Familier skal kunne pålægges ophold på højskole- eller familiekurser, hvis der er konstateret undertrykkelse af familiens kvinder. Sådan lyder forslaget fra de Konservatives formand, Lene Espersen, ifølge berlingske.dk. Problemet er ifølge Espersen, at man nok kan straffe indvandrermænd for at ville tvinge deres koner eller døtre til noget, men det ændrer ikke nødvendigvis mændenes tanker om kvinder.
"Der er allerede taget hånd om hele strafelementet, men det er jo bare ikke nok. Hvis en fader eksempelvis har fået en dom for at have forsøgt at anvende tvang, så går han jo bare tilbage og tænker de samme tanker igen," siger Lene Espersen og fortsætter:
"Det er for at have lidt blødere redskaber. Og jeg tror faktisk, at det kan være ganske udmærket og se, om ikke man kan give dem et andet syn på sagen, ved at de gennemgår en slags forældreprogrammer."
Men mentalitetsændringen skal ikke kun gennemtvinges overfor de mænd, som har fået dom for deres kvindeundertrykelse, mener Lene Espersen. Som en del af integrationsprogrammet, som alle indvandrere gennemgår, skal der også indføres obligatoriske og målrettede kurser i kvinders rettigheder, ligestilling og arbejdsmarkedsvilkår.
"Vi har jo troet, at hvis man bare lærer dansk og får et arbejde, så kommer resten af sig selv. Det gør den altså ikke. Der hvor vi kan se, at integrationen stadig ikke er på plads nede i dybden er, at der slet ikke er den samme forståelse og accept af vores værdier. Derfor tror vi, at der skal noget ekstra til," siger Lene Espersen til berlingske.dk.
ole@180grader.dk
|