Ålholm Skole i Valby, der har en andel af tosprogede elever på cirka 80 procent, opdeler fra første skoledag danske elever og indvandrerelever. Mindst én klasse på skolen består udelukkende af børn med udenlandsk baggrund, skriver metroXpress.
Skolen ønsker ikke at tale med avisen, men i et referat fra et møde forklarer souschef Søren Vith, "at skolen samlede de indmeldte danske børn i samme klasse for på den måde at undgå, at de skiftede skole".
Fazal Ahmad er far til en elev i 8. klasse på skolen. Han er imod, at skolen deler eleverne op.
"Det skader integrationen, at man opdeler eleverne. Indvandrere bliver opdraget til, at der er 'dem og os'. Når børnene vokser op, så vil det være med en følelse af ikke at være en del af det danske samfund," siger Fazal Ahmad til metroXpress.
Ifølge undervisningsminister Bertel Haarder skal opdelingen have et klart pædagogisk formål - ellers er der tale om diskrimination.
"Jeg kan huske, at det tidligere er sket på en anden skole for at holde på de tilbageværende danske elever. Her oprettede skolen en klasse med 50 procent danske elever og en uden danskere. Det kunne vi godt acceptere. Det er selvfølgelig en uheldig udvikling, men det kan være et led i skolens nødhjælp, at man på den måde forsøger at holde på de danske elever," siger han.
Bertel Haarder er dog bekymret for, at det vil ske flere steder.
"Det er en tendens, jeg er alvorligt bange for. Koncentrationen af elever med anden etnisk baggrund end danske er stigende i en række skoledistrikter. Det kan tvinge nogle skoleledere til at opdele eleverne for at undgå, at de danske forældre trækker deres børn ud," siger han til metroXress.
ole@180grader.dk
|