Redigeret og opdateret den 8. januar, klokken 20.08
Der er tilsyneladende lagt op til vold og ballade i København på lørdag, hvor pro-palæstinensiske danskere truer med at ødelægge en pro-israelsk demonstration, der er arrangeret af Dansk Zionistforbund. På Facebook-siden for det såkaldte "Gaza Initiativet" lægger en etableret skikkelse fra den militante venstrefløj, Erik Storrud, således op til balladen.
"Jeg tror ikke vi kan undgå ballade. Folk er vrede og det er de med god grund. Der er mange frustrationer der leder efter et afløb," skriver han på siden og fortsætter:
"Pres på zionisterne lørdag ødelægger noget. Det skaber et signal om at krigen bliver taget herhjem og tvinger flere folk til at tage stilling. Ja der vil sikkert blive taget afstand men det gør der i forvejen uanset hvad."
Samtidig beklager Erik Storrud sig over, at en pro-palæstinensisk demonstration i søndags ikke skabte nok opmærksomhed, fordi den var fredelig, og han mener, at det er den proisraelske demonstration, der vil få skylden, hvis der bliver ballade på lørdag:
"Pressen ignorerede for eksempel demonstrationen i søndags hvis det ikke var for balladen. Bagefter sagde politiet også at demonstrationen jo var fredelig nok. Nu er det zionisterne der vil demonstrære. Det er altså dem der bringer balladen hvorimod vi som bevægelse vil være i stand til at holde store flotte og fredelige demonstrationer andet tid og sted," skriver han.
Erik Storrud bakkes herefter op af en anden deltager i debatten.
"Jeg mener at vi skal dukke op til deres demo og protestere højlydt og vredt imod deres krigs romantik og deres støtte til Israel. Jeg tror også at der kan risikere at blive ballade, men hvis vi er mange der tager, bannere og billeder af døde børn med, og ellers har gode råbe og larmekor så kan deres provokation med stor sandsynlighed ende i fiasko. og jeg er enig med Erik at vi ikke skal være kede af at få krigen hjem på dansk jord," skriver en Jesper Juul Mikkelsen, der på sin Facebook-profil oplyser, at han er 27 år gammel og studerende på Roskilde Universitetscenter.
Gaza Initiativet arrangerer ingen moddemonstration, påpeger bagmændene på Facebook. Gruppens side fungerer kun som "plakatsøjle" for de demoer, protestaktioner, støttearrangementer og andre tiltag som diverse initiativtagere gennemfører i protest mod den israelske fremfærd i Gaza, fortælles det.
"Gaza Initiativet opfordrer enhver borger i Danmark til at tage afstand fra zionisternes demonstration lørdag ved at ignorere dem og holde sig langt væk," skriver Facebook-gruppens stifter, Ras Anbessa.
ole@180grader.dk
|