|
Få timer efter at have krævet et forbud mod tørklæder i
offentlige institutioner, vil Dansk Folkepartis leder, Pia Kjærsgaard, nu have tørklæder
fuldstændigt forbudt.
"Jeg ønsker et totalt forbud mod tørklæder i det danske
samfund," siger hun til DR Nyheder Online.
Forbuddet skal gælde, uanset om man bærer burka eller
tørklæde.
"Det er sådan set fuldstændigt ligemeget, om der er tale om
et tørklæde eller en burka. Det handler om signalet. Det er undertrykkende, og
det synes jeg ikke, vi skal acceptere," siger hun.
Hun er dog ikke klar til at gå så langt som i Frankrig, hvor
også jødiske kalotter og store kristne kors er forbudte.
"Der er ikke det samme problem. Der er ikke tale om
lovreligioner."
Forslaget om at forbyde tørklæder i offentlige institutioner
er kun det første skridt.
"Hvor langt vi kan komme, kan jeg ikke sige. Men vi kan jo
begynde med skolerne, siger Pia Kjærsgaard og tilføjer, at hun ikke forventer at
få opbakning til sit totale tørklædeforbud, som er et privat forslag fra hendes
side.
Formanden for Ny Alliance, Naser Khader, bryder sig heller
ikke om tørklædet, men han tager afstand fra et forbud.
"Jeg ville ønske mig en verden uden tørklæder. Men hvis nogen ønsker at
bære tørklæde, så er det deres demokratiske ret," siger han til DR.
|