|
|
| 15. okt 2007 kl 22:30 |
Print
Send artikel
|
| Dagens klumme: Mikkel Kruse anmelder Bjørn Lomborgs nye klimabog, som i dag udkommer på dansk: En fryd at læse! |
| Af IKKEMIG 2 |
| |
Mikkel Kruse studerer biologi på Københavns Universitet og arbejder som journalist på 180Grader.dk
"Vi voksne kan også være bange, og synge mange, mange bange sange." Sådan var der mange, der sang i 70'erne. Men der er stadig nogle, som er meget bange. Især på højrefløjen er der nogle, som frygter terror i en grad, som fænomenet slet ikke har gjort sig fortjent til. Så bange er de, at de er villige til at smide både frihed og retssamfund over bord, hvis bare politikerne lover at beskytte dem. Hvis terroristerne hader os for vores frihed, lader nogle til at tænke, må vi hellere skynde os at skille os af med den.
På venstrefløjen kan man også være bange. Her hedder frygten bare noget andet, nemlig "global opvarmning". En rapport fra EU kalder fænomenet "et af de mest skræmmende problemer, vi står over for i dag"; et populært blad forudsagde endda "en fremtid, hvor vores børn ser regnskove bryde i brand og havene koge - medmindre vi handler i dag."
Men selvom man frygter noget andet, er reaktionen den samme: "Mere magt til staten!" Kun med endnu mere lovgivning, regulering og beskatning kan vi gøre os håb om at redde jorden, lyder ræsonementet.
I dag - tirsdag - udkommer Bjørn Lomborgs seneste bog,
Køl af - Sandheder og skrøner om den gobale opvarmning, på dansk, og den er tiltrængt. For få dage siden modtog den tidligere amerikanske præsidentkandidat, Al Gore, Nobels fredspris for klimafilmen
En ubekvem sandhed. En film der blandt andet lod biografgængere over hele kloden gyse over billeder af stigende vandmasser, der oversvømmede New York og andre storbyer. Ikke mindre end seks meter ville den globale opvarmning få vandstanden til at stige, påstod Al Gore.
Virkeligheden er dog knap så skræmmende, som Lomborg også påpeger. I sin klimarapport fra 2007 vurderer FN's klimapanel (der også fik del i Nobelprisen), at vandstanden i resten af århundredet vil stige med 29 cm. Dette sætter Lomborg i relief ved at nævne, at det svarer til den stigning, som vi har oplevet siden 1860. Uden at dette har medført civilisationens undergang, tør man tilføje.
Lomborg formår at bevare det kølige overblik. Som når Greenpeace bruger den smeltende is på Kilimanjaros gletcher til at illustrere klimaforandringernes truende konsekvenser. "Det er prisen, hvis klimaforandringer får lov at fortsætte uhindret," lyder det i en pressemeddelelse fra organisationen.
Men et varmere klima har intet at gøre med Kilimanjaros manglende is, for gletcheren befinder sig så højt oppe, at temperaturen aldrig kommer over frysepunktet. Desuden har gletcheren trukket sig tilbage i over hundrede år, længe før mennesket begyndte at udlede CO2. Årsagen til den manglende is skal snarere findes i det tørre klima, som gletcheren er blevet udsat for siden 1880. Ironisk nok kan klimaændringerne vise sig at blive Kilimanjaros redning ved at medføre øget nedbør over gletcheren.
Lomborgs modstandere vil uden tvivl forsøge at stemple ham som en "klimaforandringsbenægter" - en holdning nogle i øvrigt mener bør være ulovlig. Men dette er ikke tilfældet, og flere gange slår han sit standpunkt fast, som for at sikre sig at han ikke bliver misforstået: "Den globale opvarmning eksisterer og er menneskeskabt. Den vil få alvorlige konsekvenser for mennesker og miljøet hen imod slutningen af dette århundrede." Men det vil ikke være Jordens undergang, og der er ingen grund til at kaste 180 milliarder om året ud af vinduet på en Kyoto-aftale, der vil gøre meget lidt godt.
I stedet foreslår han en CO2-afgift, så man automatisk betaler for de skader, ens CO2-udledning forårsager. Markedet kan derefter bestemme, hvor det vil være mest givtigt at spare, og der vil opstå en øget efterspørgsel efter andre energiformer. Dette, sammen med en øget investering i forskning på området, vil gøre langt bedre, langt billigere end Kyoto-aftalen, påpeger han.
Lomborg er en fryd at læse, når han udstiller sine modstanderes dommedagsfantasier, men han har også sine blinde vinkler. Når det kommer til de statsstøttede projekter, som han bakker op om - at udrydde sult og HIV i Afrika - fordamper den ellers så kølige skeptiske sans. Ganske vist er øget frihandel også blandt Lomborgs forslag til forbedring af verden, men på mange områder lader han, som sine modstandere, til at tro, at problemer kan løses, hvis blot regeringer kaster nok penge efter dem.
Denne brist skal dog ikke forhindre læseren i at svælge i tal og referencer, kommenteret og gjort interessant af gavtyven Lomborg. I en tid hvor debatten er ved at koge over, er en bog som denne et nødvendigt og forfriskende pust.
Bjørn Lomborg, "Køl af - Sandheder og skrøner om den gobale opvarmning", Lindhardt og Ringhof, 260 sider, 249 kroner.
"Køl af" kan købes online via saxo.com for - i øjeblikket - kun 186,75 kr.
|
|
Tilbage til forsiden |
|
|
| |
Kommentarer |
| 15. okt 22:41 af AK |
| Det var måske værd at overveje, om Lomborgs seneste bidrag til debatten skulle under juletræet, som gave til de bange voksne i familien. :-) |
| |
| 15. okt 23:21 af Alexander Andreassen |
| Jeg så i morges Go' morgen Danmark med Svend Auken, omhandlende den påståede menneskabte globale opvarmning. Her fik Auken rig mulighed til at propagandere for sit socialistiske projekt uden ét eneste kritisk spørgsmål fra den meget enige vært. Alt imens der kom en boks op i bunden af skærmen med en præsentation af gæsten for imorgen; "den KONTROVERSIELLE debattør Bjørn Lomborg". Jeg græmmede mig... |
| |
| 16. okt 00:56 af Jens Hansen |
Jeg kan ikke lade være at tænke på om det herhjemme handler om at vi er et for lille land, i et stort land som f. eks. Tyskland gives der måske bedre plads til forskellige opfattelser, kulturer og livsstil?
Svend Auken er vel den typiske repræsentant for en herskende klasse, et præsteskab, som hele tiden vil opdrage os alle og belære os om hvad vi ikke må. Det gælder vel nærmest i alle livets forhold at den elite, som han tilhører, peger fingre ad almindelige mennesker og foragter det de står for.
Ifølge ham kunne der sikkert skrives en hel koran om alt det vi ikke må:
Vi må ikke køre i privat bil, vi skal tage det offentlige, vi skal "bruge et ton mindre", vi må ikke tjene for meget og ihvertfald ikke bruge vores penge selv, vi må ikke ryge eller drikke, vi må ikke høre Sussi og Leo eller læse ugeblade, vi må ikke tegne muhamed, osv. og vi skal ihvertfald have dårlig samvittighed og betale en masse skat hvis vi gør sådan noget.
Jeg tror som sagt at en af årsagerne til at vi huser dette utålelige præsteskab, repæsenteret glimrende af Auken, Tøgeristen, DR- og TV2-nyhederne, Deadline osv. er at vi er et så lille et sprogområde at de kan boltre sig her i deres provinsielle småtskårenhed.
Det er klart at det plager dem grusomt at sådan en som Lomborg er blevet kendt og respekteret udenfor andedammen. Jeg ville bare ønske at der dukkede nogle flere med hans format op inden for andre dele af samfundslivet også, det synes jeg at vi trænger til. |
| |
| 16. okt 09:00 af sand |
Nu fik lomborg vel sit gennembrud i politiken så alle de der konspirationsteorier holder vel ikke helt.
Den gode Lomborg stirrer sig vel også lidt blind på om hvad der bedst kan betale sig. En lidt for økonomisk vinkel en gang imellem. |
| |
| 16. okt 09:36 af David |
@Jens Hansen
Du har evigt ret i, at der herhjemme er en fuldstændig ekskluderende elitekultur, som når den bliver kritiseret lukker sig hermetisk om sig selv, hvorefter disse såkaldt progressive mennesker kan give hinanden ret i, at alle andres holdninger er barbariske, umenneskelige og frem for alt moralsk underlegne. Denne verdens Rifbjerg, Anne Marie Helger, Erik Clausen, Tøger Seidenfaden, Svend Auken osv. Det paradoksale er, at de tror at de snakker folkets sag. De snakker gerne som de undertryktes talerør, mens det jo vitterligt har været en kulturelite i de sidste 40 år, som i den grad snakker ned til folk. Så selvom jeg ikke er enig med Lomborg i alt, så er det et yderst velkomment indspark i den provinsielle danske andedam størknet i politisk korrekte konventioner og med en mangel på selvkritik der hindrer enhver intellektuel dynamik. |
| |
| 16. okt 12:06 af Flemming Rasmussen |
@ David
Det er ganske vist, at vi har sådan en selvudråbt elite, bestående af kunstnere, mediefolk, politikere og intellektuelle... ja – sådan ynder de ihvertfald at se sig selv. Jeg kunne have lyst at tilføje Georg Metz til de nævnte, blandt det en anden her på siden så rammende kalder “et præsteskab”, men listen er alenlang, og en opremsning bliver triviel.
Sandt er det imidlertid, at præsteskabet har levet sig ind i en sær rolle som folkeopdragere – måske også fordi de får lov og næsten opfordres til det. For år tilbage husker jeg et eksempel på, at vi her i andedammen er så duperede over kendte ansigter, at vi er tilbøjelige til at at tage deres synspunkter for særligt lødige eller troværdige... Forsangeren i Shibidua, Michael Bundesen, blev interviewt i TV om dette og hint, og på et tidspunkt bevægede den servile og duperede journalist sig ind på et eller andet politisk emne. Bundesen udtrykte tydeligt mishag og sagde, at han mente det var langt ude i hampen at forvente, at bare fordi han var et kendt ansigt, måtte han også ligge inde med synspunkter om alverdens ting, som var af særlig interesse. Men ellers er det sjældent at en popsanger eller en TV-kok, lader en chance forpasse til at give sit besyv med om atomenergi, klimaforandringer, ulandsbistand og lignende.
Dansk Folkeparti er jo en slags oprørsbevægelse imod denne bedrevidenhed, og det er vel meget af årsagen bag det ubændige had det herskende parnas nærer til partiet og deres brogede vælgerskare af almindelige, snusfornuftige danskere. Så midt i at jeg ærgrer mig over DF's skattepolitik, morer det mig umådeligt, når partiet med djærv folkelighed og fødderne på jorden imødegår de hekseprocesser, som puritanske moralister og selvbestaltede folkeopdragere forsøger at iværksætte.
I øvrigt må der findes mange andre end Bjørn Lomborg, som formår at holde sig til det rationelle, hvad angår klimadebatten. Men TV holder meget af karismatiske skikkelser til skærmbrug. Desuden virker Lomborg som en rød klud for en tyr, på korrektheds-kleresiet... så lad os bare se og høre mere til ham. |
| |
| 16. okt 12:37 af David |
Hehe. Ja hvordan kan jeg glemme Georg Metz i denne sammenhæng. Alle disse smukke skønånder, hvis moralske kapacitet er så overlegen, at de ville ønske de kunne ophæve den til lov. For alles bedste - naturligvis. For folket er en farlig, dæmonisk størrelse der ikke har godt af at blive overladt til dens egne, snusfornuftige bondemoral. Den eneste kunst, kultur, moral og mening vi nogensinde kan bruge er den udviklet indenfor voldene i København...
DF er dog, efter min mening, en slags antitese til denne politisk blankpolerede bevægelse, som jeg finder ganske underholdende, men mine holdninger ligger nu ikke helt i tråd med førstnævnte. Selvom alt der kan få Svend Auken op af stolen er velkomne tiltag herfra. |
| |
| 16. okt 16:20 af Torben Mark Pedersen |
| Strålende "anmeldelse" - jeg får helt lyst til at læse Lomborgs bog. |
| |
| 17. okt 08:31 af Jens Hansen |
For at vende tilbage til emnet Lomborg, så er der vel god liberal fornuft i at spørge hvad man får for pengene:
I Danmark har vi for at være klimapolitisk korrekte og investeret enorme summer i vindmøller, derefter har vi fået en såkaldt PSO afgift på el for at støtte såkaldt vedvarende energi hovedsagelig vindmøller, med det resultat at vi betaler noget nær den højeste elpris i verden.
Ser vi derefter på hvad nytte vi har af alle disse vindmøller så svarer det ca. til et enkelt mindre, gammelt kraftværk.
Med andre ord: et oplagt emne for liberale at kigge nærmere på!
Som indgang til emnet kan man f. eks. se produktionen minut for minut her:
http://elmuseet.dk/dkkort/DK2006.html |
| |
| 23. okt 08:28 af @lennart |
| Til David og Flemming...rigtig godt formuleret og lige i øjet ! |
| |
| 29. okt 01:07 af Peter Schoubye |
| Hvis CO2-udledingen og drivhuseffekten er den trussel mod menneskeheden, som danske politikere er enige om, så burde de ligesom FN, OECD og EU-parlamentet, erkende, at atomkraft ikke kan undværes, hvis Kyoto-målene om CO2-reduktion skal nås. Atomkraft er nemlig lige så miljøvenlig og CO2-fri som vind- og solenergi, men er meget billigere og batter meget mere end sol og vind med den idag kendte teknologi. I 2006 blev 15-16% af verdens elforbrug dækket med atomkraft mod 0.4% med el fra sol og vind. Danske politikere er stolte af vor verdensrekord i vindmøller til at reducere det globale CO2-udslip, men glemmer, at Barsebäckværks to relativt små reaktorer kunne producere mere CO2-fri strøm end alle Danmarks eksisterende og planlagte kæmpe-vindmøller tilsammen (www.REO.dk). Til en pris på 12 øre/kWt mod 50-60 øre/kWt for ustabil vindmøllestrøm. Atomkraft bør ikke være tabu i den danske energidebat. |
| |
| |
Tilføj kommentar |
|
|
| |
| Tilbage til forsiden |
|
|
|
Foto: Bax Lindhardt / Scanpix
|
|
|
|