|
|
| 20. okt 2009 kl 22:30 |
Print
Send artikel
|
| Dagens klumme: Thomas Johannes Erichsen skriver om dem, der gerne vil bilde sig selv ind, at mange penge ikke gør livet bedre.
|
| Af Thomas Johannes Erichsen |
| |
Hvis dit liv er kedeligt, er det højst sandsynligt, fordi du mangler penge. Aldrig, ikke det fjerneste, der eksisterer masser af gratis glæder, det er hér de virkelige værdier findes, koster mennesker måske penge? Nej, det gør de faktisk ikke, men DU koster penge, og hvis du ikke kan betale, så kan du sidde på dit kammer og undre dig over, hvorfor du aldrig kommer ud og oplever noget som helst.
Penge, masser af penge, udskældte er de, især af mennesker uden, en simpel forsvarsmekanisme som vi lærte af Freud i 7. klasse, den hedder devaluering - hvad man ikke ejer, fraskriver man værdi. Man kan måske tale for meget om penge, om sine egne, eller bare have dem stående i banken, svarende til en fremragende vinkælder man aldrig går på rov i, men det ændrer ikke på, at penge i sig selv er - deeejlige! Man er ikke meget for at sige det højt, det er ikke
comme il faut, man lyder materialistisk? Nej, det gør man ikke, man favner det hele og forstår, at penge OGSÅ er vigtige, i højeste grad, man forstår, hvor mange døre der smækkes i, hvis man kun har til dagen og vejen.
Men hvad er det så pengene åbner op for, hvilke muligheder, oplevelser, hvordan? Jo, man kan da godt backpacke gennem Hviderusland og håbe at kunne hustle sig levende igennem det hele, men det bliver nok sjovere, hvis man kan invitere hele familien på en 4-retters på hotelbalkonen i de syditalienske bjerge. Hvad vil man helst, leje et ferieværelse i Tønder eller stå på en bar i Rio de Janerio med et fedt kreditkort? Men ikke om man vil indrømme det, fordi man tror ikke på det, på at det sker - og så sker det heller ikke.
Men gider vi slide os halvt op for at tjene de penge, selv om de, nå ja, kan være meget gode, det ville måske være rart med en ordentlig bolig, i et ordentligt kvarter, og man kunne investere i en ny garderobe og pludselig se godt ud, gå i byen når man ville, overhovedet gå ud, men altså, alt for meget slid. Hér skal man bare huske, at det er mindst lige så hårdt at være på røven, man kan udvikle mindreværd, måske selvhad og en masse andre grimme ting, mens man akkurat overlever ved at skyde skylden på de andre, på samfundet, på de rige svin.
Men hvad med kunsten, kulturen, befinder den sig ikke i et evigt opgør med pengeverdenen, med materialismen, med den fladpandede kapitalisme der kun reagerer på profit? Ikke med skyggen af nødvendighed og så kommer den slags paroler i reglen fra gamle 68'ere uden en krone på lommen, eller endnu værre, fra velbjergede 68'ere der stadig holder fast i deres gamle retorik. Penge, smarte biler og kvikke investeringer udelukker ikke med nogen selvfølgelighed en sund og levende interesse for kunst og kultur, og hvis en række hovedrystende kunstnere i dag bebrejder velhavende villaejere deres åndløshed og primitive væsen, så må man spørge - hvorfra ved de blaserte herrer egentlig, hvad der foregår inde i forstadsvillaerne? Eller tjener kritikken bare til at markere sig selv som åndeligt overlegen, altså en stråmand af rang? Naturligvis findes der mennesker, der ikke har andet i hovedet end penge, som ikke kunne drømme om at fordybe sig i hverken Bizet, Gerhard Richter eller Thomas Mann, men det begrænsede udsyn eksisterer indenfor alle klasser, høj som lav, og hvorfor egentlig hidse sig op over de rige svin, når deres skat finansierer langt mere kunst, end almindelige mennesker nogensinde kommer til?
Penge er ikke alt, men alting bliver lidt sjovere, hvis man har dem, og lidt sværere hvis man bilder sig ind, at de ingen særlig rolle spiller.
Man kan rage frygtelig uklar med sine nærmeste om penge, men derfor er de fornøjelser, man i fællesskab investerer i, også nogle af de skønneste.
Det er en form for åndeligt snobberi at tro, at man kan blive lykkelig uden penge. Citat, Albert Camus, i øvrigt.
Thomas Johannes Erichsen er cand. mag. i Moderne Kultur og Filosofi og lærer på en privatskole
|
|
Tilbage til forsiden |
|
|
| |
Kommentarer |
| 20. okt 22:56 af Morten DD |
Man har vel de penge, man gider tjene? Og som man har evner til. Hvis man virkelig gerne vil have penge, venter de jo bare på at blive samlet op. Det handler udelukkende om prioriteringer.
Derfor har jeg måske også lidt svært ved at se pointen i din klumme.
Men lidt ret har du da: Der er eddermame mange, der spiller lotto ;-) |
| |
| 21. okt 00:09 af Anders |
Jeg har det fint med at folk tjener mange penge, men der bliver altså købt utroligt meget (dyrt) skrammel som folk sagtens kunne undvære. Design alle vegne, en Arne Jakobsen-stol til 60.000 kr. og hvad folk ellers bruger penge på. Jeg siger ikke at de fattige har mindre lyst til at eje disse ting, men jeg ville da føle mig som en idiot hvis jeg gav så meget for en stol, medmindre jeg var Saudisk prins.
"Advertising has us chasing cars and clothes, working jobs we hate so we can buy shit we don't need." |
| |
| 21. okt 00:11 af Aarup! |
Penge er ikke et problem! Næh, INGEN penge, se dét er et problem ;-) Penge er rare at have, de gør mange ting meget nemmere, men man bliver ikke lykkelig af penge, og penge kan heller ikke købe kærlighed og gode venskaber.
|
| |
| 21. okt 00:19 af Michael Kastberg |
There is no such thing, as too much money, too many women, and too much booze!
Anybody who tells you money is the root of all evil doesn't fucking have any.
They say money can't buy happiness? Look at the fucking smile on my face. Ear to ear, baby! |
| |
| 21. okt 00:52 af Kasper |
| Jeg vil nok hævde at der for de fleste mennesker (navnlig dem der ikke lever livet fuldstændig kontingent og uforpligtet, men har faste forpligtelser og et hverdagsliv), er stor lykke ved økonomisk sikkerhed. Men derfra er penges betydning bare aftagende. Jeg vil ikke bekymre mig om hvilken af de to livsformer der er 'rigtig'. Blot at flere penge ikke giver varig lykke. Og betydningsløst som det er, har jeg intet imod "de rige svin". |
| |
| 21. okt 00:56 af Holger |
What! Læste jeg virkelig rigtigt! Den her klumme fejler da fuldstændig. Selvfølgelig er det ikke særlig sjovt hvis man ikke har nok til at overleve, men at man bliver lykkeligere jo flere penge man har tvivler jeg stærkt på.
Thomas Johannes Erichsen går da også helt galt i byen når han vil prøve at bestemme andre folks glæder. Det kan godt være at han har det sjovere når han inviterer sin familie på en 4-retters menu på en hotelbalkon i de syditalienske bjerge, men hvem siger at alle har det? Der er da en del mennesker, inklusiv mig selv, som faktisk har det ligeså sjovt når man backpacker. Jeg har prøvet alt fra 5 stjernet hotel til bungalow og tro det eller lad være, men glæde kommer sjældent af hvor mange penge man bruger.
Jeg kan slet ikke følge den her klumme. Selvfølgelig er der nogle som bruger "penge giver ikke lykke" som en dårlig undskyldning fordi de ingen har, men ligefrem at gå over i den anden grøft og sige at det er løgn og at penge gør livet bedre må da være et gevaldigt selvmål.
Til et vist punkt gør det livet bedre(selvfølgelig ikke sjovt hvis du ikke har til mad og et sted at bo), men at sige at en rig person er lykkeligere end en med gennemsnitlig indtjening er da direkte forkert.
Lykke handler absolut ikke om antallet af kroner på ens bankkonto. |
| |
| 21. okt 08:42 af carolus |
| Der er en pointe i klummen. Der må være en grund til at mennesker efterstræber penge; grunden er, at med (mange) penge kan man have mange muligheder. Hvorfor skulle fagforeninger ellers søge om højere løn for deres medlemmer? |
| |
| 21. okt 09:28 af vagnr |
Klummen minder mig om den gamle vittighed om de sovjetiske aviser, Pravda (sandheden) og Izvestia (nyheden):
"Der er for få nyheder i Pravda, og for få sandheder i Izvestia!"
Eller sagt på en anden måde, det er næppe en overraskelse for ret mange, at der skal et vist kvantum penge til for at kunne leve et rimeligt liv, men lykken er langtfra ligerfrem proportional med mængden af penge, når man er kommet ud over et vist minimum.
Nogle af mine største oplevelser har været helt gratis, gå efter en lyd som en kedel der koger en forårsdag i skoven, for at se hundredevis snoge, stålorme mv. vælte op af et dybt hul i jorden, helt på niveau med lidt dyrere naturoplevelser som en hvalsafari til Lofoten eller total solformørkelse i Tyrkiet.
Det er da rart at have penge nok også til de to sidstnævnte oplevelser, men jeg værdsætter det at have tid til oplevelserne højere. |
| |
| 21. okt 09:45 af Jan Daniel Andersen |
Det er nu ikke så sært at nogen mennesker tror at penge er uden betydning, fordi de ved at de kan stemme sig til en masse "gratis" ydelser, som er betalt af andre!
Selvfølgelig bliver man lykkeligere af at have penge. Der er blot variation i hvormange man behøver for at kunne købe de ting man gerne vil have. Jeg er enig i at pengene's "lykkeligheds værdi" er en aftagende kurve, for de fleste.
Jeg kunne f.eks. vanvittigt godt tænke mig at have en bolig med et kæmpe køkken, med alle de smarte faciliteter som top restauranter har, så jeg kunne bruge en masse tid på at eksperimentere med at lave lækker mad til migselv, min familie og de gæster vi underholder fra tid til anden. Køkkenet og faciliteterne koster mange penge, og ligeledes den tid jeg gerne ville bruge der (tabt indtjening). Det vil ubestrideligt give mig en stor lykkefornemmelse, hvis jeg kunne servere en 15 retters menu, som jeg selv havde kreeret, til mine gæster.
Lykken kommer ikke af at købe disse køkkenfaciliteter, men snarere af hvilke muligheder ejerskabet af disse og den ekstra fritid ville give mig. Og det er vel netop det der er pointen i klummen. |
| |
| 21. okt 09:51 af Jan Daniel Andersen |
@vagnr.
-"Det er da rart at have penge nok også til de to sidstnævnte oplevelser, men jeg værdsætter det at have tid til oplevelserne højere."
Jo, men tiden til oplevelserne koster jo også noget, ikke sandt? |
| |
| 21. okt 10:23 af Nikolaj |
Jeg kan godt se pointen i klummen. Men TJE rammer ikke hovedet på sømmet helt rent. Peronligt gad jeg ikke til Rio - heller ikke med et fedt kreditkort. Sydamerika siger mig ikke ret meget. I det hele taget de "dyre" rejseglæder er som regel mere fantasi end virkelighed. Hvis jeg rejser til Australien, gider jeg da ikke sidde på et 5-stjerners hotel og glo fjernsyn og bestille room-service. Jeg vil da ud i landet. Og selv om det er både hurtigere og dyrere, at komme fra Pokolbin til Coffs Harbour med fly, så har det altså en helt særlig charme at køre turen i bil.
Det jeg forsøger at sige er, at fordi noget har kostet mange penge, er det ikke nødvendigvis en større glæde. Det er nok oftest en ANDERLEDES glæde.
Jeg er selv interesseret i f.eks. Design-møbler. Men jeg kan da ikke finde på noget mere kedeligt, end at hente Fritz Hansens katalog og så bare bestille løs. Hvad sjov er der i det? Næh, det er jagten på det interessante møbel der er sjovt. Det samme gælder vin. Havde jeg penge nok, drak jeg ikke andet end top-Pomerol og de fem første-cru'er. Men i virkeligehden er jeg "tvunget" til at finde de billige alternativer, og jeg er egentlig godt tilfreds. Det er i hvert fald langt sjovere og man oplever som regel også meget mere.
Dermed ikke sagt, at jeg ikke gerne ville være milliardær. Ikke fordi jeg tror at milliardærer er gladere - de har bare nogle andre glæder. |
| |
| 21. okt 10:26 af Lennart Kiil |
| Sjov og god klumme :D |
| |
| 21. okt 11:09 af Anders K |
Fin klumme, men savner lidt at pointen (eller det jeg tror er pointen) bliver fremhævet - nemlig, at netop fordi penge giver frihed og mulighed bør man ikke se ned på de der vælger at arbejde hårdt for at få penge eller lade janteloven ramme de der iøvrigt har mange penge.
Og så vil jeg da gerne tilføje den krølle, at netop fordi penge giver frihed og mulighed - og netop fordi ens mulig indtjening afhænger af de valg vi træffer og vores prioritering er det helt ude i hampen, at man straffer de der ønsker at arbejde hårdt (og tjene meget) med en høj skat.
vh
Anders K |
| |
| 21. okt 11:14 af Crass Børsting |
"Hvad vil man helst, leje et ferieværelse i Tønder eller stå på en bar i Rio de Janerio med et fedt kreditkort?"
Tønder, og det er et svar, der kommer fra hjertet.
Mennesker er forskellige, og man kan næppe generelt gå ud fra, at mange flere penge gør et menneske meget mere lykkelig. Nyere forskning tyder på, at fattige bliver lykkeligere, når de kommer ud af fattigdommen. De, der i forvejen er rimeligt stillet, bliver kun lidt og kortvarigt mere lykkelige, hvis de får en masse ekstra penge, f.eks. i form af en lotterigevinst.
Det, der får os til at købe lottokuponer, er drømmen om lykke.
Min gamle far sagde det kort og enkelt: - Det er med penge som med cigaretter. Der er ingen særlig fornøjelse ved at have dem, men det er ad helvede til, når de slipper op.
P.S. Han var selvfølgelig kæderyger.
|
| |
| 21. okt 12:01 af Jakob |
Enig i betragtningen, at man skal have et minimum af penge for at være glad. Ellers bekymrer man sig for meget om at betale sine regninger. Men derfra aftager kurven, som også er nævnt tidligere.
Jeg tjener ca. 1.000.000 om året, hvis jeg ellers gider arbejde 11 måneder på et år. Ellers holder jeg fri halvdelen af året. Jeg er freelancer, så det kan lade sig gøre. Frihed er for mig vigtigere, end at have mange penge. Specielt når konktrakerne er kedelige.
Iøvrigt virker klummen en smule umoden på mig. Tidligere i år døde min daværende kæreste pludseligt. Mens jeg sad på politi-stationen lige efter, og var helt knust, hørte jeg politi-folkene forarget diskutere, hvordan den nye løn-reform betød 100 kr. mindre i løn om måneden til dem. Hvor mange penge tror du ikke, Thomas Johannes Erichsen, at jeg ville have givet for at få min kæreste tilbage i live igen? Hvor mange penge tror du ikke, at hendes mor, søster, og tre børn ville have givet?
Penge holder dig i live, kan gøre livet nemmere, men når man pludselig bliver "voksen" ved at se livet fra sine grimme sider, indser mange at penge i sig selv ikke giver meget lykke. |
| |
| 21. okt 12:42 af Aarup! |
Det er da idiotisk at spille på Lotto. Vælg da et andet spil, hvor der er en reel chance for at vinde.
|
| |
| 21. okt 13:01 af Jesper B |
| Penge er ikke lykke, penge er et middel til lykke ... |
| |
| 21. okt 13:14 af Sindberg |
| Jeg kender en landmand der overtog en lille gård efter sin far. Med tiden købte han et par naboejendomme til, og der er sådan set jord nok til at han kunne have startet det store griseeventyr, men han gjorde det ikke. Han laver grise i løsdriftsstald (gamle maskinhuse)og avler en del kartofler. Jeg undrede mig over at han ikke bare solgte jorden fra, da priserne var skyhøje. Han brugte jo ikke de muligheder han havde for at lave penge, og så kunne konen og ham have siddet som millionærer idag. Det argument blev fejet tilside med en nedladene håndbevægelse mens han sagde: "Penge interesserer mig ikke, det er jord og hvad jeg kan med det der er interessant." Han har sine prioriteringer på plads. Han har nøjagtigt hvad han har brug for. Han ved hvad der skal til for at være så tæt på lykkelig, som man komme. Så altså, man kan være lykkelig uden mange penge. Men man skal selvfølgelig have evnen til det.... |
| |
| 21. okt 14:36 af nicolai |
| hehe... nu skraber 180grader alligevel bunden, men måske er det for at udstille humaniora som idioter ved at fremvise et enkelt eksemplar :)? |
| |
| 21. okt 14:38 af Jesper Jellinggaard |
Kære Thomas Erichsen
Alle arbejdsdygtige mennesker har et trade off mellem arbejde og indtægt, baseret på deres personlige præferencer mht både arbejde og indtægt. Hvis folk vurderer penge lavt i forhold til fritid, kan de tage en rationel beslutning om ikke at arbejde særlig meget.
Når du begynder at snakke om freudianske forsvarsmekanismer antager du, at folk ikke kan vurdere deres tradeoff selv, men at du, med din forsvarsmekanisme-fri hjerne, kan tage beslutningen bedre. Den antagelse vil jeg ikke acceptere, og så er denne klumme nær meningsløs :/ Hvis din forståelse virkelig var så udvidet ville du forresten nok lægge mindre vægt på hvad Freud, narkoman og selvhjælpsbogforfatter, har at sige :D |
| |
| 21. okt 15:09 af Kasper M |
Flere penge giver ALT ANDET LIGE!!! højere lykketilstand. Jeg har skrevet "alt andet lige" råbende, fordi det er så uendeligt vigtigt at få med i betragtningen.
Jeg vil umiddelbart tro, at den selvtilfredse familiefar med årsindtægt omkring den halve million og 40 timers fast, ugentligt arbejde, er "lykkeligere" end den stressede direktør med årsløn på 1½ million, som konstant kæmper med at få en 100-timers arbejdsuge til at slå til.
Jeg vil hvertfald hellere være førstnævnte.
Men er man iøvrigt i samme situation, så ER flere penge bare godt at have! |
| |
| 21. okt 15:16 af Jesper Keller |
Penge i sig selv gør selvfølgelig ikke folk lykkeligere, men med penge følger frihed til at købe/gøre de ting man selv vil. Uden penge har man ikke den frihed i samme grad.
Så i den forstand, jo, så bliver man altså lykkeligere af at have flere af dem til rådighed. |
| |
| 21. okt 15:50 af Peter |
| Hvis det er idiotisk at spille lotto er det da endnu mere idiotisk at stemme - så det' |
| |
| 21. okt 16:51 af Hans Jørgen Frølich Petersen |
Hvad skal vi med den klumme, den er ikke andet end en temmelig lang omskrivning af historien og ræven og rønnebærrene.
Personer, som er på røven pga. lav indtægt udgør ikke et samfundsmæssigt problem, hvorimod personer, som er på røven pga. høj indtægt, skaber store problemer, f.eks. i den finansielle sektor.
Ikke nok med at folk med en god indkomst overbelåner parcelhusene i en desperat jagt på mange flere statussymboler, de såkaldte rige keder sig mindst lige så meget som fattige, hvilket får dem til at kaste sig ud i vanvittige investeringer i ejendomme mv., med det resultat at de mister alt til sidst.
Så mens klummeskriveren fokuserer indædt på historien om ræven og rønnebærrene, vil jeg fremhæve historien om konen med æggene..
Men hvorfor ikke interessere sig lidt for vilkårene for det store flertal af borgere, som lever et jævnt og virksomt liv og holder samfundet igang, istedet for alt det højtravende skriveri om marginale grupper ? |
| |
| 21. okt 20:50 af Henrik R Clausen |
| Jeg tror egentlig godt, man kan blive lykkelig uden penge. Det kræver bare langt mere arbejde. |
| |
| 21. okt 21:27 af Skovgaard |
Jeg tvivler på at dem der ikke mener at penge gør én lykkelig vil give mig deres.
Jeg ville fandme være lykkelig. Jeg behøvede ikke at spilde det meste af mit liv med at arbejde. Jeg kunne bare hygge mig og lave de ting jeg ønsker at lave. Der er sgu mange ting som jeg ikke har tid til at nørkle med.
Det gør i hvertfald ikke mig lykkelig når Peugoet værkstedet siger at det da lige koster 40.000 kr at få lavet bilen, når jeg har ca. 8.000 til formålet. |
| |
| 21. okt 22:00 af Tja |
| Gab, tjen selv dine penge det kunne f.eks. være ved at lave et stykke realistisk stykke arbejde! Ikke ved at være en eller anden dum skribent eller hvad du nu laver - og tror det virkelig kan kaldes arbejde. Altså få fingren ud og lave noget landet og samfundet kan bruge til noget i stedet for bare at tænke på dig selv og dit eget ego! |
| |
| 22. okt 09:22 af Jan Daniel Andersen |
@Tja.
Det ligner da ikke dig (hvis du altså er den samme Tja, som ofte kommer med gode liberale holdniger), at komme med en kommentar, der kan tolkes som om du mener at individet er til for staten/samfundet ("Altså få fingren ud og lave noget landet og samfundet kan bruge til noget").
Nu tror jeg ikke at klummeskribenterne her på 180grader, får penge for deres indlæg, men hvis de gjorde var det jo en vurdering, som Redaktionen alene kunne foretage. Og det med rette.
Jeg vil nu mene at en provokerende kommentar, der, efter min tolkning, har til formål at ændre lidt ved vores opfattelse, kan have en fin værdi.
Så vidt jeg kan se, siger klummen ikke at penge er alt... langt fra. |
| |
| 23. okt 21:26 af Jannik Thorsen |
@Tja
Hvis du havde været lidt omhyggeligere med nærlæsningen, ville du have konstateret at skribenten fungerer som skolelærer i sit daglige virke. Klummerne er blot hobby beskæftigelse, og i bedste fald modtager en skribent kun et symbolsk beløb.
Måske du skulle overveje at få fingeren ud, og komme ud at bestille noget, istedet for at rette kritik mod en produktiv borger.
|
| |
| |
Tilføj kommentar |
|
|
| |
| Tilbage til forsiden |
|
|
|
Foto: Bax Lindhardt / Scanpix
|
|
|
|