylde Bush som visionær og modig. Skæg tanke!
Og venstrefløjens yndling, Carter! Han fremstår idag som en naiv, latterlig narrehat, købt og betalt af muslimske despoter. |
| |
| |
Tilføj kommentar |
|
|
| |
| Tilbage til forsiden |
|
|
|
Foto: Bax Lindhardt / Scanpix
|
|
|
|
