Dagens klumme: Thomas Ladegaard skriver 20 års-jubilæet for Murens fald, der minder os om, at det ikke er omsonst at håbe.
Af Thomas Ladegaard
"Some men see things as they are and say why - I dream things that never were and say why not."
- George Bernard Shaw
Dengang jeg var dreng, stod to supermagter overfor hinanden rustet atomart til tænderne og forberedt på en altødelæggende atomvinter.
Dengang jeg var dreng, boede jeg tæt på det planlagte nedslagssted i Vedbæk, hvor glimtet ville slå ned og gøre mit ansigt varmere og mere blussende end nogensinde. Senere flyttede jeg tæt på Karup. Det gjorde ikke sagen bedre. Bomben sad i hovedet.
Dengang jeg var dreng, gik en mur ned igennem Europa. Muren sad i hovedet, og få kunne forestille sig en verden uden.
På mandag er det tyve år siden, muren faldt på en magisk aften, hvor Günter Schabowski uforvarende kom til at åbne muren med en fortalelse på en pressekonference. Kort efter strømmede østtyskerne ind over de forhadte grænseovergange i den tyske hovedstad. Den ukuelige menneskelige vilje til frihed og fremskridt sejrede over det totalitære vanvid. Pludselig måtte vi se på verden på en helt ny og mere håbefuld måde.
I efteråret 1989 blev der over hele verden bedrevet komparative analyser af de to supermagter, den socialistiske planøkonomi blev analyseret, og ingen kunne forestille sig en verden uden det jerntæppe, der havde delt kloden i mere end fyrre år. Med ét var den tankegang overflødig. Med ét måtte vi alle anskue verden på en ny måde. Med ét pegede missilerne ikke mod gensidig udslettelse.
Den 9. november 1989 faldt den fysiske mur i Berlin. Kort efter faldt muren i vores hoveder. Alt det, vi ikke troede var muligt, kunne pludselig lade sig gøre. Få måneder efter begivenhederne i Berlin blev Nelson Mandela løsladt efter 28 år i fængsel, og overalt i verden faldt kommunistiske diktaturer fra hinanden.
For et kort øjeblik blev frihedens kræfter sluppet løs og årtiers totalitære åg kastet bort. For et kort øjeblik handlede det ikke om Dem mod Os og to stålfaste ideologier, der stod krigerisk overfor hinanden bevæbnet til tænderne. For et kort øjeblik var det åbne samfund med liberalt demokrati det ideal, man styrede efter.
De euforiske dage virker som en fjern fortid i et nyt årtusinde, hvor den kolde krig er lykkeligt overstået, men hvor nye trusler hurtigt har vist sig. Det var ikke længe, vi fik lov at nyde euforien. Men når vi på mandag fejrer 20-året for Murens fald, er der alligevel grund til et øjebliks refleksion over de kræfter, der blev sluppet løs den aften i Berlin.
Vi må som en anden Sisyfos trækkes med jubilæer og lovsange overfor visse årstal i slutningen af 60'erne. Sidste år var det noget med nogle studenter, der var sure på deres lærere og oprigtigt mente, at deres situation var relevant for hele verden. I år var det så noget med en pløjemark nord for New York og nogle koncerter, hvor langt de fleste bands spillede langt under niveau. Alt sammen fejringer af en generation fra eliten, der først som sidst melede deres egen kage. Det har vi så skullet fejre lige siden.
Men med 1989 skete der rent faktisk noget afgørende. I november 1989 ændrede verden sig til det bedre, og det kom nedefra og blev artikuleret af de befolkninger, der havde fået nok og fandt modet til at rejse sig og råbe "Wir sind das Volk". For tyve år siden oplevede vi håbets frigørende kraft.
Forandringens helte var gennemført uncool, og desværre var det Scorpions, der skrev soundtracket til Die Wende. Derfor bliver der ikke lavet t-shirts med Helmut Kohl- eller Christian Führer-motiver. Den pjattede pop-art lever de nok også fint uden, så længe vi husker dem for det nye perspektiv, de gav os.
Alle politikere opdrages til at se realistisk og strategisk på verden, og leve efter Bismarcks diktum om, at politik er det muliges kunst. Men begivenhederne i 1989 lærer os, at der gives øjeblikke, hvor vi har en forpligtelse til at tænke ud over det muliges grænser, rive murene i vores hoveder ned og give plads til håbet som det eneste realistiske alternativ i en håbløs verden.
Det er læren fra 9. november 1989. Og selvom tyve år er længe siden, er der stadig masser af energi at hente i, at mure kan falde både i Berlin og i vores hoveder.
Tak for en god klumme, der minder om en af de største begivenheder i nyere tid.
Må alle, der med rette glæder sig over at frihed og demokrati sejrede over kommunisme og tyranni i 1989, samtidig holde deres opmærksomhed skærpet overfor nye totalitære kræfter i Europa!
2. nov 09:08 af Egon Thomsen
Ja det er sørgeligt at se hvordan EU opbygger toldmure i en verden hvor mure ellers falder.
Det er lige så sørgeligt at konstatere, at EU bliver mere og mere udemokratisk, centralistisk og planøkonomisk i en verden, som ellers opbygger demokratier og nedbryder centralismen
2. nov 12:27 af ckh
Murens fald var absolut den store begivenhed i anden halvdel af 1900-tallet. Året efter valgte østtyskerne om de ville forenes med Vesttyskland. Håbet og ønsket hos østtyskerne fik dem til at sige ja, man valgte ikke Kohl men "die Kohle" (dvs pengene). I årene efter valget fulgte en vis frustration da man ikke med det samme fik del i vestens økonomiske livsstil.
Murens fald smittede af andetsteds bl.a. i Jugoslavien, hvor de forskellige stater løsrev sig på mere eller mindre blodig vis. I Italien (som i Danmark) blev størstedelen af de overbeviste kommunister pludselig "demokrater" hvilket bevirkede, at kommunistpartiet blot skiftede partinavn og partiflag, hvorefter det idag er de samme personer, som nu udgør størstedelen af landets venstrefløj. Lignende skete i andre lande.
Endelig har EU politikerne i 1990'erne lært af systemerne i øst, at man nemmere kan regere ved at bruge smukke ord og samtidig blæse på folket. Europæernes frihed er derfor langsomt ved at blive sat overstyr, men nu gælder det ikke kun Østeuropa.
2. nov 13:02 af JensH
Er der virkelig så meget at fejre i 2009, hvor EU mere og mere ligner det nu hedgangne Sovjet-imperium??
2. nov 13:46 af Tja
Det er da i allerhøjeste grad noget at fejre, endelig er europa forenet, som komunisterne og nasisterne jo gerne ville. Oven i købet med et stort set totalitært styre, magthaverne hedder bare noget andet - formålet at have magt har de allerede fået opfyldt. Nu mangler der kun den totale undertrykkelse, det vil tage nogt tid, men bare rolig vi er på vej i den retning..
At nogle så er naive nok til at tro det er i den almindelige befolknings interresse, er jo selve måden magthaverne er kommet til magten på. Vi kan stemme ja, men da der kun er et parti kan det da være ligemeget hvem man stemmer på.
2. nov 13:48 af Abel
JensH.
Der er uendelig meget at fejre den 9. november 2009. Det er fantastisk, altså helt bogstavelig noget der kommer fra fantasien, for kølige analytikere kunne ikke forestille sig det bare 1 dag før.
Pludselig midt i TV2 Nyhederne begyndte billederne fra Berlin at strømme ud sammen med menneskene. Vi sad med glæde og bæven og så muren blive gennemhullet og væltet, og vi regnede med, at Sovjetunionen ville sende tanks i Berlins gader og begynde - som hver gang før - at skyde civile ned i tusindevis, bare fordi de ville flytte.
Det har intet med EU at gøre, tværtimod har EU og den velstand, EU har skabt, været med til at fremme friheden i Østeuropa.
Alle de tidligere diktaturstater i Østeuropa er helt vilde med EU. EU er en forsikring mod diktatur.
Murens fald er den ene af menneskehedens to store begvenheder siden Anden Verdenskrig.
Den anden indtraf 20. juli 1969, da Niel Armstrong som det første menneske gik på en anden planet.
2. nov 18:13 af Henrik
Tænker på den dag i Berlin, hvor jeg var på den sidste tur i rigsdagen og guiden sagde ja her skal det forende tysklands parlament sidde når vi en dag bliver genforenet. Men hallo der sker meget i tyskland den 9. november sådan generelt.
6. nov 16:39 af Uffe Lindum
Nåeh, Jens H, du er da ikke eksporteret til Sibirien endnu!
Print
Send artikel
