|
|
| 18. okt 2007 kl 22:30 |
 Print
 Send artikel
|
| |
At man i England i længere tid har givet narkomaner belønning for at holde sig stoffri er måske ikke så tosset, som det lyder. Det burde det ellers være, hvis man skulle tro den almindelige opfattelse af narkomani som en form for sygdom. Sygdomme kan naturligvis ikke helbredes eller mildnes med lovning om gaver til den syge, såfremt han formår at blive rask. Om så guleroden var en million kroner, så ville det ikke kunne helbrede en kræftpatient - end ikke en, der lider af influenza, kan blive rask med den slags midler.
Men med den "sygdom", som man kalder narkomani, er det anderledes. Her kan patienterne mirakuløst helbrede sig selv for deres stofmisbrug, hvis der stilles dem en gave i udsigt. I USA har adskillige forsøg dokumenteret at selv små præmier for at holde sig clean - biografbilletter f.eks. - kan føre til, at narkomanerne pludselig evner at holde deres misbrug i ro for en tid. Det tyder på, at forestillingen om narkomani som en sygdom bare ikke holder.
"Just say no," lød en amerikansk kampagne mod misbrug af stoffer, men den var henvendt til dem, der ikke allerede havde indledt et systematisk misbrug. Måske burde man også sige det til mere forhærdede narkomaner: Bare sig nej. Find noget andet at bruge livet på. Hvis du kan holde dig fra stofferne med lovning om en gave, så burde du også kunne holde dig fra det uden anden belønning end udsigten til et længere liv under mere normale vilkår. Hvis det altså er det, du gerne vil. Og hvis du ikke vil, så er der intet, som andre kan gøre for dig.
Måske er opfattelsen af narkomani som en sygdom i virkeligheden med til at holde mennesker fast i misbruget. De lader sig bilde ind, at deres situation ikke er deres egen skyld, at de blot er blevet ramt af narkomanien, ligesom man kan rammes af astma eller af en anden kronisk lidelse, og derfor kan de ikke gøre andet end at vente på, at nogen kommer og redder dem, på samme måde som den syge venter på en ny genkur. Hvis det forholder sig sådan, så er den rette kur for narkomanen blot en dosis sandhed: Du kan, hvis du vil. Men viljen kan du kun selv fremskaffe.
|
|
Tilbage til forsiden |
|
|
| |
Kommentarer |
| 18. okt 22:40 af Sirenen |
Hej
Hele præmissen er forkert. Man kan heller ikke helbrede sukkersyge ved at uddele belønninger, men derfor er bærere af sygdommen alligevel bedst tjent med at undgå sukker helt eller næsten.
Jeg kender ikke så meget til narkomani, men jeg går ud fra, at sygdommen er i familie med alkoholisme, og netop synet på alkoholisme som en sygdom er med til at hjælpe mange mennesker ud af misbruget, fordi en alkoholiker kan ikke holde op med at være alkoholiker, og erkendelsen af dette er altafgørende. Men en alkoholiker kan til gengæld blive ædru ved at lade være med at drikke. Langt størstedelen af ædru alkoholikere vil imidlertid falde i igen, hvis de tager en eneste genstand.
Så spørgsmålet er faktisk ikke, hvorvidt der er tale om en sygdom, men om, at bærerne af en sådan sygdom selv skal tage ansvaret for deres liv og deres helbredelse - og det skal de naturligvis. Stoffriheden burde jo være belønning nok i sig selv.
Mvh. Sirenen |
| |
| 18. okt 22:54 af Kasper Kyndsberg |
Ad Sirenen
Hverken narkomani eller alkoholisme passer på definitionen af hvad der menes med en sygdom. Det er vigtigt at holde fast i.
Modsat sukkersyge eller kræft, er det ikke et aktivt valg at have sygdommen, og man kan ikke med sin vilje alene få den til at forsvinde. Det kan man med narkomani og alkoholisme.
Derfor er du som narkoman eller alkoholiker ikke et viljeløst offer for din situation ("sygdommen") - du skal bare vælge at lade værre.
|
| |
| 18. okt 22:59 af buller |
Sirene dog,
Sukkersyge skyldes at kroppen ikke kan producere (nok)insulin, på grund af ødelæggelser af bugspytkirtlens insulinsekretion. Dette kan du ikke sammenligne med narkomani. Jeg håber du ikke læser til læge?
Narkomani kan derimod sammenlignes direkte med druk og smøger. Det kan i overført betydning også sammenlignes med overførselsindkomster, der på samme måde som nako skaber afhængighed og kan blive en varig tilstand. Man kan næsten altid kun komme ud af det ved ydre pres og hertil hører "guleroden" som en starter, derefter mere håndfast støtte. |
| |
| 19. okt 03:35 af Milton Rand |
Så vidt jeg har forstået anser man alkoholisme og narkomani for en sygdom fordi indtagelsen af disse påvirker bestemte signal-stoffer i hjernen. Jeg må indrømme at jeg ikke helt ved hvordan stoffer som heroin virker ifht. alkohol, så her må i altså bære over med at jeg kun berøre alkohol (jeg kunne dog forestille mig, at narkotika fungere på samme måde som alkohol, blot langt voldsommere)
Alkohol påvirker div signalstoffer (dopamin, serotonin og endorfiner) i hjernen og hæver mængden af dem, som så gør at man får det godt.
Når man bliver ædru går disse stoffer tilbage til det normale niveau.
Men hos nogen mennesker falder niveauet af disse signalstoffer til under det normale nievau når de holder op med at drikke, hvilket gør dem deprimeret (i klinisk forstand). Fra da af kræver hjernen nu alkohol for overhovedet at producere dem.
Når det er forsimplet at sige, at alkoholisme er folks eget ansvar, er det netop fordi den enkelte person ikke kan vide hvordan han reagerer på alkohol. Jeg drak tæt i min ungdom, men min hjerne vedblev med at være i stand til at bevare niveauet af disse signal-stoffer også uden alkohol. I den mest ekstreme grad kan enkelte branderter få hjernen til at holde op med at producere disse signalstoffer.
Hvis personen så nægter at drikke alkohol vil han opleve lang tid hvor han er deprimeret og nedtrykt. Han kan vælge at holde op med at drikke alkohol alligevel, men en hård tid vil altså vente forude. Og det er jo her hunden ligger begravet. Alle os der har en hjerne som ikke er overfølsom over for alkohol, kan sagtens sætte os op på den høje hest og sige "det er din egen skyld, du kan da bare lade være ligesom os andre" Forskellen er blot at alkoholikerens hjerne ikke reagere på samme måde som vores, og han har ingen ide om det, før det er for sent.
Os med en normal hjerne kan på ingen måde sætte os ind i hvordan en alkoholiker uden alkohol har det, og af den grund skal vi da nok være lidt forsigtige med blot at uddele ansvar og skyld.
|
| |
| 19. okt 04:31 af Kurt Svendsen |
Kan det ikke være ligegyldigt, om narkomani er en sygdom eller ej? Nej, ikke for 180 Grader, der bruger enhver lejlighed til at hakke på samfundets svageste.
Det er usmageligt, når resourcestærke mennesker viser en sådan isnende kulde og mangel på indfølingsevne overfor andre, der er kommet galt afsted, og jeg er tilbøjelig til at tro, at det ikke bare skyldes disse unge liberalisters politiske overbevisning, men også deres uvidenhed og mangel på livserfaring.
Uanset om man ender som en liberalistisk kulturignorant eller en sygdomsbefængt narkoman, så har man en historie bag sig, der er altid en forklaring på et menneskes skæbne, og den forklaring er altså ikke altid ugidelighed eller mangel på viljestyrke, som 180 Minusgrader proklamerer.
Kære unge mennesker på 180 Grader, I må godt nok have høje tanker om Jer selv, sådan som I kan sætte Jer til dommere over andre, så høje tanker, at I nok får svært ved at komme ned på jorden igen til virkelighedens verden. Men jeg vil opfordre Jer til at gøre et forsøg - og se så at blive voksne! |
| |
| 19. okt 05:46 af Kristoffer Bohmann |
Kurt Svendsen misforstår pointen, det er ikke et spørgsmål om at hakke på nogen. Pointen er at her er et politisk redskab som rent faktisk ser ud til at virke: en økonomisk belønning kan gøre narkomaner stoffri. Det må da også være i Kurt Svendsen og hans meningsfællers interesse.
Nogle gange bliver jeg i tvivl om de som udgiver sig for at være "de svages beskyttere" har en skjult dagsorden om at fastholde narkonaner og andre afhængige i deres afhængighed. Tænk hvis alle narkomaner kom ud af deres afhængighed, så var der slet ingen at redde, og deres målgruppe (de svage) ville være forsvundet. Det ville jo føre til betydelige identitetsproblemer når der ikke længere var behov for deres mødrende omsorg.
/Kristoffer Bohmann |
| |
| 19. okt 06:51 af buller |
Fuldkommen rigtigt Kristoffer.
Folk som Kurt Svendsen får et betydeligt problem med at finde en livsbegrundelse, hvis de ikke vedbliver at finde klienter der skal beskyttes og passes, og formår at fastholde klienten i sit problematiske liv. Det vil fuldkommen ruinere selforståelse, egen værd og selvfølgelig begrundelsen for en fed hyre.
Så bruges det sædvanlige vokabular, her "resourcestærke". Det er noget man er og bliver ved mådehold, hårdt arbejde og over lang tid. Det er ikke kastet i vuggen til langt de fleste af os. Og vi er ikke yngre uden livserfaring alle sammen. Langt de fleste klientindustrielle jeg har mødt har en livslang erfaring i netop denne industri. De har måske selv set en "liberal" og endda snakket med en før. Livserfaring? jeg har nok til tre-fire liv!
Vi kan ikke pyldre en narkoman, alkoholiker eller ryger sund - det er iskold styring og kontrol sammen med fornyet livsindhold der skal til. Det kræver helstøbte personer at klare det nummer, Svendsen. |
| |
| 19. okt 08:13 af |
Ulækkert!! Det er fandeme det rigtigt ord. At folk her bare tænker, at folk som arbejder med misbrugsramte kun gør det for at holde dem i misbruget, så de kan hæve deres fede hyre... Spænd lige hjelmen!
Der er forskel på misbrug. Weekendbrugerne af typen "det går nok, jeg er ikke afhængig" og de hårde narkomaner og alkoholikere, hvor problemerne ligger noget dybere. Den første gruppe kan sikkert (som lederen nævner) "bestikkes" til at lade være, men den anden gruppe kan altså ikke. Det er helt andre problemer de tumler med. Mange har en psykisk sygedom oveni deres misbrug, eller helt uoverskuelige personlige problemer, som de ikke kan finde ud af uden hjælp. Det er fakta!! De kan ikke bare lade være. Det ville kræve mere viljestyrke end nogen af de ramte har. Hvis man ikke forstår problematikken, så hold dog kæft!
|
| |
| 19. okt 08:52 af RL |
Kære alle,
Der er ingen narkomaner i dag der er blevet presset til at tage det første fix. Som nogle her hævder så er det nok startet ved almindeligt weekendnarkomani som kokain, extacy eller hvad ved jeg. Jeg er for gammel til at have prøvet noget af det. Men INGEN skal fortælle mig at ingen af de hårde narkomaner ikke vidste hvad de gjorde første gang. De var helt sikkert blevet advaret - hvis ikke af forældrene så af skolen. Altså er det et bevidst valg de har gjort når de blev afhængig af det.
Da jeg var ung var det heroin som var det store samtaleemne, og der blev advaret stærkt imod det.
Det er noget lidt andet med alkohol som jeg brugte da jeg som ung skulle have en rus (fik du den Kurt Svendsen ? Jeg er over 40 og stadig ovebevist om at den liberale idé er den rigtige!). Der var ikke rigtig nogle advarsler, men noget man skulle prøve af. Som 17 årig stoppede jeg med at drikke øl da jeg kom ud for at jeg ikke vidste hvordan jeg kom hjem fra en fest fordi jeg havde drukket for meget. Slut med det - jeg kan godt lide at have kontrol over hvad jeg laver. Nu var ulykken ikke så stor, men jeg kunne i princippet have lavet alt muligt andet. Jeg har ikke rørt øl siden. Jeg foretog altså et valg. Ikke fordi jeg ikke kunne styre det - men fordi jeg valgte at lade være. Mine venner fattede mig ikke - men respekterede mit valg. Ellers var de heller ikke mine venner.
Ressourcestærk ? Næ - jeg foretog bare et valg. Jeg mener ikke det har noget med det at gøre.
Fortæl en alkoholiker at det er en sygdom og han/hun vil have det bedre for så er det ikke deres skyld, men i starten havde det et valg de foretog. De valgte blot en anden vej end min. Nu bliver jeg høj af selve livet og behøver ikke kunstige stimulanser. |
| |
| 19. okt 09:46 af Limagolf |
Jeg vil godt invitere 180 graders redaktion til Vesterbro så de kan lære lidt om den hårde ende af stofmisbruget!
Der er mange grunde til at folk tager stoffer og der er mange måder narkomanerne bruger det på, men fælles for de fleste af dem er, at livet med stoffer føles bedre end livet uden stoffer. Ellers gjorde de det ikke.
For gadenarkomanerne på Vesterbro er narkotikaen tit det mindste af deres problemer. Narkoen er ofte kun en lille del af et absolut afsporet liv.
Narkomani er ingen sygdom, det er der heller ikke mange der påstår, men det kræver ufatteligt meget mere en en lille gave for at narkomanerne kommer ud af det. De skal i det store hele have skiftet deres liv ud med et andet.
Det kræver helt andre ressourcer end der bruges i dag. Hvor ville det være rart hvis vores skattekroner rent faktisk gik til at hjælpe samfundets allerallersvageste og ikke middelklassen.
/Limagolf
|
| |
| 19. okt 09:55 af BF |
|
| |
| 19. okt 10:02 af BF |
Jeg synes jeres analyse er interessant, men jeg er en smule uenig med jeres konklusion.
For det er nemlig en helt bestemt behandlingsmetode, det at omtale sit misbrug som en sygdom. Man distancerer sig fra en side af sig selv, og det kan man jo sige er en vigtig del af et afvænningsforløb.
Oftest er det nemmere for mennesker, at forholde sig til dele af sit liv ud fra en ekstern synsvinkel, og det at omtale sin misbrugs personlighed, kan hjælpe en narkoman til, at tale om sit misbrug, og handle, med det formål at komme væk fra misbruget.
Men dilemmaet skitserer i jo netop, for er man da ikke blot med til at passificere vedkommende? Har man som narkoman ikke bare nemmere ved at læne sig tilbage og give op?
Det er ikke svar jeg kan tilbyde jer, men jeg mener dog personligt, at sygdoms diskursen kan hjælpe misbrugeren til at forholde sig fremadrettet til sit misbrug, og samtidigt øge hjælperens forståelse for narkomanens situation.
M.v.h.
BraviFoxtrot ;o) |
| |
| 19. okt 10:15 af Bo Nake |
| God leder. Man kan bestemt gøre sig selv syg ved vedvarende brug af narkotika og alkohol, men det er faktisk også muligt at blive fri af begge dele. Mao udryddede narkomani i sin tids Kina ved at love alle narkomaner, at de ville blive skudt. Sådan kan det også gøres. |
| |
| 19. okt 10:41 af UDL |
Jeg er grundlæggende enig i, at en overdreven offerdyrkelse og fokus på samfundet, som roden til alle borgernes problemer er uheldig og fjerner fokus fra det personlige ansvar for eget liv. Men netop når det gælder misbrug, er analogien forfejlet.
Jeg vil ikke afvise, at belønninger i en eller anden form kan være en medvirkende faktor til at få nogle misbrugere ud af deres misbrug. Men det kan ikke bruges som argument for at misbrugere bare skal tage sig sammen og selv løse deres misbrugsproblem. Det demonstrere en manglende forståelse og respekt for hvad det vil sige at være afhængig.
Afhængighed er netop karakteriseret ved, at man ikke evner at standse sit misbrug, selvom man gerne ville. Når vi taler om narkotika er afhængigheden i høj grad biologisk. Et stof som kokain er f. eks. især udbredt blandt mennesker, der betragtes som velfungerende og resourcestærke. Disse mennekser bliver også afhængige.
En afgørende forskel mellem dem og "klassiske narkomaner" der imidlertid, at resourcestærke mennekser har netværk, som kan hjælpe dem ud af problemer når de ikke selv evner det. Det har de "klassiske misbrugere" ikke; deres sociale netværk fastholder dem i et miljø, hvor misbruget stortrives. Hvis alle dine bekendte drikker, ryger og tager stoffer, så er det betydeligt sværere at holde op.
Det er derfor ikke fair, at lederen bruger sin egen sociale virkelighed som udgangspunkt for en vurdering af, hvor let det er at komme ud af et misbrug. Det viser en manglende evne til at sætte sig ind i andres situation.
|
| |
| 19. okt 11:49 af Flemming Rasmussen |
For mig at se er det ganske glimrende, at nogle har modet til at ramme en pæl gennem alt det håbløse vås et behandlersamfund som vores, kan udtænke af sygeliggørelse. Tak for det !
Er rygere også syge mennesker, der skal statsbehandles ud af deres tobaksmisbrug ? Eller hvordan er det nu lige med rygere og deres trang, når en af deres nærmeste stempler ud pga. lungecancer ? |
| |
| 19. okt 12:37 af Michael K |
@Limagolf
Hvor er jeg dog 100% enig med dig, på trods af vi nok ikke deler politiske holdninger, men når du siger:
"Det kræver helt andre ressourcer end der bruges i dag. Hvor ville det være rart hvis vores skattekroner rent faktisk gik til at hjælpe samfundets allerallersvageste og ikke middelklassen."
Så rammer du helt rigtigt.
Hjælp (om det så skal være belønning til narkomaner eller socialistisk rundkreds halløj) til den svageste 1% (eller hvor mange der nu ikke kan klare sig selv no-matter what) og så kan resten f**** selv få gang i benene og understøtte sig selv.
Vi burde kunne understøtte 1% af befolkningen og have god infrastruktur osv. med 30% flad skat, maks!
|
| |
| 19. okt 13:12 af Kjeld Flarup |
Ideen med belønningen virker umiddelbart besnærende - MEN
Hvis en belønning skulle hjælpe, så burde en straf omvendt også hjælpe, og man kan jo ikke sige at straf ikke har været prøvet.
Derfor tror jeg ikke på den.
Skal jeg være helt nøgtern, så tror jeg dog at et skift fra straf til belønning med et par biografbilletter vil være billigere for samfundet! Og effekten måske bedre fordi belønningen ikke har de samme negative konsekvenser som straffen.
Narkomani er et medicinsk problem. Det er ikke en somatisk sygsom som sukkersyge, men en psykisk sygdom.
Ud fra den psykiske synsvinkel, er det da også en god ide at belønne fremfor at straffe.
20% af os går rent faktisk rundt med en psykisk lidelse som kræver behandling. Derfor er det da ikke urealistisk at 80% af os ville kunne slippe godt fra at eksperimentere med stoffer.
Så hvis det i forvejen var arbejdsløse fattigrøve der var rent ind i nogle stoffer, men som ellers var normale, ja så kunne en belønning sikkert motivere. Men det mener jeg altså er perifært i forhold til narkotika problemets tunge kerne.
|
| |
| 19. okt 13:24 af Sirenen |
Hvis andre - som jeg! - egenhændigt har afvænnet en alkoholiker og set de VOLDSOMME fysiske abstinenser og givet medicin, så vil jeg vove at påstå, at vi fik en helt anden diskussion, baseret på lidt livserfaring.
Der er ingen tvivl om, at ansvaret ligger hos misbrugeren selv, også i mine øjne. Men alkoholisme er en sygdom, der er fremprovokeret vha. alkohol. Og den går ikke over, selvom man bliver ædru - bliver blot holdt fra døren.
Mvh. Sirenen |
| |
| 19. okt 13:28 af Kristoffer Bohmann |
> De skal i det store hele have skiftet deres liv ud med et andet. Det kræver helt
> andre ressourcer end der bruges i dag. Hvor ville det være rart hvis vores skattekroner
> rent faktisk gik til at hjælpe samfundets allerallersvageste og ikke middelklassen.
Enig, Limagolf. Hvad mener du bør gøres anderledes? Privatisering af socialforsorgen? Flere ressourcer til de svageste (og færre til middelklassen)? Straf (som Kjeld er inde på)? |
| |
| 19. okt 13:40 af Limagolf |
@ Michael K
"Hvor er jeg dog 100% enig med dig, på trods af vi nok ikke deler politiske holdninger,...",
"Vi burde kunne understøtte 1% af befolkningen og have god infrastruktur osv. med 30% flad skat, maks!"
Så er vi nok ikke så langt fra hinanden som du tror!
Når man har boet på Vesterbro et stykke tid bliver man bare desperat over de prioriteringer velfærdssamfundet er bygget på.
Og det er ikke at hjælpe de svageste hvis nogen skulle være i tvivl...
Lige præcis når det gælder gadenarkomanerne er det altså ikke nok at sige de bare skal tage sig sammen, blive klippet og få et job.
Deres livssituation er så fucked-up at der skal gennemgribende udefrakommende hjælp til for de flestes vedkommende. Ikke at nogen af dem ikke kommer ud af sig selv, men det er de færreste. Dog ca. lige så mange som kommer ud ved kommunens hjælp, hvilket også siger lidt om prioriteringerne i det såkaldte velfærdssamfund.
/Limagolf
|
| |
| 19. okt 13:52 af Limagolf |
@ Kristoffer Bohmann
"Enig, Limagolf. Hvad mener du bør gøres anderledes? Privatisering af socialforsorgen? Flere ressourcer til de svageste (og færre til middelklassen)? Straf (som Kjeld er inde på)?"
Straf? Se hvor fantastisk godt det virker i USA, NOT! Vi har skruet op og op for straffen for narkobesiddelse igennem 90'erne med absolut intet resultat.
En del af gadenarkomanerne er psykisk syge og skal både have psykiatrisk behandling, hjælpes igang med et nyt liv med bolig og arbejde og afvænnes fra ganske vanedannede stoffer SAMTIDIGT. Jeg tror ikke der er nogen vej udenom at bruge flere ressourcer, mange flere.
Men bare at kanalisere dem igennem kommunerne tror jeg ikke giver noget særligt løft i hjælpen. Kommunerne er i det store hele ligeglade med effekten af den hjælp der gives, bare de overholder statens tidsfrister. Jeg har hørt flere narkomaner brokke sig over kvaliteten af afvænningstilbudene. de betragter mange af dem som parkering fra kommunens side. Men mange af disse tilbud er i et eller andet omfang private, så blot at privatisere det tror jeg ikke umiddelbart løser nogle problemer, selv om privatisering bestemt bør prøves.
Personligt mener jeg man skal liberalisere narko, i hvert fald sådan noget som hash i første omgang, men i hvertfald åbne mulighed for fixerum og lægeordinerede stoffer så narkomanerne ikke fuldstændigt ødelægger sig selv fysisk inden de kommer ud af misbruget (heroin giver ikke fysiske mén i ren form).
Det danske samfund bruger alt for mange ressourcer på følgevirkningerne fra narkotikaforbuddet som politi, sygehuse, osv. Disse penge kunne så bruges på en indsats rettet mod dem der egentlig har brug for hjælp for at komme ud af deres misbrug.
Men der er INGEN lette løsninger. Desværre har det heller ingen bevågenhed fra politikerne.
/Limagolf
|
| |
| 19. okt 20:01 af Morten Nielsen |
Valget er simpelt:
Enten har misbrugerne (og alle os andre!) en fri vilje og er dermed selv ansvarlige for vores valg, herunder vores evt. misbrug og det øvrige liv vi fører. Vi må bære konsekvenserne af vores valg, men vi kan vælge hvad vi gør.
Eller også har vi ikke en fri vilje, vi er biokemiske automater, hvis funktion er forudbestemt og simpelthen følger naturlovene. Vi kan ikke gøre for det, vores liv sker for os udenfor vores indflydelse, vi kan ikke have ansvar for os selv eller konsekvenserne.
Jeg har aldrig set en misbruger få styr på sit liv uden at vove en fuldstændig klar erkendelse af det frie valg og eget ansvar. Jeg tror heller aldrig jeg har set en mere prædeterminerende faktor for ødelæggende misbrug end socialisering til den opfattelse at andre mennesker (samfundet) bærer ansvaret - det er klientens selvopfattelse og store dele af behandlerkorpset understøtter denne invaliderende lidelse mere eller mindre bevidst.
Paradoksalt ledsages holdningen om manglende fri vilje, ansvarsfrihed og "samfundets skyld" oftest af krav om selvbestemmelse - det man ellers hævder at man ikke har eller kan have. Blandingen er velkendt: klynken, forurettelse og kræven - så længe den giver gevinst fra det omgivende samfund bliver folk ikke ældre end ca. 3 år rent psykologisk.
Det kærligste og værdigste du kan gøre for dine medmennesker inklusive misbrugere er at være nådesløst sanddru, konsekvent og fastholdende af hvert individs frie valg under ansvar og at hvert menneske selv må bære konsekvenserne.
Hvis du elsker din næste, så besvar klynken med et kys, sand tale og et los i røven. |
| |
| 19. okt 20:25 af Søren |
Det bedste ville utvivlsomt være om man fjernede de stupide forbud imod at bruge og handle med stimulanser. Forbud imod opium er at fabrikere forbrydelser som man så skal afsætte midler og ressourcer til at reparere på. Mennesker har altid taget 'ting og sager' og det vil de blive ved med at gøre uanset hvor mange bureaukratiske krumspring man gør ud af det.
Hver eneste gang nogen gør et eller andet, står der straks en interventionist klar til at problematisere det, agitere en lov imod det og hive i statens jackpot maskine til gengæld for at løse det iscenesatte problem.
Naturligvis har de som selv har lyst til at ophøre med at bruge opium, heroin eller hvad det nu måtte være lettere ved at gøre det, hvis de ikke hele tiden bliver jaget som vilddyr af deres medmennesker. |
| |
| 20. okt 21:59 af Jan Daniel Andersen |
@Morten Nielsen. Hørt hørt!
Narkomaner skal naturligvis hjælpes. Men det er utroligt vigtigt at de bliver gjort klart at de selv bærer en (stor) del af ansvaret for deres situation. Der er vel ingen der er i tvivl om at den eneste måde at narkomaner slipper af med deres misbrug, starter med erkendelse af at de har et problem og at de selv skal gøre en indsats, for at slippe af med det.
Iøvrigt... hvorfor er der nogen her der påstår at lederen iskoldt siger at narkomaner bare skal klare det selv ? Der står da intet om at vi skal fjerne hjælpen, blot at narkomaner selv skal frembringe viljen i dem selv. Uden den er alt fortabt.
Hvorfor må man som såkaldt ressourcestærk ikke stille krav til folk, der nyder godt af den velfærd, jeg er med til at holde i live ?
Det er ikke synd for narkomaner, de har selv været (del-)årsag til deres problemer. Det må de først selv erkende og så bede om hjælp, som vi som gode mennesker naturligvis vil yde. |
| |
| 22. okt 23:03 af Kian |
Backtrack: http://heresyblog.com/index.php?/archives/115-Narkomani-er-en-sygdom-og-nar ko-er-medicinen.html
Lederens tese er interessant, men den har nogle problemer, som endda nævnes. Narkomaner kan med belønninger holde misbruget i ro for en tid. Det er altså ikke noget permanent eller noget kurerende i belønningerne, som lederen påstår andetsteds. Kræftpatienter kan også lokkes til at lade være med at tage deres medicin i en periode hvis man giver dem belønninger. Det er netop her humlen ligger: Narkomani er en sygdom, og narkoen er medicinen.
|
| |
| |
Tilføj kommentar |
|
|
| |
| Tilbage til forsiden |
|
|
|
Foto: Bax Lindhardt / Scanpix
|
|
|
|
