En fest i det københavnske nordvestkvarter endte i nat med bål, smadrede biler og flasker gennem luften. Seks autonome anholdt.
De københavnske autonome rodede sig fredag nat endnu en gang ud i problemer med ordensmagten. Politiet besluttede sig for at lukke en fest i en tom ejendom på Provstevej i nordvestkvarteret, da de autonome tændte bål og smadrede bilruder i nabolaget.
Men lukningen af festen førte til slagsmål mellem de autonome og politiet, skriver Ritzau. Seks blev anholdt, herunder tre for vold mod politiet.
Under natteslagsmålet, hvor de autonome ifølge Erik Gøtje Larsen fra Københavns Politi også kastede med flasker, brækkede en betjent en finger.