Det frafaldne radikale folketingsmedlem Simon Emil Ammitzbøll har på et pressemøde på Christiansborg netop præsenteret sit nye parti, der kommer til at hedde Borgerligt Centrum. Blandt partiets tre mærkesager finder man bl.a. et opgør med, hvad partiet selv betegner som "Big Mother-samfundet".
"Vi har for mange forbud i Danmark, og vi får hele tiden flere. Vi vil stoppe denne udvikling, gøre op med Big Mother-samfundet og give det moralske ansvar tilbage til borgerne. Hvis politikerne bestemmer for meget, ender borgerne med at blive dårlige til selv at træffe fornuftige valg. I dag besvarer politikerne ethvert problem i samfundet med ny lovgivning. Det er skidt, for forbud og regler er ikke nødvendigvis den bedste løsning på et problem," skriver partiet på sin hjemmeside, borgerligtcentrum.dk.
Partiet nævner lukkeloven og de kvoteordninger for kvinder i erhvervslivet, som for tiden promoveres kraftigt i samfundsdebatten, som eksempler på regler, der bør afskaffes eller ikke indføres.
"Vi mener, at der er for få kvinder i toppen af dansk erhvervsliv, men politikerne skal ikke blande sig i, hvem private virksomheder ansætter. Problemet skal løses ved hjælp af frivillige initiativer (for eksempel mentorordninger) - ikke ved hjælp af kvoter og lovgivning," skriver Borgerligt Centrum.
Partiets to andre mærkesager er, at der skal skaffes "flere penge til sundhed og uddannelse ved, at vi alle sammen bliver længere på arbejdsmarkedet", og at der skal "flere dygtige indvandrere til landet - men de skal klare sig selv og respektere danske værdier som demokrati, ytringsfrihed og ligestilling".
ole@180grader.dk
|