"Mark Twain, 1800-tallet: 'Køb jord. De er holdt op med at lave mere af det'
The Seasteading Institute, 2008: Produktion genoptaget."
Sådan står der på forsiden af Patri Friedmans hjemmeside, seasteading.org. I flere år har Friedman, der er barnebarn af nobelprisøkonomen Milton Friedman, nu arbejdet med en idé, der - hvis den kan gennemføres til en realistisk pris - har potentiale til at ændre verden, som vi kender den: Flydende boligplatforme. Ikke bare én, men mange. Så mange, at de kan kobles sammen i internationalt farvand og danne hele samfund. Tilstrækkeligt langt væk fra de nuværende stater og deres skatteopkrævere og regulatorer. Et nyt håb om frihed, måske, for verdensborgere, der ikke tror på, at det vil gå anden vej end den gale i de vestlige demokratier, hvor stadig større indskrænkning af borgernes økonomiske og personlige frihed synes at have været den uafvendelige tilstand i det meste af deres levetid.
Patri Friedman og hans partnere har netop modtaget en halv million dollar fra PayPals stifter, Peter Thiel, så de kan arbejde videre med deres tanker og bl.a. bygge og søsætte deres første såkaldte "seastead" i San Francisco-bugten.
"Om nogle årtier vil de, der ser tilbage på begyndelsen af århundredet, forstå, at seasteading var det helt rigtige skridt imod udviklingen af mere effektive og praktiske modeller for offentlige sektorer rundt omkring i verden," lyder Peter Thiels begrundelse for donationen.
En seastead er i sin essens et meget stort, flydende betonrør med balast i bunden for at holde balancen og en boligplatform på toppen. Modellen bruges allerede i olieindustrien, oplyser Dan Donovan, talsmand for naturgas virksomheden Dominion, der i mange år har arbejdet i Den Mexicanske Bugt. Her kaldes modellen en spar-konstruktion og bruges blandt andet til at huse de ansatte.
"De fungerede som en slags mobile hjem. Vi kunne flytte dem fra ét sted til et andet," fortæller Dan Donovan til wired.com.
Sparplatformene kan syne som flydende korkproppe, men de er faktisk langt mere søstærke end f.eks. et skib, fordi den del af konstruktionen, som er i kontakt med havets bølger, er meget lille. Bølgerne passerer nærmest ubemærket under platformkonstruktionen.
Har man først fremstillet en, kan man også fremstille flere, og det er det virkelig interessante ved modellen, mener folkene bag seasteading projektet. For at leve til søs på sin egen platform er der ikke meget sjov ved. Men når flere platforme kan kobles sammen, så kan man lave hele samfund, og her udfolder de mobile platforme deres fulde potentiale som skabere af en ny samfundsmodel, argumenterer de. For hvis der i sådan et samfund pludselig opstår idéer hos nogle af indbyggerne om at bestemme over de resterende, regulere deres erhverv eller opkræve urimelige skatter, så kan de utilfredse blot koble sig løs og danne nye samfund uden formyndere.
"Statsdannelse er en industri, hvor der er virkelig høje omkostninger for at deltage," siger Patri Friedman: "Du skal basalt set vinde et valg eller en revolution for at starte en ny. Det er en latterlig høj omkostning, og der er en utrolig stor magt over kunderne. Folk beklager sig over, at de er bundet til deres mobiltelefonselskab i to år, men tænk på den indsats man må yde, hvis man gerne vil skifte statsborgerskab."
Fordelen ved seastead-modellen er ifølge Patri Friedman denne:
"Du kan vælge en anden stat uden at skulle forlade dit hus."
ole@180grader.dk
|
Print
Send artikel
