Au pair-piger er glade for at komme til Danmark, men nu vil de danske socialdemokrater og SF'ere i EU-Parlamentet afskaffe ordningen, skriver Information.
"De kvinder, der kommer her til landet på au pair-vilkår, er vores nye underklasse," skriver Poul Nyrup Rasmussen og Britta Thomsen i en kronik i dagens Information.
SF's EU-kandidat Emilie Turunen bakker op:
"Ordningen er gået fra at være en spændende mulighed for unge til at
rejse ud til at blive en systematisk udnyttelsesmekanisme," siger hun.
Filomenita Høgsholm, som er medlem af det filippinske kvindenetværk
Babaylan, har dog en anden tilgang til ordningen. Hun medgiver, at man
kan diskutere, hvorvidt der er tale om kulturel udveksling, men påpeger
samtidig, at mange filippinske kvinder er rigtig glade for muligheden
for at arbejde i udlandet. Og en timeløn på mellem 42 og 70 kr. behøver
slet ikke at være et problem:
"I deres optik er det mange penge, og de er glade for at komme herop.
Man kan jo se det som en slags ulandsbistand, hvor man i hvert fald
ved, at det hjælper en konkret person," siger hun.
Ifølge Filomenita Høgsholm er det egentlige problem, at mange familier
snyder og udnytter pigerne, som ikke ved, at de har ret til at skifte
familie, eller at de kan kontakte politiet, hvis de bliver udsat for
overgreb.
"Derfor er der brug for oplysning til kvinderne om deres rettigheder," siger hun til Information.
Klik her for at læse mere på information.dk
ole@180grader.dk
|