Vi sparer på børnenes mad. Men så har vi også råd til at sende to pædagoger og vores leder på kursus i Italien. Det var beskeden i et nyhedsbrev til forældrene fra børnehaven Mosebo i Esbjerg Kommune for nylig.
I nyhedsbrevet fortæller Mosebos leder, Anne Mette Baun Schmidt, at institutionen i flere år har haft et økonomisk overforbrug, og at hun nu er nødt til skære på udgifterne. Det vil gå ud over børnenes eftermiddagsmad, som fremover skal medbringes fra morgenstunden af forældrene.
Til gengæld giver det så Mosebo mulighed for at bevare fokus på efteruddannelse af personalet - "således at vores pædagogiske niveau er i stadig udvikling", som det fortælles i nyhedsbrevet. En del af den udvikling skal foregå i den charmerende middelalderby Pistoia i Toscana:
"2 medarbejdere og undertegnede skal til Pistoia på kursus og studietur i uge 43. Vi skal beskæftige os med dokumentation og evaluering af de lovpligtige læreplaner samt tilegne os viden fra et pædagogisk meget spændende område i Italien," skriver leder Anne Mette Baun Schmidt i nyhedsbrevet.
Brevet er faldet Thomas Nielsen, far til en pige i børnehaven, for brystet.
"Signalværdien i at sende to pædagoger til Italien på studietur i en tid, hvor der skal indhentes et underskud, er så langt ude i skoven, at jeg ville ha' fået sparket, hvis jeg havde gjort noget tilsvarende på min arbejdsplads," skriver han i en brevveksling med kommunen, som han også har sendt til 180Grader.
Men tilsyneladende uden resultat, for kommunen forklarer, at pædagogernes rejse til Italien er bestilt, inden behovet for en sparerunde blev erkendt. I stedet for at afbestille rejsen opfordrer kommunen derfor Thomas Nielsen til "at kontakte lederen og bestyrelsen i institutionen for at få en dialog om, hvordan en sådan udfordring kan kommunikeres ud, og hvad den gør ved jer som forældre".
ole@180grader.dk
|