|
|
| 10. dec 2008 kl 22:30 |
Print
Send artikel
|
| |
"I 2001 stemte jeg på Anders Fogh, men jeg ved bedre nu ..."
Ordene er Nik og Jays fra popduoens seneste hit, "Kommer Igen". Nik og Jay er generationsikoner for danskere, der endnu ikke har rundet de 25 år, og ordene rummer en stor del af forklaringen på, hvorfor statsminister Anders Fogh Rasmussen og Venstre, der i 2001 fik 31,2 procent af stemmerne, i den seneste meningsmåling ligger til at få opbakning fra blot 20,6 procent.
Venstre, der i 90'erne var partiet for de unge, smarte og ambitiøse, har i 00'erne tabt den næste generation på gulvet. Den lå ellers lige til højrebenet for "Danmarks Liberale Parti", for Nik og Jay-generationen har markante liberale tilbøjeligheder. Den er individualistisk, den tror på det personlige ansvar, den vil have frihed til at udfolde sig, den er imod Jante-loven, den respekterer folk, der har ydet en indsats, og den får ikke røde knopper af, at det afspejler sig i en ulige fordeling af dyrt tøj, lækre biler, store huse og andre materielle forbrugsgoder.
Hvordan kunne Venstre støde den - lige netop den! - generation fra sig? Hvordan
i al verden kunne det lade sig gøre? Svaret er, at Venstre begyndte at tænke kortsigtet. Man ville hellere have regeringsmagten her og nu og være sikker på at bevare den, end man ville tage det lange seje træk og skaffe sig opbakning fra de nye generationer af vælgere.
Man begyndte at tale til den socialdemokratiserede, middelmådighedsdyrkende og forandringsangste midtervælger. Alle slagordene fra 90'erne om, hvad man ville gøre, hvis man fik 90 mandater blev pakket godt og grundigt væk, og i stedet talte man især om, hvad man ikke ville gøre, hvis man fik regeringsmagten, nemlig at lave noget grundlæggende om. Drømmene blev sat på stand-by, trygheden ved det velkendte blev i stedet gjort til målet for al politikformulering.
Der findes næppe nogen bedre metode til at støde unge mennesker fra sig. Ungdommen leder efter visioner om en bedre verden - ikke efter måder hvorpå man kan bevare alt, som deres forældre har skabt det. Ungdommen er overbevist om, at nye tider kræver nye løsninger - ikke at alle de vises sten lige præcis er fundet i årene, før den selv fik stemmeret. Ungdommen vil være med til at præge verden - ikke nøjes med at læne sig tilbage i et samfund, som andre har skabt før den.
Ved næste valg stemmer Nik og Jay-generationen på Villy Søvndal og SF. Det er på venstrefløjen, de unge fornemmer, at der findes folk, som vil noget andet end det bestående. Det er sørgeligt, men hvem kan fortænke dem i det? De borgerlige partier med Venstre i spidsen har siden 2001 haft blikket stift rettet mod næste valgdato og har helt forsømt at tale til de nye generationer af vælgere, som blot lidt længere ude i horisonten afgør valgene.
Anders Fogh Rasmussen havde ambitioner om at gøre Venstre til et folkeparti. Han har i stedet forvandlet Venstre til et parti for gamle nisser og nørdede VU'ere.
|
|
Tilbage til forsiden |
|
|
| |
Kommentarer |
| 10. dec 23:10 af Blem |
Hvad er Foghs alternativ? At gøre Venstre til et super-liberalt parti? Hmmm, hvor mange stemmer er det nu lige, så Liberal Alliance får i meningsmålingerne..? Ja, de er i den sidste vist lige sneget sig over 1%...
|
| |
| 10. dec 23:27 af Mads |
@Blem
Hvor mange stemmer var det nu lige Uffe fik da han i 1998 gik til valg på et udpræget liberalt pogram ? Nå ja, han tabte med 148 stemmer i nordatlantenden overhovedet ikke burde have stemmeret vedrørende danske forhold.... |
| |
| 10. dec 23:53 af Bo Nordahl Pedersen |
Hej Blem
Det er ikke helt fair overfor liberalismen - Ny Alliance/Liberal Alliance var jo en udløber af det Radikale Venstre og det er forståeligt, at folk er lidt skeptiske overfor dem: Er der andet liberalt i dem end en topskattenedsættelse og et særligt statstilskud til Volvo V70'ere for folk med bopæl i Kartoffelrækkerne og på Østerbro?
Hvor er liberalismen for husarene? Hvor er "Selvforsvars prisen 2008" til de to guldsmede i søborg og Bagsværd, som jog røvere på flugt? Hvor er lovforslaget (de sidder dog i folketinget) om at det skal være tilladt for boligselskaber at videoovervåge og, at det skal være tilladt, at lægge billeder ud på nettet af røvere og voldsmænd så de lettere kan fanges?
I stedet for, så får vi lidt vattet modspil til tuneserloven - en skiden ret der kunne være brygget af Marianne & Marianne fra det gamle parti og som ikke sender et signal om retssamfund og individuel frihed (som det ellers sikkert er hensigten), men mere en lidt lummer angst for islamismen (som også det gamle parti er leveringsdygtig i).
Birthe Rønns slingrekurs er mere ægte principfast liberal - og uskøn som den er - så rummer den dog ærlighedens æstetik.
Det gik jo med Anders Fog som med Schlüter: Det borgerlige projekt sandede til i de daglige rutiner, og da de ikke mere kunne levere den stramme udlændinge politik befolkningen krævede (Ninns Tamiler og Fogs Metock sag), ja så kunne man jo lige så godt prøve oppositionen. Nyrup førte jo en mere borgerlig økonomisk politik end Anders Fog (han magtede f.eks. at skære ned på efterlønnen), og lavede et skattesystem - bruttoskatten - med indbyggede skattelettelser (som Fog så undlod at effektuere: "skatte stop" *host* *host*).
Når nu det med udlændingene glippede, så kunne det jo have været rart med nogle skattelettelser og lidt personlig frihed at falde tilbage på.
I stedet blev det til Klima-Connie, strammer-Lene, motorvejsmærkater og tre kuldsejlede reformer: Kommunal, politi og domstolene.
Efterskriften må jo, hvis man er realist, være - Anders Fog: Dårligere service, ringere frihed, og flere skatter
|
| |
| 11. dec 00:40 af Nikolaj |
hehe du glemmer også mere topstyring, fra ministre som tror de kan det hele bedre selv, for skide "eksperter" som ved noget om deres sagsområder skal jo ike tro de er noget.. Hvorfor ellers sætte en middelmådig sportsjournalist til at være videnskabsminister.. sådan en gang provinsielt mindreværd. Det minder desværre om Bush adminstrationens ledelses stil..
se bare på sagen om de nye jagerfly, der har ingen reel debat været om statens dyreste indkøb til dato. og konkurrencen er ikke eksisterende i en grad så Eurofighter og svenskerene har trukket sig ud. hvilke underhåndsaftaler er det lige man har med Amerikanerene.. minder uhyggeligt meget om at rumsfeld cheney har givet tips til god regeringsførelse. |
| |
| 11. dec 02:17 af father |
Når nu ungdommen vil have noget nyt , så start da et eller andet parti-forening-sammenslutning , der viser vejen frem, det skete da trods alt i 68 ernes generation(ikke lige smart altsammen, men der skete dog noget).
Og var dette NOGET ikke sket så havde ungdommen sgu ikke meget at brokke sig over.
Prøv engang med lidt nytænkning istedet for altid at være imod noget , prøv at starte noget hvor I kan få folk med til noget godt-smukt dejligt -behageligt -menneskeligt.
Prøv at starte noget hvor man deler blomster ud og ikke de evindelige brosten.
Prøv at starte nede ved jorden og byg noget fornuftigt op.
Er det for meget forlangt ,eller skal ungdommen også her have en hjælpende hånd ?
Prøv for engang skyld noget anderledes end Jeres evindelige kævl om at det er også de gamle havenissers skyld.
Bevis selv noget!!!!! |
| |
| 11. dec 06:16 af RL |
Ved næste valg stemmer Nik og Jay-generationen på Villy Søvndal og SF.
Ungdommen leder efter visioner om en bedre verden - ikke efter måder hvorpå man kan bevare alt, som deres forældre har skabt det. Ungdommen er overbevist om, at nye tider kræver nye løsninger
OG SÅ STEMMER MAN PÅ SF? Det er jo netop bare det samme gamle beton - en tilsandet socialdemokratisme hvor alle SKAL være lige fattige og lige kedelige.
Nik & Jay generationen skulle stemme konservativ istedet nu de har tabt tilliden til Venstre - måske det så også kunne give et borgerligt flertal i Folketinget, hvilket der jo ikke har været under hele Anders Foghs regeringstid.... |
| |
| 11. dec 08:51 af sand |
| venstres naturlige leje er 10-12%, så hvad brokker i jer over |
| |
| 11. dec 09:00 af NJ |
Venstre eller Foghs analyse har jeg altid været uenig i. Ikke fordi Venstre behøvede at blive ideologiske, hvis bare de ikke var blevet venstreorienterede.
Der er et stor potentialle for et anti-statsligt parti på christiansborg. Dette skyldes først og fremmest de gode argumenter, som eksisterer for afviklingen af statens aktiviteter, men der findes også historiske argumenter.
Fremskridtspartiet er det historiske bevis på, at der kan findes en stor kerne af vælgere for en tilrodengående (radikal) anti-statisme/liberalisme i Danmark.
Grunden til, at Fremskridtspartiet ikke fik den nødvendige indflydelse var, at partiets skaber blev politisk forfulgt, og efter en yderst tvivlsom højesteretsdom samt nogle personlige tragedier blev en mindre sjov og mere bitter mand.
Havde de establerede magthavere ikke bekæmpet Glistrup med beskidte trick, så ville staten have haft en institutionel modstander på christiansborg.
/NJ |
| |
| 11. dec 09:02 af JensH |
@Mads
"Hvor mange stemmer var det nu lige Uffe fik da han i 1998 gik til valg på et udpræget liberalt pogram ? Nå ja, han tabte med 148 stemmer i nordatlantenden"
Du glemmer vist, at det ikke var på venstres stemmer alene Uffe Eleemn skulle have regereret. Han havde været afhængig af de Kristelige, CD, DF og Fremskridtspartiet, og med den 'coktail' havde han ikke kunnet gennemføre sit "liberale program". Venstre fik omkring 25 % i 1998, mens Anders Fogh og venstre fik over 31 % i 2001, og iøvrigt lå over 1998-resultatet ved valgene i både 2005 og 2007. |
| |
| 11. dec 09:11 af JensH |
Angående lederen:
Når pop-stjerner som Nik og Jay nu stemmer på Villy Søvndal er det ren opportunisme. Hos d eunge ligger det i 'tidsånden' at være på venstrefløjen, hvilket ikke er så mærkeligt efter VKO-patieerne har haft magten i 8 år, og har stor opbakning i befolkningen til nogle af de væsentlige politk-områder, (udlændingepolitik, retspolitik ect). De unge har alle dage ønsket at være i opposition til det de ældre generationer står for.
Iøvrigt skifter 'tidsånden' fra årti til årti. I 1970'erne var det på mode at være ekstremt Marxistisk, og i 1980'erne var det 'in' at være borgerlig. I 1990'erne var det i kølevandet på Berlin-murens fald på mode at være liberal, (hvad Venstre nød godt af), og nu er det altså 'in' at være venstreorienteret blandt de unge. So what??? |
| |
| 11. dec 09:15 af Ole Birk Olesen |
Kære JensH,
Men de unge er jo ikke - som lederen også beskriver - venstreorienterede i nogen som helst traditionel forstand. Så hvorfor føler de sig mest hjemme hos de venstreorienterede partier? Det er da en fadæse af rang, som regeringen bærer sin meget store del af ansvaret for. |
| |
| 11. dec 09:27 af Blem |
Problemet med Liberal Alliance er, at deres værdipolitik er venstreorienteret, mens deres fordelingspolitik er borgerlig.
Derfor skræmmer de både de venstreorienterede og de borgerlige vælgere væk.
LA må finde ud af, om man er et venstreorienteret eller borgerligt parti. Man kan ikke være begge dele på en gang.
Da CD tidligere - under Mimi - forsøgte at være det, røg de hurtigt ud. |
| |
| 11. dec 09:35 af Blem |
Ole Birk Olesen: Du har fuldstændig ret i, at de unge ikke er venstreorienterede i traditionel forstand. De bryder sig ikke om røde faner og fagforeninger. Derfor har S problemer.
Men Villy Søvndal har formået at gøre det in at venstreorienteret igen - på en ny måde. Ikke blot lover han mindre skatter og mere velførd. Men han er også med på alle mærkesagerne: Klima osv. Og så er han charmerende og vittig. En dansk Obama.
Hvis Holger K. stadig have været leder, så havde SF stadig ligget på de 10 mandater.
|
| |
| 11. dec 09:42 af Ole Birk Olesen |
Kære Blem,
Jeg er enig med dig i, at Søvndal er dygtigere til at fange de unge end Fogh. Det er også en del af pointen i lederen. Det strider bare mod den almindelige borgerlige opfattelse af, at Fogh er den dygtigste statsminister, som Danmark nogensinde har haft. Min påstand er, at Foghs dygtighed et tæt knyttet til kortsigtetheden i hans politiske projekt - "efter mig, syndfloden". Har man mere langsigtede ambitioner for reformeringen af det danske samfund, så kan Foghs dygtighed ligge på et meget, meget lille sted. |
| |
| 11. dec 09:45 af RMO |
@Blem
"Problemet med Liberal Alliance er, at deres værdipolitik er venstreorienteret, mens deres fordelingspolitik er borgerlig"
Uddyb venligst - LAs værdipolitik er ret konsekvent ganske liberal på alle punkter.
Nu da det radikale segment efterhånden er smutttet fra partiet, virker det efterhånden som et helt fornuftigt sted at sætte sit kryds for en liberal. |
| |
| 11. dec 09:50 af Wrist |
Venstes problem er flersidigt - folketingspolitikerne klarer sig ikke godt - Søren Pind er et forvirret Reagan-fjols som kæmper mod elpærer - Inger Støjberg er kronisk afvisende overfor at diskutere politik - Rønn er Rønn og Haarder er gammel - de unge kan jeg slet ikke huske - hvor er de egentlig henne i det parti?
|
| |
| 11. dec 10:00 af Jeppe |
| Ro på nu! Om ikke så længe kommer....øøøhh....Løkke og redder Venstre.... Oh, my God, LØKKE! Til den tid skal partiet være glade for 20 procent! |
| |
| 11. dec 10:02 af Jeppe |
| En tilføjelse: Bliver Løkke mon Liberal Alliances redning? |
| |
| 11. dec 10:22 af Blem |
@RMO
Der er altså forskel på venstreorienteret og liberal-borgerlig værdipolitik.
F.eks. er det venstreorienteret at kræve meget mere statslig u-landshjælp, som Liberal Alliance gør. Hvis LA var liberal-borgerlige, så ville de i stedet kræve mere frihandel og markedsøkonomiske reformer i u-landene. Og stop for eksport af danske skatteyder-penge til korrupte socialistiske regimer som bl.a. Tanzania. |
| |
| 11. dec 10:28 af Pelle Johansen |
Mads:
Uffe tabte med et mandat i dk. han havde så regnet med at vinde 3-1 i noratlanten og alligevl blive statsminister, men socialdemokraterne på færørene overraskede alle og vandt et mandat på trods af forventningerne så det blev 2-2 som det plejer deroppe. derfor er det simpelthen en borgerlig vandre historie at det var nordatlanden der reddede nyrup. tværtimod var den tæt på at redde uffe og omstøde flertallet i dk.
|
| |
| 11. dec 10:41 af JensH |
@OBO (&BLEM)
"Jeg er enig med dig i, at Søvndal er dygtigere til at fange de unge end Fogh. "
Selvfølgelig er han det. Det er også nemmere at appelere med 'smartness' og 'coolness' fra hængekøjen end hvis du til daglig bærer ansvarets tunge byrde, og dagligt må træffe 'kedelige' og 'un-cool' beslutninger.
Bevares, de første par år af VK-regeringen var Fogh da 'cool', da hans regering stadig fremstod som noget nyt og anderledes, men som alle andre regeringer og statsminstre er Fogh og VK-regeringen blevet 'slidte', og fremstår ikke længere som noget 'nyt og cool' for unge under 25 år. Nu er VK-regeringen 'det etablerede', og som sådan noget man er i opposition til. Der var et par år Jelved og de radikale var 'cool og seje' for de unge, hvorefter Nasar Khadar og NA overtog den rolle for en kort periode, og nu er det altså Villy Søvndal og SF. Herrregud.
Men Ole, du skriver også:
"Men de unge er jo ikke - som lederen også beskriver - venstreorienterede i nogen som helst traditionel forstand"
Nej, forhåbentlig ikke. Men nu tilhører jeg 1980'er generationen, og jeg kan da huske, at Poul Schlüter og hans Firekløverregering i de første tre-fire år, (da det gik "ufatteligt godt. Så kom kartoffelkuren), fremstod som meget 'nye og anderledes', og der var mange unge som støttede Poul Schlüter, uden at de egentlig var konservative.
Poul Schlüter kom også til på baggrund af et Socialdemokrati og en Anker Jørgensen, som mildest talt virkede meget nedslidte. Derfor virkede Poul Schlüter som noget 'nyt og frisk', og da det samtidig i perioden 1983-86 rent faktisk gik fremad, og arbejdsløsheden faldt, så virkede han og hans regering som de meget 'progressive', og mange unge vil selvfølgelig gerne identificeres med det 'nye' og det 'progressive'. Simple as that.
Jeg er sikker på, at mange unge i de meget munke-marxistiske 1970'ere strøede om sig med (hurtigt tillærte) marxistiske floskler, og synes at Preben Wilhjelm og VS bare var 'enormt seje', (eller bare var 'knæhøj karse' og 'bred ymer').
Ole, du lægger alt for meget i hvad de unge nu lige tilfældigvis idag synes er enormt cool rent politisk. Det kan skifte imorgen. Villy bliver ikke ved med at være 'sej'. Han bliver også slidt. |
| |
| 11. dec 10:48 af Martin Millard |
@Blem
Jeg tror du hentyder til Ny Alliance, og ikke Liberal Alliance. Jeg tillader mig at kopiere en del af LAs udenrigspolitik ind her:
"Udenrigspolitikken skal konsekvent fremme frihandel, herunder afskaffelse af statsstøtte og tekniske handelshindringer. Danmark og EU skal være villige til at vise vejen gennem ensidige skridt til at nedbryde handelsbarrierer." |
| |
| 11. dec 10:58 af Simon |
@ Blem
Syntes absolut du skulle læse LAs politiske grundlag!
"Udenrigspolitikken skal konsekvent fremme frihandel, herunder afskaffelse af statsstøtte og tekniske handelshindringer. Danmark og EU skal være villige til at vise vejen gennem ensidige skridt til at nedbryde handelsbarriere"
Dette er taget ud fra deres hjemmeside. Syntes det er pinligt at du kan komme med de beskyldninger, uden at du åbenlyst ved hvad du snakker om.
Der ingen tvivl om at LA måske ikke er 100% liberal, men nu er der altså os sket siden at de liberale kerne værdier blev fastslået nogle hundred år tilbage,
Det er ikke politisk den er gal med i LA, det er deres fortid og de skandaler der kom efter det sidste valg, men la os nu se hvordan det går næste gang. LA har jo allerede fået fat i nogle VU'er.
|
| |
| 11. dec 11:10 af Ole Birk Olesen |
Kære JensH,
Jeg må lige minde om, at Venstres popularitet begyndte at vokse i de sidste år af Schlüter-regeringens levetid. Uffe blev mere og mere populær, jo længere tid han havde siddet som udenrigsminister. Nedslidningen er altså ikke en lovmæssighed, som nødvendigvis følger af tidens gang på ministertaburetterne. Jeg anerkender, at der skete ting på den udenrigspolitiske scene, som var gavnlige for Uffes omdømme, men du må ikke glemme, at der også skete ting i Venstre: Man begyndte at tale til nye segmenter af initiativrige og frihedssøgende unge mennesker. Segmenter som man i dag fuldstændig har skoddet, fordi man hellere vil være på god fod med de tryghedssøgende fra forældre- og bedsteforældregenerationen.
Jeg må også minde om, at der - igen som beskrevet i lederen - er sket en holdningsændring blandt de unge, som begyndte i 80'erne, men er fortsat indtil i dag, og som burde forstærke Venstres popularitet blandt dem frem for at svække den. Du skylder et svar på, hvorfor denne den mest materialistiske generation i nyere tid bliver tiltrukket af et parti, der dybest set hader alt privat forbrug og i stedet vil samle så mange penge som muligt hos staten, så de kan bruges på dovne ledige, formuldningstoiletter og eksperimenterende egnsteatre? Det er Venstres svigt! |
| |
| 11. dec 11:18 af helema |
JensH skrev 11. dec.10:41.
Jeg er enig med dig i, at Søvndal er dygtigere til at fange de unge end Fogh. "
Selvfølgelig er han det. Det er også nemmere at appellere med 'smartness' og 'coolness' fra hængekøjen end hvis du til daglig bærer ansvarets tunge byrde, og dagligt må træffe 'kedelige' og 'un-cool' beslutninger.
Jeg kan kun være enig med dig, det er nemt at være kritisk, bedrevidende når man ikke risikere noget ved det.
|
| |
| 11. dec 11:36 af Flemming Rasmussen |
| Af leder + kommentarer kan man hurtigt udlede, at valgretsalderen burde være 25 år. Så undgik man måske et folketing, der sammensættes efter mekanismerne i "Vild med Dans" og udsendelsens vinderudtrækning. |
| |
| 11. dec 11:42 af Henrik |
Ufatteligt at man kan være imod janteloven - og så stemme på SF!
Er selv tidligere SF'er men fik nok af "one size fits all" modellen og resistens mod gode argumenter. Hvis virkeligheden ikke passer til partiprogrammet, så er det virkeligheden der skal laves om. SF vil lukke alle verdens folk ind i Danmark og samtidig give dem kontanthjælp. Man må altså vælge: Åbne grænser for alle (uden skattebetalt kontanthjælp til alle) eller lukkede grænser (med skattebetalt kontanthjælp).
Det utrolige er jo egentlig hvor meget Venstre ligner SF på alle væsentlige punkter i dag!
LA får min stemme uanset alle skandaler. Noget må der altså ske! |
| |
| 11. dec 11:55 af JensH |
@OBO
"Du skylder et svar på, hvorfor denne den mest materialistiske generation i nyere tid bliver tiltrukket af et parti, der dybest set hader alt privat forbrug og i stedet vil samle så mange penge som muligt hos staten, så de kan bruges på dovne ledige, formuldningstoiletter og eksperimenterende egnsteatre? Det er Venstres svigt!"
LOL. Glimrende beskrivelse SF. Men når det er sagt, så synes jeg også du selv giver svaret i betegnelsen "denne den mest materialistiske generation i nyere tid". Jeg tror nemlig ikke de støtter SF så meget i substansen, som de støtter Villy Søvndal og SF ud fra den faktor, at det lige nu er 'smart' at være i opposition til VKO, (ikke bare Fogh og hans regering), og alt hvad VKO står for. Jeg tror ikke for alvor de unge ønsker at Villy 'fik magt som agt', (i det omfang de overhovedet kender til SF's konkrete politikker), men Villy fremstår som den man støtter hvis 'man er imod Anders og Pia, og deres umenneskelige politik'. Hvad der gemmer sig bag ordet 'umenneskelig' er der givetvis mange meninger om, hvis man går dem på klingen, og mange af disse unge ville givetvis ikke kunne give en sammenhængende forklaring på hvad de egentlig mener med "umenneskelig". De ved bare at Villy er 'hip'.
Men jeg må delvis give dig ret mht. Venstres begyndende succes hos de unge startende fra slutningen af 1980'erne. Der var faktisk mange unge borgerlige, (d.v.s. unge der rent faktisk var borgerlige i substansen), der blev mere og mere skuffede over Poul Schlüters og Palle Simonsens stadig mere socialdemokratiske politik.
Skatteminister Isi Foighel lavede i efteråret 1986 sammen med lykketoft en skattereform, som bl.a. indebar en halvering af den skattemæssige værdi af rentefradragretten, (del-element i kartoffelkuren), og i det hele taget steg skattetrykket under Schlüter. Poul Schlüter og andre Konservative forklarede det ganske vist med, at man var nødt til at dække (det Socialdemokratisk skabte) budget-underskud ind, men sammenholdt med Schlüters udtalelse om, at han ikke 'var så konservativ at det gjorde noget', så tegnede det et mere og mere 'gråt' billed eaf De Konservative, (også finansminister Palle Simonsen 'hjalp med' til dette billede).
Men når det er sagt, så var murens fald i 1989 også med til at give venstre et 'boost'. Det at være borgerlig-liberal fremstod pludselig som noget 'progressivt', og mange unge 'hoppede med på bølgen', uden at de i substansen egentlig var borgerligt-liberale. Det var 'in' og 'smart' at være liberal. Den venstrefløj, som siden slutningen af 1960'erne havde haft patent på 'det progressive', fremstod lige pludselig som 'forstenet', og alle deres paroler lød -efter murens fald- temmelig kiksede, for ikke at sige som en anarkronisme. Men dem der i 2008 er fra 17-25 år kan vel dårligt huske den kolde krig og murens fald, så nu er venstrefløjen (og Villy) altså blevet 'hippe' igen.
|
| |
| 11. dec 12:26 af Niels Bollerup Andersen |
| Fantastisk leder |
| |
| 11. dec 12:53 af Blem |
Martin Milliard og Simon:
Der står i programmet for Liberal Alliance, at Danmark skal være en af verdens største bidragsydere til u-landshjælp.
Det samme står i partiprogrammerne for SF og Enhedslisten.
Hvis Liberal Alliance var et liberalt-borgerligt parti, og ikke et venstreorienteret parti, så ville man gå ind for at privatisere u-landshjælpen i stedet for at sende tvangsopkrævne skatter til diverse korrupte socialistiske regimer som bl.a. Tanzania. Frihandel og demokratisering er den bedste u-landshjælp, der findes. Men det må naturligvis være op til den enkelte borger, hvilke u-landsprojekter man skal støtte. Frem for nu, hvor vi alle er tvangsindlagt til at betale for statens kostbare og lidet nyttige projekter. |
| |
| 11. dec 13:05 af Henrik I |
Udmærket leder, men jeg vil nu gerne minde om det gamle romerske ordsprog "Del og hersk".
Det er farligt at forsøge at gøre Venstre til et stort parti, for derved bliver programmet nødvendigvis mere og mere udvandet. Min plan for en liberal fornyelse af velfærdsstaten går ud på at bruge "del og hersk" princippet. Vi skal have mange partier, for eksempel 5 partier, som tilsammen kan skrabe 95 mandater sammen. Små partier kan nemmere have en skarp profil. Venstre går ned, hvis partiet fortsat skal tiltrække 30 procent af vælgerne. Det er simpelthen ikke holdbart i længden.
En plan kunne bestå af
Venstre 20 procent
Liberal Alliance 5 procent
Konservative 15 procent
Dansk Folkeparti 10 procent
Klimatisk Folkeparti 5 procent
Ialt 55 procent
Jeg forestiller mig at Klimatisk Folkeparti profilerer sig med populære emner, såsom klima, Obama, Lyntog og Stein Bagger.
|
| |
| 11. dec 13:43 af BILLING. |
Fogh har vel skifter "parti" så mange gange, at ingen tør tro på ham mere. Den sidste med "det grønne" er vel lige en tand for meget - ingen tror jo, at det er hans overbevisnig - men en stor
"forsamling" i 2009, kunne han ikke stå for. |
| |
| 11. dec 14:02 af Mona |
Det bliver en god dag når Fogh takker af.
USA er endelig færdig med Bush....kan han ikke tage Fogh med ud på en lang løbetur.PLEASE |
| |
| 11. dec 14:03 af Bob |
OK - men AFR har altså klaret at vinde statsministerposten ved de sidste 3 folketingsvalg. Det er lidt af en politisk kraftpræstation.
Og eftersom det er V+K ( + O ?) , der formentlig bestemmer tidspunkt og tema for næste folketingsvalg, så vinder han såmænd nok igen. (Jeg tvivler efterhånden lidt på om AFR drager afsted til et job i udlandet.)
|
| |
| 11. dec 15:06 af Kent |
Bob : Ja - Fogh har "vundet" statsministerposten 3 gange i træk. Politisk kraftpræstation ? Nok snarere en populistisk kraftpræstation. Når man ikke lægger nogle begrænsninger på sig selv på hvilke midler man kan tage i brug bliver det jo lidt nemmere. Så kan man jo skrue sine holdninger sammen således at det giver flest stemmer.
JEG troede at en politiker kæmpede for at få flertal til at gennemføre det politikeren tror på. Men Fogh har fået politik omdefineret spillet således, at politikere nu mener det de kan få flertal til at få gennemført. |
| |
| 11. dec 17:24 af BSS |
Fremdrager lederen i realiteten det væsentligste dilemma af dem alle?
Der er i hvert fald noget stærkt modsætningsfyldt i, på den ene side at hylde først Venstres og siden Søvndals evner til at lefle for den såkaldte Nik & Jay generation. Og på den anden side klandre Fogh og kompagni for manglende vilje til at tage det lange seje træk. |
| |
| 11. dec 18:34 af Jens Hansen |
Hvis man skal se langsigtet på liberal alliances situation så nærmer næste valg sig.
Dermed begynder det at blive påtrængende for de allierede at tage en beslutning om de vil fortsætte i politik og i givet fald hvordan!
Hvis de vælger at fortsætte så står de igen overfor valget om de skal melde sig ind i venstre eller i SF.
De kan evt. også vælge at bryde alliancen så den ene melder sig ind i venstre og den anden i SF og det ukendte medlem måske fortsætter ud i det ukendte?
Men mon ikke der står 3 -4 partiledere klar til at dele rovet når de allierede engang beslutter sig?
|
| |
| 11. dec 23:55 af Pelle Johansen |
| Det kan måske ikke undre at de unge er på venstrefløjens side når man her i en borgerlig debatspalte som dene kan læse så nedladende og næsten hadske kommenater mod unge. At de kun stemmer efter hvad der er smart og i vild med dans. De unbge kan jo aldrig gøre noget rigtigt, hvis de ikke stemmer er de ligeglade, hvis de stemmer er de med på den politiske mode, hvis de er blå er de egoister, hvis de er røde er de naive. Unge er mindst lige så politisk beviste som deres forældre, hvis i ikke tror at folk over 30 lader sig påvirke af mode og folkestemninger og ikke altid har en substans eller dybere overbevisning bag ved deres stemme, så er i da helt væk. Er det ungdommen der sidder derhjemme fedag aften og glor vild med dans... eller er det mon deres forældre. |
| |
| 13. dec 12:56 af Simon |
@ Blem
Jeg syntes ikke du har noget belæg for hvad du siger.. Jeg har læst parti programmet igennem et par gange, og har aldrig kunne finde lige præcis det med
u-landsstøtten, har os hørt Naser Khader snakke om netop u-landsstøtten, og har aldrig hørt noget ligende!
Men ville blive glad hvis du kunne fortælle mig hvor det står at LA har samme U-landspolitik som partierne Enhedslisten og SF? |
| |
| 20. dec 00:06 af Casper |
"Ved næste valg stemmer Nik og Jay-generationen på Villy Søvndal og SF. ... Det er sørgeligt, men hvem kan fortænke dem i det?"
Tsk tsk... |
| |
| |
Tilføj kommentar |
|
|
| |
| Tilbage til forsiden |
|
|
|
Foto: Bax Lindhardt / Scanpix
|
|
|
|