Den nyslåede konservative integrationsordfører, Naser Khader, møder ikke opbakning hos Konservativ Ungdom til sit forslag om at forbyde muslimske kvinder at gå med burka og niqab.
"Med dagens forslag fra Naser Khader om at forbyde burkaer i Danmark,
så har han allieret sig med de fremmedfjendske politikere i Dansk
Folkeparti. Han lyder faktisk selv som en god DF'er i denne sag," siger KU's landsformand, Rune Kristensen.
Han mener, at Khaders forslag er frihedsfjendsk.
"Hvad folk har på, skal Naser Khader ikke blande sig i. Det er bemærkelsesværdigt, at han taler om undertrykkelse af muslimske kvinder i denne sag, når han selv vil undertrykke hele den danske befolkning ved at blande sig i, hvad folk har på," siger Rune Kristensen og fortsætter:
"Det er heldigvis sjældent, at KU skal irettesætte en partifælle på et punkt om personlig frihed, men det må vi så gøre her i forhold til selv at kunne vælge sin beklædning."
ole@180grader.dk
|