180Grader.dk (22. nov 2008 kl 11:13)

VK-regeringen har brugt flere penge på miljø end Nyrup-regeringen

Den borgerlige regering har i perioden 2002-2007 brugt flere penge til vand- og naturindsats, end der blev brugt i perioden 1993-2000. Hvis man også medregner Fødevareministeriets udgifter til økologi og miljøvenligt jordbrug, bliver forskellen endnu mere markant.
Den tidligere miljøminister, socialdemokratiske Svend Auken, har gentagne gange angrebet VK-regeringen for at skære ned på miljøindsatsen. Men nu viser tal, at Miljøministeriet har brugt flere penge under VK-regeringen end under Svend Aukens periode som minister. Det fortæller Jyllands-Posten.

Omregnet til 2008-priser viser tallene, at man i Aukens periode som miljøminister i gennemsnit brugte 204 mio. kr. om året, mens man VK-regeringen har brugt 360 mio. kr. i snit om året.

Hvis man indbefatter Fødevareministeriets udgifter til økologi og miljøvenligt jordbrug, bliver forskellen endnu mere fremtrædende i forhold til den socialdemokratiske regeringsperiode.

Her viser tallene et gennemsnit på 965 mio. kr. pr. år under VK-regeringen, mens gennemsnittet var på 439 mio. kr. i perioden 1993-2001.

V: Svend Auken er en hykler
Ventres miljøminister, Troels Lund Poulsen, er glad for, at tallene viser, at VK-regeringen har ført en "klassisk dansk miljøindsats". Samtidig kalder han Svend Aukens vedvarende kritik for hyklerisk.

"Nu har jeg som miljøminister i et år hørt på især Svend Aukens påstande om, at vi ikke har villet gøre noget for miljøet. Tallene viser, at der er tale om fejlagtige myter, som man bevidst har ført frem, og efter min mening er det hykleri af værste skuffe," siger han til Jyllands-Posten.

Auken: Vi ville have brugt endnu mere
Svend Auken er ikke imponeret over Miljøministeriets tal. Han erkender, at der er brugt flere penge under VK-regeringen, men forsvarer sig med, at han ville have brugt endnu flere penge, hvis han havde fortsat som minister.

"Vi var med til at opprioritere bevillingerne, lige inden de borgerlige tog over, og faktisk havde vi lagt op til endnu større bevillinger i fremtiden," siger Svend Auken til Jyllands-Posten.

Danmarks Naturfredningsforening ønsker ifølge Jyllands-Posten ikke at gå ind i en diskussion omkring tallene.

johan@180grader.dk
© Copyright 2009 by 180Grader.dk