|
|
| 8. apr 2008 kl 22:30 |
 Print
 Send artikel
|
| Dagens klumme: Niels Westy skriver om den erindringsmedalje, som veteranerne fra 9. april 1940 aldrig har fået, men som de sidste overlevende stadig kan få.
|
| Af Niels Westy Munch-Holbek |
| |
Da tyske tropper den 9. april 1940 kl. 04.15 overskred den dansk-tyske grænse, var Danmarks skæbne besejlet, og små 2 timer senere kapitulerede den danske regering. Men selv om kampene mellem danske og tyske tropper i et internationalt perspektiv var få og begrænsede, var der dog i dansk optik tale om de blodigste kampe, som danske soldater har været involveret i, målt på egne tabstal, frem til i dag. Inden formiddagen var omme, havde 16 soldater og andet personel mistet livet, mens 22 var blevet såret. De tyske tab kendes ikke med sikkerhed, men var sandsynligvis betydeligt større end de danske.
Man kan selvfølgelig spørge sig selv, hvorfor danske tropper overhovedet blev involveret i kamp, nar landets regeringen på forhånd åbenlyst havde opgivet at forsvare landets frihed. Det fremgår af statsminister Staunings nytårstale mere end 4 måneder før den tyske invasion, hvori han bl.a. konstaterer, at "vi kunne på grund af landets karakter ikke skabe et egentlig forsvarsvæsen som andre lande, selv om viljen havde været til stede, og disse forhold i forening med den uvilje mod krig, som efterhånden er udviklet i befolkningen, har ført Danmark ind i en stilling, der umuliggør alle forestillinger om effektivt krigsberedskab".
Den logiske konsekvens havde vel herefter været at sætte et skilt op ved grænsen til Tyskland den 1. januar, hvorpå man kunne meddele, at vi ville overgive os på tysk og så at sende de danske soldater hjem. Til gengæld var Staunings konstatering af den danske hærs tilstand meget rammende. Da tyskerne indledte operation Weserübung (angrebet på Danmark og Norge), stod små 15.000 dårligt udrustede danske soldater, for halvdelens vedkommende rekrutter med kun 3 måneders træning, overfor en invasionsstyrke på 40.000 veludrustede, veltrænede og kamperfarne tyske soldater. Ikke desto mindre kæmpede de danske soldater bravt, så længe kampene varede, og de tilføjede som nævnt tyskerne betydeligt større tab, end de selv led.
Kort tid efter nederlaget, og helt i tråd med den militære tradition siden begyndelsen af det 19. århundrede, blev de overlevende soldater stillet en erindringsmedalje i udsigt. Det fremgår af forsvarsminister Søren Brodersens brev til kong Christian d. X, dateret den 16. juli 1940, hvori det anbefales, at "der tilvejebringes en erindringsmedalje for dem, der den 9/4 1940 rykkede ud med enheder, som sattes ind i kampen for fædrelandet", ligesom der direkte henvises til traditionen for erindringsmedaljer, idet Brodersen påpeger, at medaljen skal tildeles "ganske som erindringsmedaljen for de, der har deltaget i kampene for fædrelandet 1848-50 og 1864".
I december 1940 modtog familierne til de 16 danske faldne da også en mindeplade stort set mage til den, der var tiltænkt enhederne som erindringsmedalje. Tildelingen af mindeplader blev omtalt i pressen, og lederen af statens censur, kontorchef Karl Eskelund, meddelte i en fortrolig skrivelse Københavns redaktørforening, at der ikke ville blive uddelt en erindringsmedalje "indtil videre", hvilket på daværende tidspunkt var en omskrivelse af, at medaljerne først skulle uddeles, "når tyskerne er borte", som det fremgår af et internt notat fra et møde i Forsvarsministeriet i sommeren 1940.
Tyskerne har nu "været borte" i snart 63 år. Der er kun få af veteranerne tilbage - ca. 500 i 2005 - men erindringsmedaljerne til de, der den 9. april var parate til at sætte livet på spil "i kampen for fædrelandet", er fortsat ikke uddelt. I 1945 vedtog den daværende regering nemlig, til skade for veteranerne fra den 9. april, at kæde deres erindringsmedalje sammen med, hvorvidt frihedskæmperne også accepterede en sådan medalje for deres indsats. Man vidste formentlig godt på daværende tidspunkt, at det ønskede frihedskæmperne ikke. Det kunne nemlig opfattes som en blåstempling af den førte danske politik fra krigens start, formentlig det sidste de fleste frihedskæmpere ønskede at være med til.
Da statsminister Anders Fogh Rasmussens i sin historiske tale den 24. august 2003 - i anledning af 60 års dagen for sænkningen af den danske flåde og samarbejdspolitikkens sammenbrud - som den første regeringsleder siden befrielsen tog afstand fra samarbejdspolitikken frem til august 1943, skulle man måske ellers have ment, at der var mulighed for at opfylde løftet fra 1940 om en erindringsmedalje, dette er desværre ikke tilfældet.
Den nuværende regering har i lighed med alle tidligere regeringer siden 1945 afvist at uddele den lovede erindringsmedalje. Det har ellers ikke skortet på forsøg på at få sagen taget op igen gennem årene.
Helt grotesk bliver det, når man betænker, at Venstres daværende forsvarspolitiske ordfører, og senere forsvarsminister Svend Aage Jensby med henvisning til en artikel i Jyllands-Posten den 9. april 2000 efterfølgende skriver bl.a. følgende til daværende forsvarsminister Hans Hækkerup: "Jeg synes, det er på sin plads og fuldt fortjent, at danske soldater, der har gjort tjeneste i f.eks. Kosovo tildeles en medalje. Imidlertid burde man efter min mening i ligeså høj grad tildele de soldater, der dengang kæmpede direkte for Danmarks frihed mod en overmægtig fjende, en medalje."
Et er, at Hans Hækkerup afviste Svend Aage Jensbys opfordring. Noget andet er, at Jensby senere, da han selv var blevet forsvarsminister, også har afvist at tage sagen op igen, med stort set samme standardbegrundelse som sine forgængere. I et af sine afslag som minister skriver Jensby således: "Da den daværende regering [1945] mente, at risikoen for modstandsfolk og soldater, der gik i direkte kamp mod fjenden, var lige stor, var det regeringens ønske, at såvel soldater som sabotører og modstandsfolk i øvrigt skulle hædres for deres indsats under krigen ved en tildeling af en medalje, men da modstandsbevægelsen kom med indvendinger imod den påtænkte dekorering, henlagde man sagen."
En central begrundelse for afslagene gennem årene synes at være, at de sker "i respekt for den beslutning der var taget efter befrielsen i 1945", eller som daværende statsminister Paul Nyrup Rasmussen skriver i et andet svarbrev på en forespørgsel i september 2000: "... Jeg finder tillige, at det ville være forkert om en regering, hvor hovedparten af medlemmerne ikke var født i 1945, skulle omgøre en beslutning truffet af den ansvarlige regering i 1945."
En besynderlig begrundelse, der som historikeren Torben Jørgensen lakonisk bemærker i sin bog "de aldrig hædrede" indebærer, at "enhver dansk lovgivning, der på en eller anden måde hidrører tiden før 2. Verdenskrig, f.eks. dele af Jydske lov osv. for tid og evighed skal stå uforandret".
Her står medaljesagen så stadig den dag i dag, 63 år efter at Danmark kapitulerede til Tyskland. Og selv om der kun er få af veteranerne tilbage, vil jeg gerne med denne klumme endnu en gang opfordre den danske regering til at hædre dem med den erindringsmedalje, der burde være uddelt for længst til de soldater, der i modsætning til deres politiske herrer var parate til at kæmpe og dø for Danmark og danskernes frihed.
Niels Westy Munch-Holbek er cand. polit., uddannelsesforstander på Handels
og Teknisk Gymnasium Nordsjælland og vicepræsident for Akademiet for Fremtidsforskning
|
|
Tilbage til forsiden |
|
|
| |
Kommentarer |
| 8. apr 22:52 af FF |
| Jeg er enig i, at man burde hædre de faldne, men det er underlødigt at påstå, at politikerne ikke kæmpede for Danmarks frihed; de arbejde for at undgå en nazificering af samfundslegemet - altså bortset fra KU'erne der heilede, Landbrugernes Sammeslutning, Venstre, der førte klassekamp, og de reaktionære og konservative Højgaard-kreds. Må man have lov at spørge, hvad politikerne ellers skulle have gjort? Slået alle 10.000 ihjel til ingen verdens nytte, eller ladet KBH bombe og befolkningen sulte? |
| |
| 8. apr 22:53 af Jens Hansen |
Jeg tror det er for sent, samfundet er et helt andet sted idag og har i et par generationer været endnu længere væk, så selvom vi måske nok bevæger i retning af at forstå det der skete dengang og interessen er stigende, så går udviklingen nok så langsomt at det ikke kan nås.
Desværre! |
| |
| 8. apr 23:17 af .. |
#FF
Det med KU er noget værre vås!
Ja, KU heilede, men kun indtil de hørte om kz-lejrerne og de andre frygtelige ting nazisterne rendte og lavede!
Da de fandt ud af det, stoppede de straks og under besættelsen var de en aktiv del af modstandsbevægelsen. |
| |
| 8. apr 23:18 af .. |
#FF
Det med KU er noget værre vås!
Ja, KU heilede, men kun indtil de hørte om kz-lejrerne og de andre frygtelige ting nazisterne rendte og lavede!
Da de fandt ud af det, stoppede de straks og under besættelsen var de en aktiv del af modstandsbevægelsen. |
| |
| 8. apr 23:29 af FF |
Sådan noget revisionistisk vrøvl. De heilede SELVOM de så KZ-lejrene. Dokumentation:
http://www.solidaritet.dk/soli04-2/3.htm
Og læs nu hvad der står og vurdere om det er lødigt, før der kører en eller anden konspiration videre. |
| |
| 9. apr 01:35 af Nicolai |
det der er vel næppe lødig og objektiv forskning, når de bringers og skrives til de dybt venstre orienterede fora.. det giver jo ingen mening at kalde kommunister demokratiets frontkæmpere..
Eneste videnskabligt saglige jeg kender til er bogen "Mellem demokrati og facisme" af Erik Jensen:1983 en revideret udgave af et special om KU i start 30erne..
du glemmer at også venstre fløjen heller ikke kæmpede for demokrati, det var endnu ikke den eneste sagligt gørende statsform, hvilket Weimar republikken have vist for mange..
Kommunisterne, soc.dem. og KU havde alle uniformerede korps.. Heilingen havde ingen forbindelse til Nazismen, det ligger jo i konservatismens natur at man umuligt kan hylde en ideologi som er bundtet op på tyskhed, i en tid hvor gud, konge og færdeland betød noget.
KU flirtede med facisme, ingen tvivl om det, men Hitler var altså ikke den store bussemand før tiden omkring krigsudbudet. før det blev han set som en der genopbyggede tyskland og gav de forarmede tyskerne brød og arbejde
KU og Soc. dem blev enige om at droppe det paramilitære fis og volden.. og soc.dem opgav også selv det revolutionære aspekt i 30erne.. først i sen 30erne var demokratiet en fast form som alle partierne støttede de eneste som holdt ved volden og revolutions romantikken var kommunisterne, hvilket de jo stadigt gør..
Hvis KU'er ikke kæmpede under krigen, kan du så ikke fortælle mig hvad BOPA står for?
|
| |
| 9. apr 07:28 af FF |
@ Nikolai
Jo, Bopa står for Borgerlig Partisaner og var en kommunistisk gruppe! (http://da.wikipedia.org/wiki/BOPA). Dem der kæmpede var stærkt højre- eller venstreorienterede, ikke mainstrema demokrater
Men du håbede lige i fælden mht. linket; det er venstreorienteret og dermed løgn. Men det er jo dokumenteret med citater?
Jeg må bede om beviser på, at der af Socialdemokratiet eller DSU var sanktioneret at gå med uniform - hvilket det var i KU. Ligeledes er det direkte løgn af revolutionær strømninger eksisterede i soc.dem som strukturfænomen i 1930'rne (læs: Evt: Danmark for Folket, 1934).
Direkte komisk bliver det, når du påstår, at heiling ingenting har med nazisme at gøre. Har en burka heller ikke noget at gøre med islam? |
| |
| 9. apr 07:49 af Astrid |
Der var kun en enkelt gruppe, der gik til modstand imod tyskerne lige fra 9. april 1940. Det var det nationalkonservative Dansk Samling - datidens Dansk Folkeparti.
Kommunisterne kom først med over et år senere, da Tyskland angreb Sovjetunionen.
Men de konservative i form af partiformand Christmas Møller kom også hurtigt med i modstandskampen. Han flygtede til London for derfra at opfordre den danske befolkning til kamp imod tyskerne. Forinden havde han startet bladet Frit Danmark sammen med Aksel Larsen, kommunisternes formand.
Det var især socialdemokraterne og de radikale, der førte an i samarbejdspolitikken med nazisterne. I maj 1940 erklærede f.eks. det radikale Politiken i en leder, at Churchill var en "farlig mand", fordi han ikke vil slutte fred med Hitler. Og den danske regering med udenrigsminister Scavenius i spidsen hyldede samme måned de store tyske sejre på vestfronten imod England og Frankrig.
Socialdemokraterne og de radikalt var helt indstillet på, at Danmark skulle være en del af det kommende nazistiske Neuropa. Og den fhv. radikale partiformand, Scavenius, der endte som statsminister, ville endda have, at Danmark skulle deltage i krigen på tysk side.
Venstre med var i samarbejdspolitikken i starten, men i 1942 forlod Venstres formand Knud Kristensen regeringen i protest, fordi han mente, at den øvrige regering var gået for langt i dette samarbejde med nazisterne.
|
| |
| 9. apr 07:51 af Astrid |
| Iøvrigt: Tak for artiklen. Naturligvis skal de danske soldater, der heroisk kæmpede imod tyskerne den 9. april, have deres medalje. Det manglede da bare! |
| |
| 9. apr 08:01 af Kåre |
Jeg synes soldaterne bør have en medalje.
Men at staten giver dem en medalje vil være det samme som at sige politikerne dengang tog fejl.
Alle ved jo hvordan det går når politikere skal erkende og indrømme fejltagelser.
Nutidens politikere kan som det nævnes stadig nå at udstede medaljen.
|
| |
| 9. apr 09:32 af Søren Andersen |
| De danske soldater, der var med den 9. april 1940, og som stadig lever, er blevet for gamle til at tage det pjat med at hænge medaljer på hinanden alvorligt. |
| |
| 9. apr 09:41 af Astrid |
@Søren Andersen
Kender du nogen af dem? |
| |
| 9. apr 10:43 af Anders |
@Astrid
Ja, Socialdemokraterne og De Radikale havde frontpersonerne i samarbejdspolitikken, men Venstre, og især Venstres bagland, var mindst ligeså meget med. Der var ingen der tjente så stort på besættelsen som de bønder, der solgte til tyskerne. Men igen er det vel også et spørgsmål om ikke at se et parti som et kollektiv. Nogle socialdemokrater, blandt andre en ung Anker Jørgensen og Kampmann, der sad i centraladministrationen, kæmpede mod tyskerne, mens andre ikke gjorde. |
| |
| 9. apr 11:29 af Nicolai |
@FF sorry, du er simpelthen for forblændet af dit politiske ståsted.. og fordi en videnskabelig set underlødig, og dybt subjektiv tekst har citater, gør det den ikke mere objektiv.
Grund til at jeg siger det ikke er noget specielt nazistisk?
Agitationsformen dengang, var sådan, se på forskellen mellem kommunistisk og nazistisk propaganda.. fokus på kroppen, var både en socialistisk og en nazistisk/NAzistisk ting.
KU var faktisk inspirreret af kommunisterne, fordi de så deres agitations midler, som virksomme. og kopierede dem.
Du må prøve at holde dit nutidige syn på ting og sager væk, og se tingene i deres samtid, og kontekst.. hvis jeg viste dig et billede af en Ambulance fører fra 1930, ville du med det samme sige han var nazist.. Han har stort set en Gestapo uniform på, og ridestøvler. eneste forskel er emblemerne.
Grunden til vi fik et uniforms forbud, var den stigende konfrontation mellem DSU og DKP, som kulminerede med en ung DSU'ers død 9 november 1932.
KU vr inspirreet som sagt, og de følte det også nødvendig at oprette beskutelseskorps, da konservative møder reglmæssigt , blev forstyrret, og chikaneret af DKP'er/DSU'er.
DKus tilsvarende ordenskorps hed Frontkæmperne, DSU's hed Mødeværnet. og komsenere til at hedde Trepile korpset. brug for dokumenation?, igen lån
"Mellem Demoktrati og facisme" Jensen, Erik:1983. Det er en videnskabelig afhandling fra Odense universitet. ikke et stykke retorisk historie fordrejning.
du kan evt. også gå ind på National museets nyere tids samling, så vil du se en trepile standart, brugt af korpset. Grønt flag, med 3 hvide pile på.
Uniforms forbuddet blev vedtaget 12 April 1933. til stor harme for KU, fordi de først lige var begyndt at blive uniformeret. De følte at Loven først var kommet efter de var begyndt at oprette et korps, medens DKP og DSU havde været uniformeret i længer tid.
Alt denne inspiration kom både for højre og venstre fløjens vedkommende fra Tyskland, og er en direkte spejlning af forholdne i start 30ernes Tyskland, indtil DNSAP kom til magten. alle var lige gode om det. DSU og KU sluttede følgende brogfred, 9 november efter DSU'eren Verner Oscar Nielsens død, i en kamp med DKP'er. Og holdt sig herefter fra at chikanere hindandens vælgermøder.
Intet af hvad jeg skriver er "direkte løng" det er faktisk noget jeg har beskæftiget mig med på forsknings niveau, men så igen, jeg skal jo heller ikke bruge det til at fast holde et sort hvidt billede af verden.
Nu ved jeg ikke hvad du mener med Strukturfænomen, selvom det lyder godt, Men dele af DSU havde meget svært ved at slippe de revolutionære strømninger, de var kommet fra. Dermed ikke sagt at det var officiel politik. Uniformeringen af KU's agitations korps, var også meget omdiskuteret i KU internt. Men selv Christmas Møller mente at det måtte til for at beskytte vælgermøderne mod chikane fra Venstre fløjen. han var dog bestemt ikke begejstret for det.
Hvis der er noget som er tankevækkende ved den tids ungdoms agitation, så er det i hvor høj grad Trepile korpset er blevet udeladt af Soc.dem.s egen historie fortælling. |
| |
| 9. apr 11:46 af Astrid |
@Anders
Der var altså nogen, der ikke var med i modstandsbevægelsen, og som ligefrem modarbejdede den.
Den socialdemokratiske statsminister Buhl opfordrede i 1942 befolkningen at være stikkere overfor frihedskæmperne.
Statsministeren kaldte ved den lejlighed frihedskæmperne for "chauvinister og kommunister". Og chauvinisterne var naturligvis de nationalkonservative i Dansk Samling (inklusive Kaj Munk og en del Tidehvervs-folk) samt en række konservative. En af dem var iøvrigt Citronen, der som bekendt lige nu er meget aktuel med filmen "Flammen og Citronen".
De radikale var heller ikke med i modstandsbevægelsen, men var det parti, der via Scavenius stod for det mest intime samarbejde med nazisterne. Det kan egentlig ikke undre, for de radikale er jo altid til fals for totalitære ideologier. Dengang var det altså nazismen, så blev det kommunismen, og nu altså islamismen.
|
| |
| 9. apr 12:46 af Jimmi Kristensen |
Jovist var der kommunister med i bopa, oprindeligt hed det kopa, kommunistiske partisaner, men da de slog sig sammen med borgerlige, primært konservative, skiftede de navn til BOPA, der var i modsætning til hvad man skulle tro ikke det store modsætningsforhold, man kæmpede for et fælles mål.
Men kommunisterne var altså ikke aktive, indtil Operation Barbarossa, angrebet på Sovjet. de støttede en diktator der var langt værre og voldelig end Hitler, og slog langt flere ihjel, og var også glade for Molotov-Rippentrop aftalen, der delte Polen og gav russerne det meste af Østeuropa.
Og behøves jeg minde jer om Spanien, hvor kommunisterne ikke lavede andet end at kæmpe mod demokrater og anarkister, samtidig med at man samarbejde med nationalistiske og ultrahøjreorienterede baskere, med det resultat at Franco vandt krigen, hvilket de fleste spaniere faktisk også var glade for.
Nej, lad os bakke op om alle der kæmpede for Danmarks frihed, men evt medaljer må under ingen omstændigheder gå til de sidste dages hellige, dem der først blev modstandsfolk i maj 1945. |
| |
| 9. apr 13:02 af FF |
@ Nikolai
Politisk bias? Kan du pege på, hvilke af de kilder, som den artikel, jeg henviser til ovenfor, der ikke er objektive? Han bruger endda samme bog som du selv! Jeg kan slet ikke forstå, hvordan du som "forsker" kan få dig selv til at sige, at det at heile ingenting har med nazisme at gøre. Med strukturfænomen mener jeg, at man ikke kan finde belæg for (også i omtalte bog), at ledelsen i DSU havde sanktioneret Mødeværnet - det havde man i KU. Man kan heller ikke finde belæg for, at konfrontationen sluttede efter 1932. Derimod optrappede KU-konflikten med ridestøvler og naziretorik på KU-møde i 1933, besøg i Nazityskland og Italien - for ikke at glemme Carstens Rafts herostratisk berømte bidetangscirkulære. Det gjaldt også kommunisterne. DSU stod totalt på folkestyrets side, selvom der som i alle partier naturligvis var enkelte afvigere, som systematisk blev eskluderet. Det er simpelthen for plat at trække DSU op på samme niveau som KU. Fascisme var strukturelt funderet i KU(ledelsen), ej i DSU(perifært).
Jeg synes, det er helt ok at være mod samarbejdspolitikken, men man må vel forlange, at hvis man er det, så tager man også ansvar for at tusindsvis af danske soldater og civile var faldet i forbindelse med 9.april. Man må tage ansvar for at i hundredetusindvis formentlig var sultet ihjel, som det skete i Holland. Det kræver lidt indføling i situationen at valget var uhyggelig svært, og at begge positioner krævede moralske og menneskelig ofre. |
| |
| 9. apr 14:24 af FF |
@ Jimmi Kristensen
Det er altid interessant at læse 180-grader - alting bliver vendt på hovedet. "Og behøves jeg minde jer om Spanien, hvor kommunisterne ikke lavede andet end at kæmpe mod demokrater og anarkister", skrev Jimmi Kristensen. Øhhhhh, det var Franco, der væltede den lovligt og demokratisk valgt socialistiske regering? Eller det er måske også en skrøne? Begrædelig læsning. |
| |
| 9. apr 14:27 af |
well.. jeg er nu fuldstændigt enig i sidste del af din post.. det er for nemt at dømme datidens politiker, for samarbejds politikken. Man var der ikke.. man blev ikke afkræver et ansvar.. jeg tror at datidens politkkere gjorde de bedste de mente de kunne gøre, for at føre Danmark helskindet igennem en verdenskrig, som man ærligt talt ikke kunne gøre meget ved. Hæren var jo f.eks. fuldstændig forarmet, og kunne intet har gjort mod de 40.000 Tyske soldater som rykkede ind. og selvom denn havde været moderniseret, vile modstand ærligt talt ikke have ført meget med sig.
Heilingen eller rettere den oprakte hånds hilsen, som de kaldte det., blev f.eks. også brugt af Akademisk skytte korps i 20erne, og det var endnu ikke så politisk belastet af Nazismen i start 30erne som det blev efter hitlers magtovertagelse.. alt andet er en nutidig efterrationalisering..
KU eller retter deres ST korps (igen er rigtigt uheldigt navn), en stor del af deres virkemidler osv. var direkte inspireret af kommunister/arbejdsbevægelse og nazismen, fordi man var misundlig på deres evner til at "gå på gaden" og få fat i folk.. virkemidlerne var de samme, men indholdet var på ingen måder nazistisk. igen, fordi nazismen var tysk funderet, og derfor aldrig kunne vinde klangbund i konservative nationale kongetro kredse. Dansk nazister,blev jo åbentlyst betragtet som femtekolonne tysk bevægelse.
Det var mange facistiske træk, men som Erik jensen også konkludere, så var det faktum at folk som blev tiltrukket af den facistiske agitations måde, blev indrulleret i et demokratisk parti.Med Christmas-Møller ved roret, hvorvod KU blev spændt for den palamentariske vogn, som Jensen slutter af med i sin konklusion.
Din kammersjuks politiske bias skinner igennem i hele teksten, den er dybt normativ og super postulerende.. og åbentlyst skrevet til et specifikt politisk publikum. den slags revisionistisk historie skrivning, er ikke meget bedre en benægtelse af holocaust.. , hans sigte er jo eksplicit, at omgøre historie skrivningen. og alle hans præmisser er jo grebet ud af den blå luft. bare indlednigen.. Den ideologi bærende historieforfalskning" jesus.. den slags doktrinære terminologier er jo ikke blevet brugt i 30 år, selv i normale venstreorienterede kredse...
""Den ideologi-bærende historieforfalskning bag myten om den demokratiske højrefløj og den udemokratiske venstrefløj er historien om borgerskabet og de borgerlige partier som en vedvarende og stærk demokratisk kraft i den europæiske udvikling, koblet sammen med en forglemmelse eller ligefrem benægtelse af den lange og stærke demokratiske tradition i den vesteuropæiske arbejderbevægelse og socialisme. I dag, hvor alle gerne vil fremtræde som demokrater, er det værd at erindre sig, at demokrati faktisk er tilkæmpet og at udfaldet af denne lange historiske kamp længe var uvis. Der var nogle, der var for demokrati og pressede på for at få valgretsudvidelser og andre rettigheder, og der var omvendt meget længe stærke politiske og sociale kræfter, der kæmpede imod sådanne demokratiudvidelser.""
Og hvad angår DSUs sanktionering af mødekorpset angår, så var "Trepile korpset" sanktioneret" af DSU, men de nedlagde det også selv, da man en gang for alle havde svoret demokratiet som det eneste farbare vej. og ingen tvivl om at DSU var hurtige end de andre til at slå bak. DKP kom aldrig videre.. KU fik endeligt renset de værste elementer ud i 36, nogle af disse stiftede herefter Nationalt Samvirke.
Det overorndede var at det var beskyttelses korps, som DSU og KU følte sig nødsaget til at stifte. især pga DKP, og senere hen brugte de dem mod hindanden.. DSU's "blåbluser", og DKU's "gråbluser" gjorde man også i KU mente uniformering var en god die.
KU var inspireret af den facistiske agitationsform, soc.dem. af den socialistiske, som den blev udspillet på gaderne i Tyskland i 20erne-30erne det er vel ganske naturligt. Agitations formerne var nemligt super effektive, Men de opdagede hurtigt, først DSU, siden KU at det ikke var en farbar vej. så Nej Facismen var ikke strukturelt funderet i KU Ledelsen, der var en konstant kamp iledelsen om hvilken vej som var farbar, med Christmas Møller på den ene fløj, og de ledende folk i ST korpset på den anden.. Netop mødet i 33 som du henviser til KUs delegeretmøde, var der hvor de meget eksplicit blev ytret stærk modstand og lede ved den oprakte hånds hilsen, navnet Stormtropper, og "udendørsaktiviteterne" som man kaldte det.
Men verden er selvfølgeligt nemmere at forstå når den passer ned i en færdig Matrice, og man kan nøjes med at udgyde den ene kliché efter den anden. det er derfor alle ideologier er farlige.. de kan kun se verden gennem deres egen optik. læs selv på noget, istedet for at lade dig fodre med revisionistisk historie skrivning. Men hvis du virkeligt kan æde den slags beton socialistiske retorik, er du vel nok så langt ude på venstre fløjen at dit verdenssyn er lukket for andet.
|
| |
| 9. apr 21:46 af Niels B Andersen |
FF:
Der døde omkring 50 KU'ere i modstandskampen, men det er selvfølgelig ligemeget eller hvad? |
| |
| 10. apr 06:06 af FF |
@ Niels B Andersen
mærkelig præmis: der døde også socialdemokrater i KZ-lejre og i modstandskampen. For slet ikke at tale om kommunister! "Men det er selvfølgelig lige meget eller hvad?"(!!!!!) Hvis du vil blande dig i en debat, der for en gangs skyld er over neandertalerniveuaet, så gør det lige ordentligt |
| |
| 10. apr 08:49 af Niels Westy |
| Bemærkelsesværdigt hvad en klumme kan indebære af kommentarer, hvoraf en betydelig del vist ikke har meget med emnet for klummen at gøre. Men på den anden side giver kommentarerne måske et meget godt bud på, hvorfor soldaterne aldrig har fået den anerkendelse, der ellers har været tradition for her i landet. Jeg er ikke sikker på, at jeg bryder mig om hvad dét siger om os som nation. |
| |
| 10. apr 15:25 af FF |
| Der er ingen tvivl om, at der ikke er nogen af de politiske partier, der ønsker at få rodet for meget op i den politiske fortid fra 2V, selvom det efterhånden er længe siden. Jeg tror, det er sådan det hænger sammen. Det ville hurtigt udstille magthavernes kynisme (de borgerlige var orienteret på møde den 8.april): ofre nogle stykker for at bevare kamp-forestillingen, og så selv tage "æren" for samarbejdspolitikken efter krigen. Jeg tror det fortæller meget om datidens logik. Det ville ellers være en oplagt flanke i Anders Foghs opgør med samarbejdspolitikken! |
| |
| 10. apr 16:38 af Nicolai |
Foghs opgør med samarbejdspolitikken, var en gang kontrapunktisk ævl.. Alle vil hellere være helte som kæmpede i mod til sidste mand.. det er jo kun et teoretisk spørgsmål idag. og derfor nemt at moralisere over.. det svarer til dikotomien der altid er (og skal være), mellem ungdoms partierne, og moderpartierne.. verden ser bare anderledes ud når man sidder med livets prosa op til halsen..
|
| |
| 25. apr 14:50 af Bræstrup |
NWH: sorry. glimrende klumme, men jeg tillader mig også at kommentere på den afledte debat ;o)
@FF: Det synes mig, at du ser verden meget gennem dine egne briller. Sagen er jo den, at der var en væsens forskel mellem det yderste højre og det yderste venstre i DK i tiden op til 2. verdenskrig. Selv de mest nationalistiske konservative, var jo netop dette: nationalistiske (læs: vilde med Danmark). Uanset hvor forblændet de måtte have været af den tyske nationalisme, så var det som inspirationskilde. I det øjeblik Tyskland angreb DK var de fjenden.
Omvendt med den yderste venstrefløj, der så sig selv som en arm af den internationale socialisme. De ville have jublet alle som én, hvis det var sovjetiske tropper, der var rullet over grænsen d. 9. april.
Din - og ligesindedes - fejl ligger I, at I tror, at når man var på den modsatte fløj, så måtte man nødvendigvis juble, når fascisterne kom. Nej! For det var jo et andet lansd fascister. Det var tyske nationalister.
det svarer lidt til at antage, at det er de mest die-hard FCK fans, som vil juble mest, hvis Brøndby vinder over FCK. "De ligner jo Brøndby-fansne på en prik i deres metoder..."
- bræstrup |
| |
| |
Tilføj kommentar |
|
|
| |
| Tilbage til forsiden |
|
|
|
Foto: Bax Lindhardt / Scanpix
|
|
|
|
