Et flertal i Folketinget er nu parat til at gøre det lettere at få godkendt genmodificeret dyrefoder i Danmark, skriver Politiken.
I dag er det op til EU at vurdere produkterne, og det er en langsommelig proces, som fødevareminister Eva Kjer Hansen med opbakning fra regeringspartierne Venstre og de Konservative samt Socialdemokraterne vil have fremskyndet.
"Der bliver et stort behov for mere mad. Så vi skal undersøge, om vi kan gøre noget ved planter, så de er mere tørkeresistente eller bedre kan tåle vand," siger Eva Kjer Hansen til Politiken og fortsætter:
"Hvis bioteknologien kan hjælpe planterne til at blive mere stærke, så man ikke behøver at køre ud med sprøjten og derved kan spare på pesticiderne, så er det noget vi skal se på."
Eva Kjer Hansen vil også forsøge at sparke gang i en folkelig debat, der kan være med til at ændre danskernes skepsis, og det er ifølge Socialdemokraternes fødevareordfører, Bjarne Laustsen, og de konservatives Knud Kristensen en god idé.
"Gmo er kommet for at blive, og det er noget, der også skal til at være i Danmark, for at vi kan være sikre på, at vores landbrug kan klare sig på verdensmarkedet," siger Knud Kristensen.
Dansk Folkepartis fødevareordfører, Jørn Dohrmann stiller sig omvendt på bagbenene:
"Produkterne skal undersøges så godt som muligt, og det tager tid. Det kan man ikke fremtvinge. Eva Kjer Hansen spiller hasard med befolkningens sundhed og med naturens ve og vel, hvis man pludselig tillader en masse unaturlige ting," siger han til Politiken.
ole@180grader.dk
|