Dagbladene får stadig færre læsere, og derfor er de også dobbelt hårdt ramt af nedgangen på annoncemarkedet, men nu vil oppositionen til venstre for regeringen hjælpe dem med en krisepakke, der er betalt af de skatteydere, som altså i stigende omfang ikke gider købe aviserne.
"Dagbladene er kriseramte overalt, det gælder også i Danmark, det er en meget bekymrende udvikling, som vi bliver nødt til at tage alvorligt," siger SF's medieordfører, Holger K. Nielsen, til mediawatch.dk.
Socialdemokraternes medieordfører, Mogens Jensen, supplerer:
""Vi må adskille diskussionen om den langsigtede støtte fra en situation, hvor den aktuelle finanskrise spiller ind. Hvis den betyder dagbladslukninger, har vi et ansvar over for demokratiet som politikere og så må vi drøfte en akut hjælp til dagbladene, sådan som vi har gjort til erhvervslivet og bankerne," siger han.
De Radikale er også med på idéen.
Journalisten og mediekommentatoren Mads Kristensen er omvendt fortørnet over venstrefløjens tanker.
"Dagbladenes problem er, at de grundlæggende ikke har en forretningsmodel længere. Deres monopol på formidling af nyheder er væk, konkurrencen fra nettet vælter ind over dem, og de har svaret ved at konkurrere på at forære mest væk gratis. Den slags er ikke en forretningsmodel - det er idioti. Idioti som selv den største pakke ikke kan gøre noget ved i det lange løb," skriver Mads Kristensen på sin blog under overskriften "Tåbelige medieordførere".
ole@180grader.dk
|