"Europas nye underklasse" ansat hos Thorning-Schmidt
Forleden tordnede de to socialdemokratiske Europa-Parlamentsmedlemmer Poul Nyrup Rasmussen og Britta Thomsen imod au-pair ordningen, der ifølge dem blot var en mulighed for "velbeslåede danskere at købe sig til billig arbejdskraft". Udmeldingen var næppe koordineret med deres formand, der selv har benyttet ordningen for nylig.
Socialdemokraterne på Christiansborg er ikke enige med deres partifæller i
Bruxelles i, at au-pair ordningen skal afskaffes. Det skriver Information i dag. I en kronik i samme avis i onsdags betegnede MEP'erne Poul Nyrup Rasmussen og Britta Thomsen ellers au pair' erne som "vores nye underklasse", der blot tjener som billig arbejdskraft for "velbeslåede" danskere.
Men en af de velbeslåede, der har benyttet sig af ordningen, er Socialdemokraternes egen formand Helle Thorning-Schmidt, der både i sin tid som medlem af Europa-Parlamentet og efterfølgende som partiformand har haft hælp i huset af en au pair. Dermed er det måske ikke så overraskende, at partiets politiske ordfører Henrik Sass Larsen lægger lidt afstand til sine partifæller.
"Vi er ikke helt enige i, at vi skal forbyde au pair. Vi er tilhængere af at sikre dem ordentlige rettigheder, når de er her - både i forhold til løn, arbejdsvilkår og deres retsstilling. Men det er forkert helt at forbyde ordningen, som også er positiv for mange," siger Sass Larsen til Information.
Direkte adspurgt om en timeløn på mellem 42 og 70 kroner er "fair", svarer den politiske ordfører:
"Vi vil komme med et samlet udspil i efteråret, hvor vi også fokuserer på løn og arbejdsvilkår, og der må vi se på de præcise forhold."