|
Danske Bank, med cheføkonom Steen Bocian i spidsen, aflyser i en ny analyse den danske recession og venter, at økonomien allerede i andet halvår af 2009 vil begynde at stige. Det skriver Berlingske Business.
"I 2010 vil effekterne af rentefaldet og den ekspansiv finanspolitik kunne ses tydeligt i økonomien - og det vil mere end opveje de negative vækstimpulser fra den fortsat stigende ledighed," skriver cheføkonomen ifølge Berlingske Business.
Danske Bank, som selv flere gange har udtalt, at krisen og dens omfang kom bag på dem, mener fortsat, at krisen vil præge dagsordnen en god stund endnu, om end ikke så voldsomt.
Flere af de økonomer, der i modsætning til Danske Bank var i stand til at forudsige finanskrisen, og som har deres intellektuelle rødder i den østrigske økonomiske skole, ser i modsætning til Danske Bank ikke den lave rente, som en positiv økonomisk faktor.
De østrigske økonomer ser de kunstige lave renter, som årsagen til den kreditudvidelse, der gjorde boligboblen mulig; en boligboble som har fremmet mange af de problemer, den globale økonomi i dag befinder sig i. De vil nødig se en gentagelse af krisen, men med de ekstremt lave renteniveauer og den massive offentlige gældssætning, kan de kun se problemer for den globale vækst på længere sigt.
JDL
|