|
|
| 29. jul 2007 kl 22:30 |
 Print
 Send artikel
|
| Dagens klumme: Kai Sørlander skriver om fordommene hos dem, der har gjort fordomsfriheden til deres image.
|
| Af Kai Sørlander |
| |
Kai Sørlander er filosof og forfatter
Det er godt at være fordomsfri. Men her i landet - og i Europa i det hele taget - har vi ikke haft forstand nok til vor fordomsfrihed. Derfor har vi gjort en fordom af fordomsfriheden; og som konsekvens har vi skabt os en række politiske problemer, som vi stadig har vanskeligt ved at forholde os rationelt til. Alt sammen, fordi vor fordomsfrihed ikke har været styret af fornuften.
Disse kryptiske påstande vil jeg forsøge at begrunde i det følgende. Det kræver en vis begrebsafklaring. I første omgang kendetegnes den fordomsfulde ved at have nogle holdninger, som han tager for givet uden nærmere refleksion. Vi har alle fået indpodet normer, som er bestemt af traditionen i det samfund, hvori vi er vokset op. De, der er vokset op i andre samfund, har fået andre normer. Noget tilsvarende gælder for religionen. Samtidig med at man vokser ind i en lokal kultur, vokser man også normalt ind i en lokal religion. Deri ligger kimen til en helt naturlig fordomsfuldhed, fordi man umiddelbart vil være tilbøjelig til at finde de normer og den religion, som man selv er vokset op med, naturligere og derfor rigtigere og bedre end normerne og religionen i fremmede samfund. Man er fordomsfuld, så længe man lever videre i denne umiddelbare opfattelse. Fordomsfriheden kræver, at man river sig løs fra sit eget kulturelle og religiøse perspektiv, og at man forstår, at de fremmede umiddelbart kan have samme ret til at opfatte deres eget kulturelle og religiøse ståsted, som man selv opfatter sit.
Men når fordomsfriheden løser os fra den umiddelbare binding til de overleverede normer og den overleverede religion, hvad skal vi så sætte i stedet? Flyder fordomsfriheden blot helt frit, eller er den bundet af en norm, som er dens egen, og som er uafhængig af lokale sædvaner og religioner? Vi får en dybere forståelse af dette spørgsmål, hvis vi først erkender, hvorledes man mest umiddelbart kan vise, at man ikke er fordomsfuld.
Som nævnt indebærer det at være fordomsfri, at man ikke uden videre finder de normer og den religion, som man kender fra sin egen kultur, bedre og rigtigere end andres. Og hvorledes kan man vise det? Umiddelbart ved at reagere ganske modsat den fordomsfulde. Altså ved i stedet at finde andres kulturelle og religiøse normer lige så gode som - eller måske endog bedre end - de hjemlige. Hvor den fordomsfulde står fast og fremhæver egne skikke på bekostning af fremmede, kan den, som umiddelbart ønsker at fremstå som fordomsfri, vende sagen om: han kritiserer de egne skikke - og de fordomsfulde medborgere, som står fast på disse - og i stedet er han forstående og imødekommende over for det fremmede.
Det er en holdning, som man finder hos mange progressive intellektuelle, for hvem det er en ubetinget dyd at fremstå som åbne og fordomsfri. De kritiserer gerne den hjemlige kultur og religion, fordi de på den måde kan vise deres egen fordomsfrihed. Men de er bange for at kritisere fremmede kulturer og religioner, fordi de frygter, at de så vil kunne betragtes som fordomsfulde.
Som følge af de seneste årtiers muslimske indvandring har dette forhold fået en ny dimension.
Hvor de gamle venstreorienterede intellektuelle ikke holdt sig tilbage med at kritisere den herskende religion, så er deres moderne arvtagere bemærkelsesværdigt tilbageholdende med at kritisere religionen, når den har skikkelse af islam. Da islam stadig opfattes som en fremmed religion, er de bange for, at en sådan kritik kan tolkes som et udtryk for fordomsfuldhed. Hvor venstrefløjens intellektuelle i historien har kæmpet mod samtidens kvindeundertrykkelse, så er de nu så bange for at være fordomsfulde i deres holdning til "det fremmede", at de nægter at se kvindeundertrykkelse, når mindreårige piger tvinges til at gå med en særlig islamisk begrundet hovedbeklædning. Hvor de med fuld musik har kunnet fryde sig over satire rettet imod kristendommen, så tager de nu afstand fra noget så uskyldigt som Jyllands-Postens Muhammed-karikaturer, fordi de er krænkende for muslimer. Man opfatter sig selv som fordomsfri, så længe man satiriserer over den hjemlige kristendom; men man er bange for at blive opfattet som fordomsfuld, hvis man satiriserer over den fremmede islam.
Her er tale om en form for fordomsfrihed, som blot vender den simple fordomsfuldhed på hovedet. Men at sætte fremmedes fordomme lige med eller højere end de hjemlige fordomme kan ikke være egentlig fordomsfrihed. For med den holdning er man stadig bundet af fordomme. Andres fordomme er også fordomme - og i et højere perspektiv er de ikke mere værd. Der er fortsat tale om en form for fordomsfuldhed. Ganske vist mere sofistikeret, men eftersom den blot er negativt bestemt af den simple fordomsfuldhed, er den i grunden lige så fordomsfuld. Den er fordomsfriheden som fordom.
En egentlig fordomsfrihed må ikke blot gå under egne fordomme, men også under andres. Den må støtte sig på argumenter; og som sådan må den være styret af fornuften. Så er spørgsmålet, om fornuften kan klare den opgave. Er fornuften ikke blot navnet på en anden fordom?
Svaret må give sig af, om vi rent rationelt kan stille krav til, hvorledes samfundet bør indrettes. Og undersøger vi sagen, så kan der stilles to sådanne krav. Det ene er, at lovene skal være menneskeskabte; og det andet er, at der bør være politisk ligeværdighed. På basis af disse krav fremstår den sekulære demokratiske samfundsorden som det politiske ideal, som en rationelt informeret fordomsfrihed i sidste instans bør være forpligtet på.
Men én ting er at begrunde dette ideal rent principielt. Da vi som oftest ikke er så rationelle, som vi burde være, er det en helt anden ting at realisere idealet. Om det er muligt, må vi lære af historien. Og den fortæller, at den sekulære demokratiske samfundsorden først og fremmest er vokset frem i den europæiske kultur, men ikke i den islamiske. Da der ikke er grund til at tro, at menneskene i Europa i sig selv skulle være mere rationelle end menneskene i den islamiske verden, må grunden til forskellen findes et andet sted. Og det er naturligt at søge den i de ideer, som folk allerede har fået ind i deres hoveder igennem deres religion. Derfor må der spørges, om de to religioner er forskellige med hensyn til deres potentiale for selv af kunne sekularisere det politiske.
En sådan forskel kommer tydeligt til udtryk i de to religionsstifteres liv og forkyndelse. Jesus giver fuldstændigt afkald på politisk magt, og han forkynder nogle krav - vend den anden kind til - som ikke kan gøres til politisk lovgivning. Derfor ligger der i Jesu liv og forkyndelse et stort potentiale for at sekularisere det politiske. For Muhammed er det lige modsat. For det første er han selv både religiøs og politisk leder. Og for det andet forkynder han en række praktiske forskrifter for, hvorledes muslimer skal indrette et islamisk samfund. Deri er der intet potentiale for at sekularisere det politiske.
Det kan således konstateres, at de to religioner er dybt forskellige med hensyn til deres indre potentiale for at kunne sekularisere det politiske. Og det kan ligeledes konstateres, at det er i den kristne verden og ikke i den muslimske, at vi faktisk har udviklet velfungerende sekulære demokratier. Helt bestemt kan vi ikke vide, hvor meget det første har betydet som forklaring på det andet. Men at tro, at det overhovedet intet har betydet, må være irrationelt.
Så er det på tide, at jeg vender tilbage til min indledende påstand: at vor forstand ikke har kunnet følge med vor fordomsfrihed. Det gælder det meste af vor intellektuelle og politiske elite. Den har været styret af en naiv fordomsfrihed og ikke af en rationel fordomsfrihed. Derfor har den ikke villet kritisere en fremmed religion: islam. Og derfor kunne den umuligt forestille sig, at der skulle være en reel forskel mellem kristendommens og islams indre potentiale for at kunne forenes med en sekulær demokratisk samfundsorden - i kristendommens favør.
Så langt er svigtet intellektuelt. Men det er også moralsk. For samtidig med at den pågældende elite var intellektuelt overfladisk, opfattede den sig selv som moralsk bedre. Man havde et bedre menneskesyn. I stedet for at diskutere med sine intellektuelle modstandere på et ligeværdigt grundlag, så man ned på dem og mente, at de skulle opdrages til ens egen naive fordomsfrihed.
På den baggrund ville meget være nået, hvis blot vi kunne flytte grundlaget for debatten fra den naive fordomsfrihed til den rationelle fordomsfrihed.
|
|
Tilbage til forsiden |
|
|
| |
Kommentarer |
| 29. jul 23:40 af Ulla C. |
Hvorfor mon kristendommen har større udbredelse i Europa end islam?
Islam blev standset ved Wiens byporte for mange år siden, og nåede ikke over grænsen mellem det nuværende Spanien og Frankrig for endnu flere år siden. Er det mon, fordi vi er kan-selv-mennesker? At vi europæere altid har kunnet - og troet på at vi kunne - bestemme over vores egne liv?
Man siger, at enhver brite, der sætter sig for det, kan blive lord. Har man initiativet og engagementet kan man ændre på sin sociale status, og det er noget, der gælder i større eller mindre grad i de fleste europæiske lande.
I modsætning hertil er der et meget stramt socialt hieraki i de arabiske lande. Som regel er det ikke initiativet og engagementet, der flytter folk socialt dér, men hvem man er i familie med, hvilken klan man tilhører. Man flytter ikke ét menneske/én kernefamilie men hele klanen på en gang.
Det svarer meget godt til den religiøse fordeling: kristendommen forpligter det enkelte menneske, mens islam er et sæt leveregler, der dækker samfundet. Kristendommens gud tilgiver det enkelte menneskes synder, mens islams gud - ja, tilgivende vil jeg ikke kalde ham. Måske har vi i virkeligheden konverteret til den religion, der passede bedst til det liv, vi levede i forvejen.
Som jeg opfatter det, har islam og socialisme meget til fælles, bl.a. den meget faste opfattelse af, hvad det gode liv er, og en meget håndfast social kontrol. Det sidste giver sig i den socialistiske udgave for tiden udslag i restriktioner på retten til at ryge, drikke og spise.
Det, der bekymrer mig, er, at den politisk korrekte - i egne øjne intellektuelle og hjertevarme - socialisme vil åbne for, at islams idéer får større indflydelse på lovgivningen, og dermed de regler vi allesammen skal rette os efter. For min skyld må enhver begrænset sit eget liv, men der er adgang forbudt til at begrænse mit! |
| |
| 30. jul 04:14 af Rasmus Tudlik |
Enig i kritikken af de venstreorienteredes hykleri. Men at der skulle findes en rent rationel fornuft, der ikke er bundet op på følelser, og som kan bruges til at bedømme de to religioner, kræver en uddybende argumentation.
Den empiriske forskning tyder ikke på, at mennesker er i stand til at være strengt fordomsfrit rationelle - højst at være bevidste om de følelser der former deres holdninger. Folk der får afskåret forbindelsen til større følelsescentre i hjernen, er således ikke i stand til at tage beslutninger eller opføre sig på en måde vi ville opfatte som fornuftig - fordi alt er ligegyldigt.
Den eneste rationalitet der giver mening, er en evolutionær rationalitet, der er undergivet et hensyn til den naturlistiske fejlslutning. Fornuft vil i den forbindelse være et spørgsmål om, hvordan man bedst sikrer sine geners videreførelse. Det kunne blive en lang diskussion... |
| |
| 30. jul 09:02 af polinos |
| En fremragende karakteristik af den gennemsnitlige radikale vælger: Den demonstrative "fordomsfrihed" brugt som våben mod personer, grupper og politiske synspunkter, man ikke kan lide. Indskrænkningen af det politiske domæne ved at tabuisere bestemte områder(indvandrings- og immigrationspolitik, religiøse spørgsmål, kulturelle temaer)og dømme modstanderne ude, ikke med den begrundelse, at man er uenige med dem, men at de MORALSK har forkastelige synspunkter. De fordomsfulde "fordomsfri" har gjort umådelig skade på folkestyret, måske ubodelig. Havde Dante levet i dag, burde han have opfundet en særlig kreds i sit helvede til den slags hyklere. |
| |
| 30. jul 10:44 af David |
"Hvor de gamle venstreorienterede intellektuelle ikke holdt sig tilbage med at kritisere den herskende religion, så er deres moderne arvtagere bemærkelsesværdigt tilbageholdende med at kritisere religionen, når den har skikkelse af islam".
Dette kan også læses på den måde, inspireret af Henrik Jensen i "Ofrets århundrede", at venstrefløjen altid har gjort en dyd ud af at bekæmpe de undertrykte, ofrene. I forlængelse af det er der gennem tid opstået en offerdyrkelse på venstrefløjen, som er en betingelse for at venstrefløjen kan fungere. At finde nye ofre er simpelthen deres brændstof. I mellemkrigstiden og frem mente man selv, at kristendommen og borgerligheden var centrumdiskursen, som man lå under for. Nu er det så Islam der ligger under for... Ja hvad? Vel egentlig den sekulære centrum-venstreorienterede diskurs, som har været gældende siden 1970erne herhjemme, men som man altså nu i en halsløs urefelekteret søgen efter nye ofre, giver køb på, fordi nogle enkelte højtråbende muslimer definerer sig selv som ofre. En gigantisk selvmodsigelse er det, og det viser meget godt hvordan det at være moderne venstreorienteret handler meget om form over indhold. En formmæssig ureflekteret politisk korrekthed, hvor man altså i forhold til Muhammed/demokratikrisen, var villig til at sælge ud af de mest basale frihedsrettigheder. Og samtidig hævde sin moralske overlegenhed. |
| |
| 30. jul 10:47 af Diana |
Intelligent skrevet - på analytisk vis forklarer den de intuitive tanker, som mange af os har, at de ventende på "de rigtige meningers holdeplads".
Snæversyn, som de, der kritiserer islamisk indvandring og islam som styreform, anklages for at have, er lige præcis det, anklagerne selv døjer med. Snæversyn og en sær egoistisk plejning af selvopfattelsen, nemlig af sig selv som den gode. Det gode rene menneske, som kun vil det gode for hele menneskeheden. Men i sin jagt på at være "det gode menneske", "det rummelige menneske" bliver man netop det modsatte. Det fordømmende og hykleriske, fordi man degraderer mennesker med en anden holdning til at være mindreværdige, fordomsfulde og primitive.
Nuvel, hvad er man så selv?
|
| |
| 30. jul 11:27 af David |
| Rettelse: venstrefløjen har gjort en dyd ud af at kæmpe FOR de undertrykte. Den skal de trods alt have:) |
| |
| 30. jul 12:46 af Skyblue |
Brilliant skrevet.
Mht. ofre og deres forsvar, så skrev The Unabomber noget om det. Hans holdning var at folk gik ud og forsvarede grupper som de ikke selv hørte til, fordi de simpelthen manglede noget at gå op i. Det passer fint med din observation at "man har fundet nogen nye ofre". |
| |
| 30. jul 15:36 af Poul K |
Hej David .
Det du rettede nåede jeg at reagere på.Hvis vi nu tager soc. i de sidate 25 år,så må jeg sige du har ret.I alle disse år har dette parti været totalt
ligeglad med volden mod danskerne,altså mod ofrene.
Soc. havde intet indvandreproblem før prognoserne
kom ud før valget i 2oo1.
Så du har ret ,før og efter din rettelse. |
| |
| 30. jul 15:44 af Demonstrativt anonym |
Interessant, at en hel række af rygklappere (mener det ikke negativt, der er bare utrolig stor enighed i denne tråd) alle kan blive enige om, at radikale og venstrefløjen er nogle snævertsynede hyklere, som mentalt degraderer anderledestænkende, samtidig med at det mirakuløst, i samme åndedrag, lykkes jer at gøre PRÆCIST det som anklagen går ud på. Interessant synes jeg.
Derudover kan jeg godt se pointen i klummen, og kan for visse personers vedkommende, godt genkende karakteristikken. Flot beskrevet iøvrigt. Dog mener jeg at der er tale om en en forholdsvis marginal gruppe, som ikke udgør en så stor gruppe som den bliver gjort til.
Til polinos:
Din radikal karakteristik kan jeg ikke genkende, eller bakke op om.
Jeg synes den måde at argumentere på, så sikkert som klokkeværk, dukker op, hver gang det bliver talt om værdier. Hvis vi nu taler i større skel end eks. R og DF, er det vel tilladeligt for mig, at kalde visse kommunisters forherligelse af Sovjet, for "usmageligt" eller "umoralsk". Det samme kan vel tillades overfor eks. nazistiske Hitler beundrere. Hvor præcist mener du skellet går, fra denne (vil jeg mene) tilladelige moralske vurdering, og til hvor du mener at man ikke længere kan argumentere moralsk ?
Jeg mener at moral har en plads i debatten, så længe den er velfunderet og underbygget. Tilgengæld kan man jo også høre Krarup og Camre hamre imod "godhedsindustrien" som jo også er en moralsk bedømmelse, men som jeg ikke kan se en lige så intens kritik af, fra borgerlige kredse.
Din, eller andres, vurdering? |
| |
| 30. jul 16:13 af David |
| * Poul K.: Ja sådan havde jeg ikke lige tænkt det. Men der er jo en forskel mellem egentlige ofre (hvordan man så end definerer det), og så mennesker der opfatter det som opportunt at indtage en offerrolle, fordi den giver en masse goder, sympati osv. Men du har da ret i, at det danske retssystem i alt for høj grad tilgodeser gerningsmanden i forhold til ofret for gerningsmandens handling. Dog er venstrefløjen er jo også andet og mere end Socialdemokratiet, og SF og Enhedslisten lever da også i høj grad på offerideologien (her på den måde jeg ville have beskrevet i mit indlæg). Der er jo ingen grænse for, hvad der kan gøres til et offentligt problem. Stressramte er ofre, folk med musseskader er ofre. Offentligt ansatte der har taget en kortere uddannelse men ikke får over 30.000 om måneden er ofre osv. Nå, det var lige et sidespor i forhold til debatten om såkaldt fordomsfrie hyklere. |
| |
| 30. jul 17:17 af Kai Sørlander |
Til Rasmus Tudlik kan jeg oplyse, at den filosofiske baggrund for min argumention først og fremmest findes i to af mine bøger: Det Uomgængelige og Den Endegyldige Sandhed. Her vil han se, at det er konsistenskravet, der er den grundlæggende betingelse for rationalitet, og at det er det, som er basis for en rationel argumentation for, hvad der er således nødvendigt, at det ikke kunne være anderledes. Og det er igennem en sådan argumentation ("transcendental deduktion"), at evolutionsteoriens uomgængelighed (eller filosofiske relevans) skal vises.
Det er fuldstændig rigtigt, at man ikke kan være rationel uden at have følelser - lidenskaber. Men har man det og evner at tænke, så kan man også være lidenskabeligt drevet af kravet om rationalitet uden at forudsætte mere end konsistenskravet - og altså uden at forudsætte evolutionsteorien som basis. Men Rasmus Tudlik har ret i, at det bliver en lang og vanskelig diskussion, som umuligt kan føres her. |
| |
| 30. jul 22:11 af Asger Trier Engberg |
Jeg synes at det mest elegante ved denne artikel er at Sørlander på den helt fin måde får understreget det grundlæggende problem ved dagens "intelligensia" - nemlig at de bare er dumme.
Tænk at det i virkeligheden bare er så enkelt, at alle vores problemer med indvandring, vold, Mohammedkrise osv. ganske enkelt skyldes dumhed. |
| |
| |
Tilføj kommentar |
|
|
| |
| Tilbage til forsiden |
|
|
|
Foto: Bax Lindhardt / Scanpix
|
|
|
|
